For 50 år siden var der en meget ung fisker på Ibiza. Faktisk var han den yngste blandt fiskerne i bådelauget i Cala Mastella. Den unge fisker, Juan Ferrer, fangede så mange fisk, at han måtte forære en masse af dem væk. På den nordøstlige del af Ibiza i Cala Mastella, hvor Juan Ferrer fiskede, begyndte turismen at holde sit indtog, og mange hoteller blev bygget i området. Det var her, historien om El Bigote begyndte. Juan Ferrer inviterede turisterne over på sit bådelaug for at spise gratis fisk. Stedet blev så populært blandt turisterne, at Juan Ferrer lavede det om til sin egen restaurant, som han kaldte El Mastella. Men i folkemunde fik restauranten sit helt eget navn. El Bigote. På dansk overskægget. Den unge fisker havde nemlig et overskæg så prangende, at det kunne slå krøller i enderne.
Skatten på øen
Vi fortæller vores receptionist på hotellet, at vi er på udkig efter unikke og mærkværdige oplevelser på Ibiza. Hun siger, at hun har boet på øen i 15 år, og der er ét sted, som for hende stadigvæk er det mest særskilte og fortryllende af dem alle.
“Det er en lille fiskerestaurant, som sælger den samme menu hver dag og har gjort det de sidste mange år. Den hedder El Mastella, men her på Ibiza kalder vi den El Bigote,” fortæller hun.
På scooter begiver vi os mod Cala Mastella. Landevejene snor sig i bjerglandskabet, og vi møder sjældent modkørende trafik på trods af, at vi befinder os i højsæsonen. Det sidste stykke ned mod restauranten kører vi på en landevej i skoven ud til en dramatisk klippeskråning. Der er 50 meters frit fald ned til det azurblå Middelhav, der omkranser øen. Vi er i ingenmandsland, indtil et håndskrevet træskilt sømmet fast på et træ dukker op. Det peger ned ad en stejl grusvej. Forenden ligger den hyggeligste lille oase med klipper på hver side af lagunen og med en helt fantastisk udsigt med frodige bjerge i forgrunden, som var det et maleri. En summen af mennesker overdøver cikadernes sang, og gæsterne er stuvet sammen på, hvad der minder om en badebro med tag. Her sidder de på gamle træstole og spiser dagens ret, som den er blevet serveret de sidste 50 år.
På en træbænk blandt gæsterne sidder en ældre herre med et prangende, gråt cykelstyr på overlæben. “Det må være ham. Juan Ferrer, tænker vi.” Ganske rigtigt. Det er ham. Her nyder han atmosfæren. Han elsker at være omringet af sine gæster i lige så høj grad, som da han for 50 år siden inviterede de første over på bådelauget til fiskesuppe. Den suppe, der siden er blevet så berømt på øen. Foran ham står en langtudet vinkaraffel. Indimellem tager han fat i glashåndtaget, strækker armen ud og lader vinen strømme ud i én lang stråle og ned i halsen.
“Det er bedre, at der er mad i overskud, end at der er nogle, der mangler noget,” siger Juan Ferrer, efter han har sunket en mundfuld vin.
Det udsagn har han et fysisk bevis på lige ved siden af sig. En kogekone brygger på fiskegryden, der er enorm. Omkring en meter i diameter. Hun øser store portioner op til gæsterne, og selvom hver gæst spiser to portioner, er der rigeligt tilbage i gryden, som nærmere ligner en stor tønde på et bålsted. Stedet minder os om en kulisse fra Sebastians Skatteøen. Det er eventyrligt.
