En spaniensdansker ser tilbage – del 8

En spaniensdansker ser tilbage - del 8

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
 
IMG 4485 copy
Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga, og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.
84-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen i La Danesa februar – om hans ankomst til Spanien i årene efter Anden Verdenskrig. I denne måned skal vi læse om Holgers møde med Jesús. Ikke den højtidelige herre på amagerhylden i plethvide klæder med armene spredt ud til velsignelse af menneskeheden, men en lattermild, charmerende fyr, der giver Holger et lift i en gammel smadderkasse af en lastvogn.
 
På fire hjul – med både Jesus og en jomfru om bord
Det var hverken trafikpropper eller parkeringsproblemer i det forarmede og ødelagte Europa i årene efter verdenskrigen. Alle privatbiler havde stået “på stald”, uvirksomme fordi militæret havde lagt sin klamme hånd på hver eneste dråbe benzin. Nu da de var ved at komme på hjul igen, led de næsten alle af alderdommens skavanker. Spanien havde været neutral under verdenskrigen, men borgerkrigen der lå forud, havde i den grad ruineret landet, at det nu var Vesteuropas mest tilbagestående.
Min redaktør var en af de få, der havde været i Spanien efter krigen. Da jeg sagde, at jeg havde tænkt mig at blaffe rundt i Spanien, fik jeg at vide, at jeg måtte være vanvittig. Der var hverken veje eller biler i Spanien. Dumstædigt ignorerede jeg hans advarsler, og nu stod jeg på en bakketop lidt syd for Barcelona for at begynde min rejse.
Endelig viste der sig noget der neden for bakken, der kunne ligne et motorkøretøj, og efterhånden kunne jeg se, at det var en gammel lastvogn. Den kravlede hostende og stønnende op ad bakken mod mig. Gennem en sky af dårlig forbrændt benzin betragtede olieindsmurte ansigter mig nysgerrigt. Deres nysgerrighed fortalte mig, at jeg kunne være sikker på et lift. Bilen holdt stille, men den larmende lyd fra motoren fortsatte uanfægtet.
Jeg sagde ‘buenas tardes’ og spurgte, om jeg måtte køre med. Selvfølgelig måtte jeg det. Det var derfor, de var standset. Da der var tre mænd i førerhuset, smed jeg min rygsæk op på ladet og var selv ved at følge efter. Men en af mændene fik fat i min buskedragt og hev mig ned. Jeg skulle da være sammen med dem i førerhuset. De havde selvfølgelig alle et navn, men jeg husker kun chaufførens. Han hed Jesús.
Det varede lidt, før jeg fattede navnet. Det udtales jo ret forskelligt på spansk og på dansk, men så gjorde det et dybt indtryk. Jeg vidste, at navnet er ganske normalt i spansktalende lande, men det var første gang, jeg hørte det uden for bibelsk sammenhæng. Jeg syntes, det virkede næsten blasfemisk. Nå!, så den lille sortsmudskede fyr i den olieplettede undertrøje er Jesus! Jeg havde selvfølgelig hørt en masse om Jesus, for jeg stammer fra den tid, hvor religion var en væsentlig del af skoleundervisningen. Men intet af det, jeg havde lært, passede rigtigt på min nye ven. Han havde heller ikke meget tilfælles med miniaturestatuen af Thorvaldsen, der stod på amagerhylden i mit barndomshjem, en alvorlig herre i pletfrie, hvide klæder med armene bredt ud til en velsignelse af menneskeheden.
Jesús fascinerede mig i den grad, at jeg ikke kunne få øjnene fra ham og ønskede, at han ville være en smule mere selskabelig. Han koncentrerede sig bare om kørslen, og jeg tænkte: “Slap dog af, mand.” Men nu gik det nedad, og den gamle skrammelkasse kom op i en fart, som jeg syntes var lige i overkanten af det forsvarlige. Oven over Jesús’ hoved hang et billede af den hellige jomfru i en elastiksnor. Hun smilede blidt til os, og jo hurtigere det gik, desto mere hoppede og dansede hun i snoren. Hendes smil gav indtryk af, at hun syntes, det var vældig sjovt.
Et sted gik der nogle mennesker og et par æsler på vejen. Jesús sagtnede ikke farten, men brugte tudehornet som en gal. Jeg bemærkede, at han sendte et hengivent blik op til madonnaen, som om de havde et eller andet gående. Hun smilede bare lidt fortrøstningsfuldt tilbage. Og så tæt på at æselhalerne bevægede sig af vindpustet, drønede Jesús forbi. Men jeg lagde også mærke til, at han sad og stampede på en pedal, så den var ved at gå ned gennem bundbrædderne. Det var imidlertid helt uden virkning, for det var bare en refleksbevægelse fra en tid, hvor et tryk på pedalen kunne bringe vognen til standsning.
 
IMG 4481 copy
Nu forstod jeg hans koncentration og blev selv indfanget af spændingen. Jeg sad og stampede på usynlige pedaler og greb i imaginære håndbremser, og jeg greb også mig selv i at se tryglende op til den hellige jomfru.
I en lille landsby, vi kom igennem, var der fest. Stedet lå temmelig højt, og selvfølgelig gjorde vi vores entre i et meget adstadigt tempo. Stedets lille plaza var fuldt af mennesker. Omegnens bønder var mødt op i festtøjet, gamle klassiske, spanske hatte og sorte habitter, nypressede og slidte. Engang var de elegante og moderne, måske omkring århundredskiftet. En svag lugt af mølkugler hang over pladsen.
Der var en masse boder sat op i anledning af fiestaen, og selvfølgelig standsede Jesús. I løbet af et øjeblik var vi omringet af kræmmere og gadesælgere. Jesús og hans medhjælper flirtede vildt med pigerne. En rigtig flot pige, der bestemt ikke var tabt bag en æselkærre, solgte øl og sodavand, og handlen gik strygende. Hun havde ingen samfundshjælper, men åbnede flaskerne for kunderne ved med et rask snuptag at hive kapslen af med sine flotte, hvide tænder og spytte dem ud på jorden, den ene efter den anden. Nerverne i mine plomber skreg af rædsel ved synet.
Trods min fattigdom og nærighed besluttede jeg at give en omgang øl til mine kammerater. Jeg må tilstå, at det mest var for på nært hold at se hende åbne flaskerne for os og give mine kammerater en mulighed for at snakke med pigen. Der var ingen af mændene, der skålede med jomfruen, der nu hang roligt i sin snor. De ville nok have anset det for at være blasfemisk og upassende, men det tror jeg ikke, der ville være sket noget ved. For mens ingen så det, løftede jeg flasken op mod hende og hviskede et uhørligt “salud”, og hun smilede bare venligt og blidt tilbage.
Så var vi igen på vej. Det gik nedad med stigende hastighed til følge. Men så opstod der en situation, der varslede vores undergang. Nedenfor bakken stod nemlig et par færdselsbetjente. De havde parkeret deres motorcykler side om side i højre vejbane. I venstre side stod de selv. Vi drønede ned mod dem og kiggede alle sammen bedende op på jomfruen. Jesús nikkede indforstået med deres anvisninger. Han skulle nok være lydig, men han havde ikke en chance, og i sidste øjeblik foretog han en pludselig manøvre over i venstre side for ikke at tromle deres pæne motorcykler ned. Betjentene troede, han ville køre dem ned og sprang for livet.
Et halvt hundrede meter længere fremme fik Jesús bragt sit køretøj til standsning. Det gav os en lille tidsfrist til at overveje situationen: Fire mand i førerhuset, der var beregnet til to, ingen bremser på vognen, en defekt kobling og et par andre “bagateller”. Og så to diktatoriske politifolk på vej hen mod os. Jesús bad en stille bøn, og jeg håbede bare, at vi ikke alle fire blev skudt næste morgen.
Det er naturligvis uværdigt for en politimand at vise frygt, så nu kom de slentrende hen mod os i en skæg blanding af afslappethed og arrogance. De spurgte ikke, hvorfor det havde taget så lang tid at få standset, men ville gerne se papirerne på vognen. De var åbenbart helt intakte, og så ville de selvfølgelig gerne se mit pas og vide, hvad jeg dog lavede i det selskab.
De var meget høflige og udtrykte sig på formfuldendt engelsk. Det var i sig selv tegn på en høj kulturel baggrund, og under vores konversation bestræbte de sig tydeligvis på at virke velopdragne og dannede. Så fik vi vores papirer og pas tilbage med et venligt ønske om god tur fremover!
Jeg skottede selvtilfreds over til Jesús. Men han sad og kiggede op på madonnaen med et hengivent blik og mumlede: “Når bare man stoler på den hellige jomfru!” Det gjorde mig helt usikker, og jeg kiggede også op på hende. Hun smilede blidt tilbage til mig, og jeg syntes, der var et lille drilsk blink i hendes ene øje. Det rystede min selvtilfredshed og min ateistiske overbevisning.
Var det alligevel den hellige jomfru med det blide smil, der havde ført os gennem rejsens mange farefulde situationer?
 
I næste nummer af La Danesa skal vi læse om vandrere i Spanien. I Spanien var der ikke vandrere og vandrerhjem, som vi kender dem, men en pendant til disse. Holger beskriver den eventyrlige tilværelse på kysten som vandrer under Franco, den gang kvinderne stod for de huslige pligter.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa