Godt 60 kilometer før man når havnebyen Cádiz, ligger det lille luksus-resort Casa la Siesta. Stedet er kendt for sine smukke, landlige omgivelser, fredsommelige atmosfære og forkærlighed for at hjælpe dyr i nød. La Danesa har besøgt stedet og deltaget i deres hestehvisker-kursus, hvor man lærer at kommunikere med heste gennem kroppens signaler.
Det er et smukt syn, der møder én, lige inden man når byen Vejer de la Frontera. I horisonten anes den lille, hvide bjerglandsby, der, på grund af sin beliggenhed godt 200 meter over havets overflade, nærmest går i ét med skyerne og giver stedet et magisk pust. Ikke langt der fra finder man det charmerende Casa la Siesta, og nøjagtigt som landsbyen har stedet her også noget magisk over sig. I forhaven står små mosaikborde i skygge under appelsintræernes kroner, hvor fuglene har fundet sig til rette og lystigt kvidrer løs. En stor, åben trædør byder gæsterne indenfor, hvor man hilses velkommen af husets lille hund, der ivrigt kommer løbende.
“Kom ind, kom ind”, lyder det ude fra køkkenet. En medarbejder træder frem i døråbningen og tilbyder forfriskninger fra gæstekøleskabet, hvor man frit og kvit kan hente kølige øl og vand. Med en øl i hånden, fortsætter turen ud i baghaven, hvor to tempererede swimmingpools og et lounge-område optager det meste af pladsen. Lidt efter kommer Casa la Siestas daglige bestyrer, Elske van Reeuwijk, ud i baghaven. Hun byder os velkommen og viser vej hen til værelse nummer syv. Et smukt, lyst rum med lysekrone i loftet gemmer sig bag døren og danner rammen for den kommende nat. På altanen uden for værelset tager et firben solbad på stenmuren, en bille flyver forvirret rundt og i gården mødes hund og kat til en velfortjent siesta i skyggen. Og netop harmonien mellem dyr og mennesker er noget af det, der kendetegner Casa la Siesta bedst. Roen, der hviler over stedet, er slående, og man lader sig hurtigt synke ned i den bløde dyne af stilhed.
Kærlighed blev begyndelsen på Casa la Siesta
De britiske ejere, Lee Thornley og Amelia Gordon, blev forelskede i Andalusien. Først i hinanden, da de mødtes til en spansktime, og senere i området og i det dengang nedslidte landsted. I 2006 begyndte de renoveringen af stedet, og dørene åbnede for gæster i 2008. Det skulle dog vise sig, at Casa la Siesta ikke kun skulle blive et fristed for mennesker, men også for nødlidende dyr. I 2010 påbegyndte de et rehabiliteringsprojektet for heste, efter Amelia Gordon var stødt på en udsultet hest under en af hendes mange gåture i området.
“Hesten var blevet forladt af sin tidligere ejer og overladt til sig selv ude på den spanske slette, så hun tog den med tilbage til huset”, fortæller Nicky Cohen, der har det daglige ansvar for hestene.
Hun har en bachelorgrad i rytterpsykologi fra Universitetet Pablo de Olavide i Sevilla og træner hestene dagligt. Idéen bag projektet er at tage vanrøgtede og forladte heste ind og rehabilitere dem for at genskabe deres tillid til mennesker. Det sker eksempelvis gennem kommunikationsteknikker mellem hest og rytter, der bygger på de signaler, heste bruger i deres naturlige omgivelser. Det handler om, at bruge sit kropssprog til at vise hesten, hvem der bestemmer, og hvad den skal gøre. På engelsk er metoden kendt som “natural horsemanship”, hvilket er det, man på dansk kender som hestehvisker. Hos Casa la Siesta kan gæsterne få lov til at deltage i arbejdet med hestene, så La Danesa tog udfordringen op tog på “horsemanship-kursus”.
Kommunikationen mellem rytter og hest er essentiel
Hesten, vi skal arbejde med, er Eddy, den samme hest som Amelia fandt vandrende hvileløs rundt på sletten for fire år siden. Inden træningen med hesten kan begynde, skal rytteren forberede sig mentalt. Det sker gennem vejrtrækningsøvelser, der skal være med at skabe fokusering og ro hos rytteren.
“Vi bruger ikke bidsel og andre remedier til at kontrollere hesten, og derfor er det vigtigt, at rytteren er i kontrol og har fokus, så man kan sætte sig i respekt, da man ellers mister overtaget”, fortæller Nicky Cohen, mens hun viser, hvordan vejrtrækningen og kropsholdningen skal være.
Efter øvelserne henter vi Eddy, der tydeligvis ikke nærer meget respekt for mig endnu. Han tager hurtigt styringen og trækker mig hen mod den grønne græsplet, han har udset sig. Efter lidt tovtrækkeri indvilliger han dog i at træde med ind i volten, hvor træningen skal foregå.
Eddy slippes fri, og fra voltens midte gør jeg mig klar til at give ham mit første signal. Med skuldrene vendt væk fra ham, den ene arm ud mod den retning han skal gå og et stærkt pust, forbereder jeg mig på, at han sætter i gang. Det sker dog ikke. Han virker derimod ret uimponeret af hele situationen. Men efter et par mislykkedes forsøg og en opsummering af teknikkerne begynder han at reagere på signalerne. Ved at aflæse mit kropssprog forstår han, i hvilken retning og i hvilket tempo, han skal gå. Træningen varer i cirka 30 minutter og afsluttes ved at lade ham “gå fri”. Det betyder, at rytteren slipper kontrollen ved at gå tilbage til midten af volten i et roligt tempo uden at se på hesten. Lidt efter følger Eddy trop og stopper et par skridt bag mig.
“Nu har du sat dig i respekt, og han vil ikke på noget tidspunkt gå længere frem end til din skulder”, siger Nicky Cohen og pointerer, at det jo også er sådan med heste i naturen. Der går førerhesten altid i front.
Et sted hvor tingene er i balance
Efterfølgende må jeg konstatere, at hun har ret. På intet tidspunkt på tilbagevejen forsøger Eddy at overhale eller trække mig hen mod den græsplet, han så tidligere. Som hestepige af den gamle skole, kan man således ikke undgå at blive imponeret over den forandring, der er sket siden turen ned mod volten.
Tilbage i hovedbygningen bliver middagen serveret. Forretten kommer på bordet. Rucolasalat med chorizopølse, kikærter og blæksprutte. En ret man måske ikke lige umiddelbart kan se for sig, men overraskende nok så harmonerer de forskellige ingredienser perfekt sammen. Og måske er det hele essensen bag Casa la Siesta? Det er et sted, hvor der eksisterer harmoni mellem modsætninger. Der er luksus i høj klasse, nødlidende dyr og en jordnærhed, som gør, man straks føler sig hjemme. Det er et sted, hvor hund og kat lever side om side, og hvad end der er tale om maden, vinen, dyrene, naturen eller menneskene, så er det alle elementer, der er med til at skabe den unikke stemning, som gør stedet helt specielt.
For mere info.: http://casalasiesta.com/
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com
