La Herradura – Spaniens bedst bevarede hemmelighed

La Herradura er både en bugt, en landsby, en strand og en dal. Denne firdobbelte herlighed ligger imellem Nerja og Almuñecar, og det er i sandhed en lille juvel. Bugten ligger beskyttet af de to forbjerge Cerro Gordo og Punta de la Mona, og imod nord ligger bjergkammen ved Peña Escrita og beskytter dalen og bugten imod nordenvinden. Bugten har form som en hestesko og det er naturligvis denne facón, der har givet bugten navn – herradura betyder hestesko. La Herradura har så mange seværdigheder, at det er helt utroligt – ja, de må faktisk opdeles i de kendte og de ukendte. De ukendte er naturligvis de sjoveste.
De mest kendte udflugtsmål i La Herradura er naturligvis stranden og landsbyen. Bugten har en skøn, velbeskyttet strand, der er ca. 2 km. lang. Fra stranden kan der bades året rundt, hvis ellers ikke bølgerne er for voldsomme. I hårdt vejr kommer det røde flag op, for kysten er stejl ud for stranden, og bølgernes tilbagesug kan være så voldsomt, at det kan være svært at komme op af vandet. Bugtens vestlige ende er et eldorado for surfere, idet bølgerne her brydes på den helt rigtige måde, og det kan give anledning til kamp om pladserne på ryggen af de bedste bølger.
Den gamle by smyger sig op ad den østligste bjergside, og da der er tale om en meget gammel og oprindelig by, er det en fornøjelse at gå en tur i de gamle stejle gader, som kun kan besøges til fods. Fra de øverst beliggende gader har man en så prægtig udsigt ud over bugten, at man føler trang til at kaste hele sit hjerte på denne skønne plet på landkortet.
Langs med stranden ligger der en del chiringuitos (strandbeværtninger) og restauranter, og de spiseglade valfarter til byen for at nyde en middag med udsigt ud over bugten. Der findes fine fiskerestauranter og flere italienske ditto, men byens bedste er nok ”La Parilla”, som altid serverer supergod mad. Ligegyldigt hvor man har spist, bør en aften ude ende henne på Lucianos legendariske bar, hvor hele byen mødes til en drink.
Lige midt på stranden ligger der et fint monument over den vidtrækkende historiske begivenhed, der fandt sted i La Herradura bugten i 1562, da en meget stor del af den spanske armada gik ned med mus og mand under et uvejr. Det var en katastrofe for Spanien sådan at miste størstedelen af sin flåde, og på trods af, at der jo ikke var ret langt ind til land, druknede langt de fleste af de soldater og galajslaver, der var om bord på skibene.

Efter tabet af armadaen gik landet i chok, og man mistede grebet om den piratbekæmpelse, som ellers havde holdt ”kysten klar”. Nu havde piraterne igen frit slag til stor gene og ulykke for befolkningen langs havet. På et tidspunkt blev det for meget, og man opførte ”El Castillo de la Herradura” engang i 1700 tallet til forsvar imod pirateri. Borgen er for nyligt blevet renoveret og er bestemt et besøg værd. Her kan man se batterierne, kanonerne og rummene, hvor soldaterne var indkvarteret. Borgen ligger henne i den vestlige del af stranden og er åben både formiddag og eftermiddag.
På hver sin side af bugten knejser de to forbjerge Cerro Gordo mod vest og Punta de la Mona mod øst. De er næsten lige høje og indrammer på forbilledlig vis den skønne strand. På begge forbjerge blev der i 1500 tallet bygget varslingstårne, som skulle advare beboerne imod pirater, der nærmede sig. Disse tårne står der endnu, og lad os starte med at aflægge tårnet på Cerro Gordo et besøg. Tårnet ligger bagved den fine restaurant ”Mirador de Cerro Gordo”, hvorfra der er en helt fabelagtig udsigt ned over bugten mod øst og langs med kysten imod Nerja mod vest. Det er nok svært at finde en restaurant, hvor udsigten er bedre. Om sommeren kan man spise ude, og det er en sand fornøjelse at sidde der i den fløjlsbløde aftenluft og nyde en skøn middag, mens man beundrer det enestående sceneri for ens fødder.
Men inden man kaster sig ud i de kulinariske glæder, bør man kravle op bagved restauranten og gå de små 100 m. hen til tårnet. Herfra bliver udsigten ikke bedre noget andet sted i verden, og det er vildt og dramatisk. Der er sat rækværk op, så selv dem med sarte nerver kan opleve den 5 stjernede udsigt.
Hvis man vil i nærkontakt med Cerro Gordo og den stejle skrænt, som ude på spidsen kaster sig lodret ned i vandet, så starter der en skøn 2 km. lang vandretur lige før man kommer op til miradoren fra øst. Et stort skilt viser turens begyndelse. Der er 200 højdemeter ned og derefter 200 op, så der skal kravles noget, men til gengæld er det en superspændende rundtur, der tager ca. 1 ½ time at vandre. På denne rute kan man komme helt tæt på de lodrette klipper og få sig et godt vertikalt gys. Ruten ender oppe ved tårnet, og det hører til sjældenhederne, hvis man ikke møder flokke af bjerggeder (gemser) her, for de holder til ude på det yderste næs i stort tal – ja de sætter åbenbart også pris på en god udsigt.

På det andet forbjerg Punta de la Mona er der bygget en udsigtsplatform rundt om tårnet, og herfra kan man i klart vejr se den iberiske halvøs to højeste bjergtoppe: La Veleta til venstre og Mulhacen til højre. Et betagende syn. Heroppe fra kan man også se ned over den fine lystbådehavn Marina del Este, som ligger på østsiden af forbjerget. Lidt længere mod øst ligger Almuñecar og Motril, og i det fjerne ser man Sierra de Contraviesa. En lille gåtur rundt på vejene nedenfor fyrtårnet afslører, at man her har et af Spaniens mest eftertragtede boligområder. Da El Pais for nogle år siden offentliggjorde en liste over de 10 ”fineste” urbanisationer i Spanien lå Punta de la Mona på en 6. plads.
Og nu kommer vi så til La Herraduras mere udkendte glæder: dalen og dens herligheder. La Herradura dalen ender ca. 10 km. fra stranden inde ved foden af den betagende bjergkam Peña Escrita. Dalens bund gennemstrømmes af floden Jate, som udspringer oppe i de vildsomme bjerge lige vest for kammen. Dalbunden er ikke farbar – den er for ”knudret” og for smal. Derfor skal man op og køre på den vestligste kam for at komme ind i bunden. Nu skal vi ind og se på den meget smukke dal, som kun sjældent får turistbesøg.
Man kommer lettest ind i dalen ved at køre ad N 340 imod Málaga og dreje til højre ca. 1 km. efter afkørslen til motorvejen. Her er der en lille rundkørsel og et skilt hvor der står ”Rescate” 8 km. Her er vores vej, og nu er det klogt at nulstille triptælleren. Vejen går først opad og følger derefter bjergkammen indad. Vores mål er i første omgang de to prominente bjergtoppe ”Los Castillejos” også kendt som ”patterne”. De to toppe ligger derinde lige så pænt side om side som to velvoksne patter, og de er meget smukke at se på.
Vi vil nu vandre op til Los Castillejos fra Rescate. Rescate må være indbegrebet af en ”flække” – den er for lille til at blive kaldt en landsby. De 10-15 huse der ligger her kigger ned over dalbunden, og bag sig har de Los Castillejos. Lige ved indkørslen til Rescate ligger der et lille hvidt ”vandhus” på venstre hånd, og her starter vores vandretur 8,2 km. fra det sted ved rundkørslen, hvor vi nulstillede triptælleren.

Den rundtur, vi nu skal ud på, er opdaget af Erik, og den er med garanti aldrig før beskrevet. Den starter som sagt ved det lille ”vandhus” og går opad i retning af Los Castillejos. Ruten er blevet afmærket med orange markeringer, og den er derfor nem at følge. Den er 6 km. lang og indebærer 225 højdemeter op og ned. Turen kan forlænges lige så meget man lyster. I starten går man opad bjergsiden og følger blot de orange markeringer. På et tidspunkt kommer man op til en fin grusvej, hvor man drejer til højre og dernæst vandrer hen til foden af Los Castillejos.
Den første Castillejo man kommer til kan bestiges, og det har jeg gjort adskillige gange. Det er dog ikke en bestigning, som kan anbefales til nervesvækkede personer, idet den indebærer en del kravlen rund med lodrette drops ned til siden. Men oppe på El Castillejo findes der nogle interessante ruiner eller rester af bolighuller, som efter sigende skulle have været beboet af nogle af de sidste maurere, der holdt stand på Den Iberiske Halvø. Der er således tale om et historisk sted, og jeg har ved flere lejligheder fundet potteskår deroppe. Udsigten er naturligvis uovertruffen, og der er en lille naturlig platform deroppe, som man uden tvivl fint kunne bo på. Hvis man ellers kunne få vand og mad derop. Hm – ikke et helt enkelt problem at løse.
Hvorom alting er, så bestiger man El Castillejo ved at følge stien op fra øst og derefter følge de hvide pletter. Bestigningen tager en lille time og indebærer ca. 150 højdemeter. Det er en vild tur, som man aldrig glemmer.
Hvis man ikke har den slags vildskab i blodet, kan man blot fortsætte hen ad vejen forbi de to Castillejos og blive ved, indtil vejen ender. Her har dalen ligesom udvidet sig lidt og går ind til venstre inden den ender i en ”cul de sac” ved en bjergvæg. Floden Jate har sit udspring herinde, og en af de bække, der bidrager til floden, løber ned ad bjergsiden og danner et lille vandfald. I den tørre tid er det løbet tørt for vand, men om vinteren glider vandet lystigt ned over klippen. Der er ca. 3,5 km. fra foden af El Castillejo ind til vandfaldet, så på den måde kan man udvide sin vandring til at blive en tur på 13-14 km. Det kan stærkt anbefales.
Man kan også bare gå hen til det sted, hvor asfaltvejen fra Rio de la Miel kommer op på kammen fra venstre og derfra beundre udsigten hen imod de to ”patter”. Dernæst kan man vende om og tage turen tilbage til Rescate ved at følge de orange pletter. Husk, at det er en rundtur, så man skal ikke tilbage den samme vej, som man kom op. Nedturen starter ca. 100 meter efter grusvejen og her skal man blot gå mod højre indtil man møder en orange plet. Den sidste del af turen går igennem olivenlunde og vinmarker og ender nede på asfaltvejen. Herfra har man 1,5 km. at gå på asfalten inden man kommer tilbage til bilen i Rescate.

Og når man nu er kommet helt her ind i bunden af La Herradura dalen, må man ikke forsømme at køre op til naturparken ved Peña Escrita. Fra Rescate fortsætter man blot nedad og indad, indtil man kommer helt ned i bunden. Hvis man er opmærksom, ser man på sin venstre hånd lige inden bunden en besynderlig bygning. Det er den berømte ”Bóveda”, som efter sigende var en moské da muslimerne i 1400 tallet beboede dalen. I dag er bygningen i privat eje og bliver benyttet som svinesti!
Hvis man fortsætter op ad asfaltvejen fra dalbunden kommer man op på den østlige bjergkam. Heroppe går vejen til venstre op til Peña Escrita. Peña Escrita blev for nogle år siden købt af Almuñecar kommune, som har lavet en lille naturpark heroppe. Der er også en slags zoologisk have med adskillige dyr, herunder en flodhest og et par bjørne. Der ligger fine hytter, som man kan leje, og stedet har en så speciel beliggenhed og en så enestående naturskønhed, at man ikke må undlade at besøge den, når man nu er her. Der findes også en fin restaurant ”Mesón Cantalobos” som serverer typisk spansk mad. Se www.pescrita.es for yderligere information.
Som man nok kan se, kan man bruge flere dage på at bese La Herradura, og hvis man vil overnatte, kan følgende hoteller anbefales: Los Fenicios på stranden, det charmerende La Tartana lidt bagved byen og Hotel Almijara lige midt i byen.
Else Byskov er forfatter til udflugtsbogen ”Fod på Andalusien” samt en række andre bøger. Se www.elsebyskov.com.