Det danske magasin i Spanien
Efter dramatiske døgn – PROTESTTID!

Med mange ukendte faktorer går Málaga CF nu en særdeles spændende tid i møde.
Klubben kan tjene 39 mio. euro på at afgive træner Pellegrini og stortalentet Isco.
Og hvad med Demichelis, Saviola, Santa Cruz, Iturra, Lugano, Piazon, Antunes og Morales?

Klokken var 06.30 i Málaga Lufthavn onsdag den 10. april.
Og kontrasten slående hos de to Málaga-folk, der i minutterne efter Champions League-kvartfinalen på Signal Iduna Park i Dortmund, havde fordømt den 40-årige skotske dommer, Craig Thomson, træner Manuel Pellegrini og veteranen og eks-landsholdsspiller Joaquín. Sidstnævnte sit holds bedste i den dramatiske kamp, hvor Thomson mod slutningen mistede grebet og tillod Borussia Dortmund at score sit sejrsmål til 3-2 tre minutter inde i overtiden i en situation, hvor fire tyskere havde været off side. Og målscorer Santana i samme strafbare situation.

Pellegrini, der til matchen i Tyskland ankom direkte fra sin fars begravelse i Santiago i Chile, vinkede smilende til de 500 fans, der i de tidlige morgentimer var mødt frem i lufthaven for at modtage deres tabende idoler som helte. Joaquín sad nedbøjet og slukøret på gulvet i ankomsthallen med et plastickrus cola. Den tidligere Betis- og Valencia-spillers sidste mulighed for en triumf af de helt store, en sensationel semifinaleplads i Champions League, havde Thomson berøvet ham og hans holdkammerater.

Bandbule fra Doha
Fra Doda i Qatar udsendte klubejer, sheik Al-Thani, en bandbule på hans ofte brugte kommunikatiomnsmiddel Twitter:
Málaga CF er ramt af racisme og korruption i den europæiske fodboldsammenslutning, UEFA!
Ord møntet på ham som fremmed og den omstændighed, at UEFA har afsagt en kendelse på mindst et års karantæne til Málaga CF på grund af samme Al-Thanis dårlige betalingsmoral. En sag Málaga CF har protesteret imod. I juni skulle den endelige afgørelse falde.
På et pressemøde efter Borussia Dortmund-sejren sagde Málaga CFs generalmanager, Vicente Casado:
”Vi er oprørte over endnu en uretfærdighed begået mod vor klub. En officiel klage over dommeren indgives nu til UEFA. Det er beklageligt, at vi i så vigtig en kamp får en dommer, hvis niveau slet ikke står mål med spillernes. Tak til vore 2000 tilrejsende fans og spillerne for en toppræstation. Vi står stærkere end nogensinde”.
(Klagen får ingen indvirkning på resultatet, men kan få det på dommer Thomsons fortsatte virke, red.)

Voldsomt dilemma
Her må vi spændt vente på, om Casados ord holder.
Denne sæson – den største i klubbens historie – har været enerverende spændende for Málaga CF. Toppræstationer på grønsværen i såvel La Liga som Champions League med en økonomisk redningsaktion af de helt store.
Med exit i Champions League står Málaga CF nu med nogle særdeles store udfordringer såvel sportsligt som økonomisk. Med truslen fra UEFA om udelukkelse af det fine europæisk selskab er klubben, spillerne og træner Manuel Pellegrini i et voldsomt dilemma:
Vil Al-Thani tilføre yderligere kapital – eller sælge klubben?
Skal de fortsætte samarbejdet?
Nogle kan rejse ved kontraktudløb den 30. juni.

Det gælder:
Den 32-årige argentinske centerforsvarer Demichelis, tidligere River Plate og Bayern Munchen (fri transfer).

Den 31-årige argentinske forward Saviola, tidligere River Plate, FC Barcelona, Monaco, Sevilla, Real Madrid og Benfica (lejet).

Den 28-årige chilienske midtbaneslider Iturra, tidligere Universidad Chile, Uniao Leira og Murcia (fri transfer).

Den 32-årige uruguyanske centerforsvarer Lugano, tidligere National, Plaza Colonia, Sao Paulo, Feenerbahce og Paris Saint-German (lejet).

Den 19-årige brasilianske midtbanespiller Piazon, tidligere Sao Paulo og Chelsea (lejet).

Den 25-årige portugisiske venstre back Antunes, tidligere Pacos Ferreira, Roma, Lecce, Livorno, Leixpesos, Panianikos og Pacos Ferreira (lejet).

Den 31-årige paraguayanske forward, Santa Cruz, tidligere Club Olympia, Bayern Munchen, Blackburn Rovers, Manchester City og Betis (lejet).

Den 27-årige chilienske midtbanespiller Morales, tidligere Huachipato, Universidad Chile og, Dinamo Zagreb (lejet).

Et internationalt felt med talrige landskampe for deres respektive lande, som kan rejse kvit og frit uden at koste en céntimo.

Bud efter dem
Til gengæld vil der for Málaga være store penge i at afgive deres største individuelle succeser:
Træner Manuel Pellegrini, Chile, og ”The Golden Boy” Isco, med ikke mindre end 59 U-landskampe på bagen. De har kontraktudløb i henholdsvis 2015 og 2016, men der er fra flere sider bud efter dem. Ikke mindst fra Spanien og England.
Pellegrinis såkaldte buyout-klausul lyder på 4 mio. euro, mens Isco vil indbringe ikke mindre end 35 mio. euro. En sum Real Madrid skulle være rede til at erlægge for ham. Pellegrini sættes i forbindelse med Manchester City og Chelsea.
Endvidere viser Atlético Madrid interesse for Málagas franske midtbanespiller Toulalan.
Helt afgørende for fremtiden i Málaga CF bliver klubejer Al-Thani. Meddeler han fra sit fodboldskjul i Doha, at han er rede til at stabilisere økonomien i klubben, er en del af de nævnte spillere parate til at blive.
Størst pres for klubskifte ligger der på Demichelis og Saviola. River Plates vicepræsident, Diego Turnes, har kontaktet dem, for at få dem til al slutte deres karriere i den klub, de startede i, River Plate.

Demichelis siger: ”For mig er det vigtigt, hvad der fremover skal ske i Málaga CF. Der er jo fortsat en vis usikkerhed. Såvel økonomisk som sportsligt. Spillere og træner synes lidt mere motiverede end ejeren! Men mit håb er, at klubben vil fortsætte med at vokse”.

Hertil at tilføje:
Med en gevinst fra UEFA på rundt regnet 40 mio. euro for de flotte præstationer i Champions League kan organisation vel ikke med nogen rimelighed udelukke Málaga CF.
Så er resten op til Al-Thani.

 

Svært program for Málaga CF

Frikendes Málaga CF for udelukkelse af europæisk fodbold ved nu at opfylde UEFAs såkaldte Financial Fair Play-regler, får holdet alligevel vanskeligt ved at kvalificere sig fra den spanske La Liga. I denne ryger de fire bedst placerede hold til Champions League, mens nummer 5 og 6 får adgang til Europa League.

At opnå sådanne placeringer bliver svært med et slutprogram for Málaga, der bl.a. tæller modstandere som Valencia (spillet efter redaktionens deadline), Sevilla, Real Madrid og FC Barcelona, samt den hårdt kæmpende nedrykningskandidat Deportivo La Coruña.

La Liga slutter i weekenden den 1. juni.

 

Gade opkaldes efter Pellegrini

Borgmesteren i Málaga, Francisco de la Torre, der er uden større respekt for sheik Al-Thanis drift af Málaga CF, ønsker at hylde klubbens træner, den 59-årige Manuel Pellegrini fra Chile, ved at opkalde en gade efter ham:Calle Manuel Pellegrini.
Hans store bedrifter i Málaga minder meget om dem, han udførte i en anden upåagtet spansk La Liga-klub, Villarreal ved Valencia. Her fungerede han som boss fra 2004 til 2009 med følgende topresultater:

2004 -2005: Kvartfinale i den daværende UEFA Cup.

2005 – 2006: Semifinale i Champions League med nederlag til Arsenal.

2007 – 2008: Kvartfinale i Champions League – på ny med Arsenal som banemand.

Han er den næstmest succesrige sydamerikanske træner i La Liga igennem de seneste 25 år – kun overgået af Vanderlei Luxemburgo. De opnåede i øvrigt begge en fyreseddel i Real Madrid.
Med sine evne til at opbygge hold kaldes Pellegrini for ingeniøren.

 

Advokaten i sort

Hvem er han egentlig, skandale-dommeren i sort, der forærede tyske Borussia Dortmund sejren over Málaga CF i det dramatiske returopgør i kvartfinalen i Champions League?
Craig Thomson er en 40-årige skotsk advokat. Han er rangeret på allerhøjeste internationale niveau som såkaldt elite-kategori dommer i verdensforbundet FIFA. Det blev han i 2009.
I Champions League debuterede Thomson i 2007 i opgøret mellem norske Rosenborg og spanske Valencia.
Ved EM-slutrunden i 2012 i Polen og Ukraine dømte han opgøret mellem Portugal og Danmark.
Internationalt har Thomson endvidere dømt to klubkampe med danske hold.
I 2008: FC København – Sant Etienne 1-3.
I 2011: Villarreal – OB 3-0.

 

Tribunepladser fås hos La Peña de Dinamarca

Fodboldinteresserede såvel på Costa del Sol som i Danmark er velkomne til at kontakte La Peña de Dinamarca for billetter til La Liga-kampe på Estadio La Rosaleda i Málaga. Klubben råder over fine tribunepladser på den ene langside beskyttet for eventuel regn.

Forinden frokostarrangement, oplæg og bus tur-retur til stadion fra Fuengirola.

Kontaktpersoner:
Formand Morten Møller
617 700 424
info@Malaga-support.dk

Næstformand Uffe Madsen
649 814 842
uffe@spaininvest.net

La Peña de Dinamarca er den en eneste officielle danske supporterklub for Málaga CF. Den tæller mere end 200 medlemmer og støtter cancerhospice Cudeca i Benalmádena.

Klubben optager fortsat nye medlemmer.

www.Malaga-support.dk

 

Kommende hjemmekampe
La Liga:
11./12. maj: Málaga CF – Sevilla

28./29. maj: Málaga CF – Deportivo La Coruña

TV fastsætter spilletidspunkterne.

Tjek www.Málaga-support.dk

Af Morten Møller, Foto: Malagafc.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.