Det danske magasin i Spanien
Spaniens naboer del 4 – Spanierne flygter fra Andorra

Spaniens naboer del 4 - Spanierne flygter fra Andorra

shutterstock 146121350
 
Nye krav fra EU påbyder Andorra at indføre moms og skatter, og samtidig skal der være mere gennemsigtighed i banksektoren. Derfor har Andorra mistet sin status som skattely, og det betyder, at indbyggerne flygter fra det lille bjergland i Pyrenæerne.

 

Knap 8.000 mennesker. Så mange er fraflyttet Andorra fra 2008 til 2012, viser Andorras Statistik. Den økonomiske krise har også ramt Andorra efter mange års vækst frem til 2008, og det kan være en af grundene til den store flugt. Især spanierne har forladt bjerglandet. I 2008 var der 27.300 spaniere i Andorra, mens der i 2012 var 20.320.

I Andorra var der i 2012 114 danskere bosat i landet, og en af dem er 69-årige Halina Berthelsen, der har boet i det lille land siden 1985. Hun ved meget om Andorra og tror også, at endnu flere forlader landet i fremtiden.
“Min opfattelse er, at endnu flere vil forlade Andorra, fordi der er så store forandringer på vej,” siger Halina Berthelsen.
 
Skattely på retræte
Andorra har gennem mange år været betragtet som et skattely, hvor der ikke var indkomstskatter, og man kunne have sine penge i banken, uden at nogen blandede sig i det. Men store krav fra især Frankrig, men også resten af EU, har presset Andorra til at indføre skatter og afgifter. Der er allerede indført en virksomhedsskat, og i 2014 bliver der indført indkomstskat, ligesom der skal være større gennemsigtighed i banksektoren, hvor man ifølge den nye lovgivning skal opgive sin formue og efterfølgende betale skat af sine værdier, fortæller Halina Berthelsen.
“Der er blandt andet lavet en dobbeltbeskatningsaftale mellem Spanien og Andorra. Det betyder, at hvis man som spanier har penge i en andorransk bank, skal man oplyse det til myndighederne og betale en afgift. Det gør, at det ikke er lige så fordelagtigt at bo i landet, og mange har derfor forsøgt at smugle kontanter ud af Andorra, men er blevet stoppet af toldere, som har konfiskeret pengene og efterladt personerne med kun 1.000 euro tilbage,” siger hun.
 
HalinaB
 
Andorra i EU
Det er især den franske præsident François Hollande, der har presset det lille land i Pyrenæerne. Andorra er ikke med i EU, men på grund af den dårligere økonomi kan et EU-medlemskab blive nødvendigt for landet, da indtægterne, som primært er kommet fra turisme, bankerne og tax free-shopping, er faldende. Men hvis Andorra skal i EU, kræver det, at man indordner sig.
“Andorra vil gerne i EU, men det kræver en større gennemsigtighed og indførslen af skatter, så der er en større skattelighed i forhold til de andre EU-lande. Andorra skal være mere selvstændigt og har indført skatter og afgifter på blandt andet centraladministrationen,” fortæller Halina Berthelsen, der er repræsentant i Andorra for Danes Worldwide, en organisation, der varetager udenlandsdanskeres interesser.
 
Ikke et skattely længere
Officielt set er Andorra ikke længere et skattely. I maj 2009 blev landet sammen med Liechtenstein og Monaco fjernet fra OECD’s liste over usamarbejdsvillige skattely, og med den ændrede skattestruktur i et lille land som Andorra, kan det betyde, at interessen for landet og dermed indtægterne forsvinder, fortæller Martin Paldam, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.
“Hvis ikke der er mulighed for at opbevare sine penge hemmeligt, og der ikke er skattefordele, så bliver det et problem for de små stater, for hvad skal de så leve af? Der mangler kulturelle muligheder, som ellers kan tiltrække turister og velhavende personer. Det er noget helt særligt med et skattely, for her kommer hovedindtægterne fra turister og fra bankerne, som investerer i landet,” siger Martin Paldam, der også påpeger vigtigheden ved at være et skattely som eksempelvis Andorra og Gibraltar.
 
Untitled-5
 
Fordele giver velstand
“For Andorra og Gibraltar betyder deres status som skattely, at levestandarden højnes med 50 procent. Andorra er den rigeste bjergdal i Pyrenæerne og er rigere end både Spanien og Frankrig målt på BNP per indbygger. Hvis ikke der var skattefordele i Andorra, ville landet minde om de andre byer i Pyrenæerne. Gibraltar kan man sammenligne med Cadíz. De to byer ville være ret ens, hvis ikke det var på grund af skattefordelene i Gibraltar. Men jeg må understrege, at det er svært at beregne, for småstaternes regeringer giver sjældent oplysninger,” siger han og forklarer, hvorfor stater med status som skattely er attraktive.
“Der er et stort antal mennesker, som kommer fra andre lande og bruger bankerne, fordi ingen behøver at vide, at pengene er i eksempelvis Gibraltar og Andorra. Hvis man har en formue i Danmark, så ved skattevæsnet det, men i Gibraltar og Andorra er der ingen, der er interesseret i dine penge. Derfor er det attraktivt.”
Samtidig forklarer Martin Paldam, at den ikke-eksisterende moms på mange varer er en af de vigtigste grunde til, at turister kommer til blandt andet Andorra.
“Hvis man eksempelvis køber en flaske spiritus i Spanien, tjener købmanden en smule, når alle skatter og afgifter er betalt. Den detailavance er ofte den samme hele tiden. Men i Andorra er der ingen skatter og afgifter på spiritus, så derfor kan man sælge det meget billigere, og så får købmanden stadig en avance til sig selv for hver flaske. Når det er billigere, bliver der købt mere, og derfor tjener købmanden endnu mere til sig selv. Måske kan købmanden i Andorra endda tillade sig at sætte prisen lidt op, og dermed tjene mere til sig selv,” siger Martin Paldam.
 
Godt forhold til Spanien
Mellem Spanien og Andorra har der historisk set ikke været nogle nævneværdige konflikter, og forholdet landene imellem er godt. Mange spaniere nyder godt af de privilegier, der er for spaniere, der vil have arbejdstilladelse i Andorra. Spaniere, franskmænd og portugisere har nemmere ved at opnå arbejdstilladelse end andre udlændinge, og samtidig minder den andorranske kultur også om den spanske, fortæller Halina Berthelsen.
“Andorras kultur ligner den spanske, og det officielle sprog er catalansk, men rigtig mange taler også spansk, og der er en fælles religion, katolicisme. Så på den måde er det næsten som Spanien,” siger hun.
Andorra er et fyrstedømme, der officielt er ledet af Frankrigs præsident og biskoppen af La Seu d’Urgell, som er den nærmeste by i Spanien. Biskoppen af La Seu d’Urgell, Joan Vives Sicília, har det godt med Andorra, mens Frankrigs præsident François Hollande er mere kritisk overfor bjerglandet.
“Hollandes forhold til Andorra er præget af kravet om større gennemsigtighed, mens biskoppen af Urgell har fine forbindelser og tit kommer på besøg. Han inviterer ofte folk til Andorra og diskuterer forholdet til Spanien med dem. Spanien har støttet Andorra økonomisk til udbygning af veje og tunneller, og der er anlagt en golfbane i Urgell, som både Andorra og Spanien har betalt, så landene har et fornemt samarbejde,” siger Halina Berthelsen.
 
shutterstock 104898557
 
Andorra i tal
Indbyggere:
76.246 (2012)
 
Sprog:
Catalansk, men der tales også spansk, fransk og portugisisk.
 
Valuta:
Euro, selvom landet ikke er medlem af EU.
 
Statsoverhoved:
Frankrigs præsident François Hollande og biskop i Urgel, Joan Vives Sicilia, er delefyrster. Andorra har eget parlament, hvor Antoni Martí er premierminister.
 
Landareal:
468 km2
 
Hovedstad:
Andorra la Vella (19.407 i 2012)
 
Historie:
Andorra er et fyrstedømme, men faktisk har landet ikke én, men to fyrster.
Karl den Store og hans søn Ludvig den 1. erobrede i år 803 Andorra, og gav det i 819 til biskoppen af den spanske by La Seu d’Urgel. De franske grever af Foix, der arvede Ludvig 1’s rettigheder, bestred biskoppens myndighed, og ved en aftale i 1278 deltes suveræniteten mellem den franske præsident og biskoppen af La Seu d’Urgell. Lige nu er det altså biskop Joan Vives Sicília og Frankrigs præsident François Hollande, der er statsoverhoveder i Andorra.
 
Økonomi:
Andorra har ligesom de fleste andre europæiske lande oplevet den økonomiske krise, og Andorras BNP er fra 2008 til 2012 faldet med 14%, når man også tager højde for inflation.
 
Politik:
Den nuværende forfatning blev underskrevet i 1993, og der er en demokratisk valgt regering, som lige nu ledes af Demòcrates per Andorra med Antoni Martí som premierminister. Parlamentet har mellem 28 og 42 medlemmer, som sidder i en 4-årig periode.
 
Turisme:
En af Andorras vigtigste indtægter kommer fra turismen, for Andorra kan byde på en smuk natur. Der er gode muligheder for skiløb i Pyrenæerne eller vandre- eller cykelture i bjergene.
Af Kasper Ellesøe, kasper@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.