Ibererne har allerede set lidt af hvert, men da den kartaginiensiske hærfører Hannibal henter elefanter hertil, dyr hvis størrelse og tykke panser, krumme stødtænder, mærkværdige snabler og skingre trompetagtige kalden og lugte fra ukendte lande, er det som et tidligt, futuristisk skrækscenarie, der sætter skræk i livet på de oprindelige indbyggere i dette tidlige Spanien.
Elefanterne skal være en del af Hannibals hær, der skal føres omkring Pyrenæerne og over Alperne for ultimativt at nedkæmpe Romerriget.
De tidlige år
Hannibal er født i 247 f.Kr i Kartago, i dagens Tunesien. Her har kartaginienserne, et folk fra Fønikien, slået sig ned, og de hersker over det meste af handelen i den vestlige del af Middelhavet.
Det er en tid, hvor Romerriget sætter sig for at ekspandere. Men romerne har kun en begrænset flåde, og derfor efteraber de kartaginiensernes skibe, og de påfører dem en entré-bro, en anordning med en hage, der kan fange og fastholde kartaginiensernes skibe, og så en bro, hvorpå tropperne kan passere og angribe.
Det fungerer fint. Kartago mister først Sicilien, senere Sardinien, og der er således godt gang i det, som bliver kendt som den 1. Puniske Krig.
Kartaginiensernes leder, Hamilkar Barkas, opbygger i de følgende år et nyt Kartago, hvor fønikerne allerede har bygget fundamentet i det som er dagens Cartagena i Spanien.
Hamilkar Barkas er vores ven Hannibals far.
Faderen dør i 229 f.Kr. Det er nu ikke i et slag imod romerne, men en keltisk hær, men uanset hvad, så bliver Hannibal leder.
Han tilbringer de fleste af sine unge år i Cartagena og erobrer det meste af den Iberiske Halvø op til floden Ebro – bortset fra den første egentlige romerske bosættelse på den spanske østkyst, en by kaldet Saguntum; en by vi kender som Sagunto
Fra Spanien til Rom
Ti år senere angriber han Sagunto. Byen destrueres, og det udløser en krigserklæring fra Rom og startskuddet på den 2. Puniske Krig.
I år 218 starter Hannibal marchen fra Sagunto imod Rom. Med sig bringer han 90.000 fodsoldater og 12.000 ryttere, som fortrinsvist er iberiske stammer, men også nogle fra Nordafrika. Og 37 elefanter.
Elefanterne kommer fra Afrika og fra Indien, hvor kartaginiensernes store forbillede, Alexander fra Makedonien, som i Alexander den Store, tidligere bruger dem under sine erobringer i Syd- og Østasien.
Hannibal håber, at elefanterne vil skræmme livet af de romerske soldater.
Undervejs nedkæmper han flere forskellige stammer, bl.a. øst for Barcelona. Han krydser Ebro-floden og Pyrenæerne, og kommer derefter ind i Sydfrankrig, eller Gallien, som området bliver kaldt.
Han håber at få bemandingen styrket af andre stammer undervejs. Folk i Sydfrankrig og Norditalien, keltiske stammer, der også hader romerne, men som, skal det vise sig, heller ikke har den store sympati for Hannibal, som de vildleder i Alperne. De vil vel bare have lov at være i fred; for både romere og kartaginiensere.
Der er forskelige udlægninger af, hvilken rute de går, og ingen ved det med sikkerhed. De menes dog at gå via Perpignan, Narbonne og Bezierz og derfra til Nimes og Roquemaure ved Rhône-floden.
Hæren krydser floden et stykke inde i landet for at komme udenom de allerhøjeste bjergtoppe. Krydsningen kompliceres af folk fra Marseille, som stadig hedder Massilia, der er en græsk koloni, men Hannibal og hæren kommer over ved hjælp af bl.a. hurtigt fremstillede tømrerflåder. Elefanterne tør ikke svømme.
Med romerne i hælene
Efter Hannibal er den romerske konsul, Publicus Scipio, men han ankommer til Sydfrankrig fem dage efter Hannibal, som for længst er over alle bjerge.
Mellem den 10. og 25. oktober krydser han Alperne. Undervejs omkommer tusindvis af mænd, der dog bliver erstattet af nye, samt heste og elefanter. De falder ud over skrænterne; de bukker under for stenskred, sne og kulde.
Turen fortsætter ind i det område, vi kender som Torino, og videre ned på Po-sletten, hvor Scipio venter. Det første slag står ved Trebia, Hannibal vinder, men mister dog de fleste af de tilbageværende elefanter.
Året er nu 217 f.Kr. Vinteren sætter ind, Hannibal går i hi, og det næste år står det andet store slag står ved Trasimeno-søen, rundt regnet mellem Firenze og Rom.
Historiens største slag
Romerne samler nu den største hær nogensinde, 80.000 mand, og er parate ved Cannae. Men det rækker ikke, og 50.000 romere bliver dræbt. Hannibals taktik, som muliggør en total udslettelse af en fjendtlig hær, der er fire gange større, anses stadig i dag som en genistreg. Slaget betyder også, at romernes militærtaktik forandres for altid.
Derefter fortsætter slagene i flere år, i år 211, selvfølgelig stadig før vor tidsregning, står Hannibal ved selve Rom, uden dog at angribe, og i sammenlagt 14 år pirrer han romerne, der, som vi ved, trækker det længste strå.
Romernes revanche
Scipio, der to gange bliver løbet over ende af Hannibal, svarer i år 209 igen ved at erobre Cartagena, og i år 205 forlader Hannibal endelig Italien.
Romerne følger efter, og i 202 slår de endelig Hannibal ved Zama i Nordafrika. Den 2. Puniske Krig er forbi, og romerne forbyder Kartago at føre krig. I år 183 tager Hannibal sit eget liv.
Roms stolthed er dog såret. Ind på scenen træder nu den romerske statsmand Cato. Han er kendt for at afslutte alle sine taler i senatet med ordene: “I øvrigt mener jeg, Kartago bør ødelægges”. Denne holdning bunder i hans frygt for, at det stadig indflydelsesrige Kartago skal genrejse sig.
I 149-146 knuser romerne Kartago i den 3. og sidste Puniske Krig. Byen brændes ned, indbyggerne slås ihjel eller tages som slaver.
Det er slut for kartaginienserne, og også ibererne underkastes Romerrigets herredømme, der snart skal omfatte hele Spanien.
