Aktuelt – Europas sydlige brændpunkt

Aktuelt - Europas sydlige brændpunkt

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Europas sydlige brændpunkt
– bugten mellem Gibraltar og Spanien
Miljøbombe tikker
Stiltiende accept af forurening
Spanske fiskere i klemme
Knudepunkt for narkohandel
Stridigheder anført af Spanien

På den østlige side ses den massive halvø, den britiske enklave Gibraltar, hvis klipper strækker sig 400 meter op over havet. Mod vest ses den spanske by Algeciras. Længst ude, når vejret ellers er i humør til det, skimtes Afrika. Et idyllisk syn her ved Europas sydspids, som er kendt af de fleste.
Men tøv lige en kende.
For området er samtidig Europas sydligste brændpunkt.
Og det er ikke kun, fordi området er årsag til en tilsyneladende uendelige trepartsstrid mellem Spanien, Gibraltar og Storbritannien, men fordi det er et område, der kræver mere end almindelig observering, fordi det rent faktisk har nogle konsekvenser, at parterne ikke kan enes om den i det geopolitiske maskinrum så ligegyldige klippe.

Havets tankstation
Der, mellem Spanien og Gibraltar, er så bugten, som spaniere vælger at kalde Bahía de Algeciras, mens man på den anden side foretrækker Bay of Gibraltar. Den er knapt syv kilometer bred og her ligger ofte 20 – 30 gigantiske tankere og containerskibe for anker. Nogle afventer grønt lys for kunne sejle ind for at losse eller laste, mens andre venter på at blive betjent her på havets tankstation ved krydset mellem Middelhavet og Atlanten. Bugten er Europas største transitområde. Omkring 110.000 skibe lægger hvert år til ved Algeciras og Gibraltar, der ikke kun er attraktiv på grund af beliggenheden, men også takket være nogle lempelige skatteregler.
Men de mange skibe udgør en giftig tikkende bombe, mener flere miljøorganisationer.
Ved den britiske koloni leder rør olien hen over vandet og ind i tankene på de skibe, der skal tankes. Og hver dag udføres denne manøvre, kaldet bunkring, på adskillige skibe fra tre pumper, der nærmest kan sammenlignes med flydende tankstationer. Skibene ligger tæt på hinanden, ofte kun adskilt af bøjer. En forkert manøvre kan nemt fremprovokere et udslip. Et enkelt tankskib kan have så meget som 100.000 tons olie om bord.
Spaniens hidtil største miljøkatastrofe var da tankskibet Prestige i 2002 lækkede 77.000 tons olie ud i havet ud for Galicien, hvilket resulterede i et ukendt antal døde fisk og fugle og forurening af omkring 1000 strande i Spanien, Frankrig og Portugal.
Små udslip skulle være hverdagskost her i bugten. Og faktisk skulle de konstante udslip være værre end et enkelt gigantisk udslip. I Galcien stoppede sedimenterne fire år efter ulykken, mens de kystnære sedimenter er mere beskadigede her i bugten på grund af den konstante forurening.

Systemet med at tanke på havet er alligevel godkendt af de britiske myndigheder, men ikke i Spanien, her skal skibene tanke ved kaj.

For et par år siden var der et større udslip fra én af de store tankskibe ved Gibraltar. Ifølge myndighederne på enklaven flød 10.000 tons olie ud i havet, hvorfra det skulle være pumpet op igen, mens de spanske myndigheder og indbyggerne i Algeciras, der måtte feje olie og døde dyr op fra strandende, mener, at der var tale om langt mere end det, som man er parat til at erkende på Gibraltar.

Skibe er ikke de eneste syndere, fra både Gibraltar og Algeciras ledes spildevandet direkte ud i bugten. Samtidig dumper lokal industri ukendte mængder af kvælstof, fosfor, bly, arsenik og andre kemikalier ud i det ellers krystalblå hav, der burde tilhøre delfinerne. At havet endnu ikke er helt dødt, er kun takket være strømmene, der fører forureningen med sig igennem strædet, ud i Atlanterhavet, hvor det så indgår i økosystemet der.
Olieudslip, forurening og manglende ansvar er eksempler på den evige uenighed mellem parterne. Og det er triste eksempler på, hvordan andre kan nyde godt af, at der strides om, hvem som har retten til farvandet omkring klippehalvøen.

Fiskerne i garnet
Det er den samme strids garn, som de spanske fiskere er fanget i. Storbritannien påberåber sig retten til havet i en radius af tre sømil omkring klippen, mens Spanien gør krav på det samme område. Begge peger på Utrecht-aftalen fra 1713. Den overlod som bekendt klippehalvøen til Storbritannien, men der står kun i aftalen, at Gibraltar-boerne ’har ret til indsejling til enklavens havn’.
Om det har man så ordkløvedes lige siden.
De spanske fiskere, fortrinsvist fra La Línea de la Concepción og Algeciras, har fortsat med at fiske inden for denne radius, sådan som de altid har gjort, men de seneste år har det ført til sammenstød mellem dem og den britiske kystbevogtning, der har jaget fiskerne over bugten, hvor de så er blevet beskyttet af Spaniens civilgardes kystbevogtning.
Fra Gibraltar forlyder det, at man vil forhindre de spanske fiskere i at bruge ulovlige metoder, der resulterer i overfiskning.
Spanien har for nyligt foreslået at oprette et særligt bevaringsområde, kaldet Zona de Especial Conservación (ZEC) på 26.641 hektar omkring Gibraltar. Ifølge planen vil den miljøfarlige optankning af skibe blive forbudt. Man benægter forbindelse mellem forslaget og kampen med Gibraltar over fiskerettigheder i en del af bugten, men hævder, at forslaget udelukkende har tanke på miljøet.
Omkring 300 spanske fiskere og deres familier lever af fiskeri i Algeciras-bugten.
Samtidig med cirkussen omkring fiskernes ret til fiskeri har skiftevis britisk og spansk politi i anfald af surmuleri flere gange iværksat forstærket kontrol af biler, der kører over grænsen, hvilket har resulteret i kilometerlange køer og gener for de tusindvis af turister, der hver dag besøger klippen, og de omkring 4.000 spaniere, der dagligt krydser grænsen for at komme til og fra deres arbejde på Gibraltar.
Foreløbig er parterne blevet enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal forsøge at finde en løsning, og lige nu er der våbenhvile, der dog bliver brudt med jævne mellemrum.

Smuglere i hegnet
Våbnene hviler dog næppe hos narkotrafikanter og smuglere af cigaretter og alkohol.
Der smugles hash ind fra Marokko. Og hertil kommer langt stærkere og farligere sager som kokain fra Latinamerika, og herfra distribueres narkotikummet til det øvrige Spanien, videre til bl.a. Danmark, hvorfra en del smugles over til Norge og Sverige.
En del af narkoen lander givetvist ved den spanske kyst.
Myndighederne på Gibraltar og i Spanien forsøger ganske vist at komme dette onde til livs, men et bedre samarbejde kunne givetvis effektivisere indsatsen, der hindres af de modstridende interesser. Sidste år blev en politibetjent fra Gibraltar såret under et sammenstød med spanske smuglere, som var kravlet gennem et hul i hegnet på grænsen. Derfor er hegnet nu blevet repareret af myndighederne på Gibraltar, men det er faktisk uklart, hvem området hvor hegnet står, egentlig tilhører.

Årtiers politiske stridsøkser
Sandt at sige, så er det normalvist Spanien, der giver bolden op til en omgang af politiske stridigheder, da man ikke accepterer Gibraltar-borgernes beslutning om tilhørsforhold og statsborgerskab. De 30.000 indbyggere på klippen har nemlig stemt om deres ønske, det skete i 2002, og bortset fra enkelte stemmeberettigede spaniere, stemte 99 procent for at bibeholde tilhørsforholdet til Storbritannien, der var indstillet på at tale om delt suverænitet, men hvor man altså har valgt at lade Gibraltar-borgerne bestemme over deres egen fremtid. Dermed mener man, at det sidste punktum er sat.
Den samme holdning har man i EU, der kun kan se på fra sidelinjen, og i FN, hvor Spanien flere gange har beklaget sin nød.
Diktator Franco havde under Anden Verdenskrig en plan, hvormed han med Hitlers hjælp ville invadere Gibraltar, mens briterne kæmpede andre steder. Operationen var døbt Operación Félix, men Franco fik alligevel kolde fødder. Senere hed det sig, at det var et plot for at holde nazisterne ud af Gibraltar og Spanien. I 1969 lukkede El Generalísimo dog grænsen, mens den efterfølgende, demokratiske regering tog en mere afslappet holdning, som i 1980 førte til Lissabon-aftalen, der skulle lede til genåbning af grænsen. Det blev dog udsat til 1982, eftersom Spanien var imod, at Storbritannien brugte klippens militære installationer i forbindelse med krigen om Falklandsøerne.
De skiftende spanske regeringer hoster stadig med mellemrum op med ønsker om forhandlinger om området, og i den kuriøse afdeling forhindrer det ligefrem den spanske konge Juan Carlos og dronning Sofia i at deltage i festivitas med deres britiske kolleger, som det var tilfældet under dronning Elizabeths 60-års jubilæum, hvortil dronning Sofia måtte melde afbud, mens Juan Carlos alligevel var ved at rekonvalescere efter en hofteoperation.

Specielt når Spanien får en ny regering, skal der vises muskler. Den forhenværende udenrigsminister Miguel Ángel Moratinos fra PSOE aflagde Gibraltar et officielt besøg, som var det første nogensinde siden 1713, hvilket fik vittige folk i den konservative opposition til at sige, at han var historiens første udenrigsminister til at aflægge et officielt besøg i sit eget land. Andre kaldte ham en landsforræder. Hans budskab var dog, at Spanien ønskede Gibraltar tilbage. Den nuværende udenrigsminister, José Manuel García-Margallo fra PP, har også været på banen og kaldt Gibraltar for ’spansk’, hvilket på trods af den almene popularitet medførte en vis kritik i resten af regeringen.

Som tiden går, og alliancer som FN, NATO og EU bliver indgået, bliver det sværere og sværere for Spanien at argumentere for sin ret til klippen, men ingen i det officielle Spanien har endnu tænkt sig at opgive kravet på dette brændpunkt.

Kilder: El País, El Mundo, Time Magazine, ABC.

Samtidig dumper lokal industri ukendte mængder af kvælstof, fosfor, bly, arsenik og andre kemikalier ud i det ellers krystalblå hav, der burde tilhøre delfinerne.
Omkring 300 spanske fiskere og deres familier lever af fiskeri i Algeciras-bugten
Herfra distribueres narkotikummet til det øvrige Spanien, videre til bl.a. Danmark, hvorfra en del smugles over til Norge og Sverige.
Sandt at sige, så er det normalvist Spanien, der giver bolden op til en omgang af politiske stridigheder, da man ikke accepterer Gibraltar-borgernes beslutning om tilhørsforhold og statsborgerskab.
Den samme holdning har man i EU, der kun kan se på fra sidelinjen, og i FN, hvor Spanien flere gange har beklaget sin nød.

Spaniens egne enklaver
I kølvandet på Spaniens krav på Gibraltar kommer spørgsmålet om Spaniens egne enklaver, Ceuta og Melilla samt en håndfuld små øer ud for Marokkos kyst.
Mens Spanien baserer sit krav på Gibraltar i det historiske og geografiske tilhørsforhold, mener man, at sagen forholder sig ganske anderledes på den anden side af Middelhavet, og at der ikke på nogen måde kan blive tale om at overgive disse områder til Marokko.
Man mener, at forskellen er, at Ceuta er en del af de erobringer, som Portugal foretog i 1415, og som Spanien arvede efter en union i 1580, mens Melilla blev spansk territorium i slutningen af det 15. århundrede, da de katolske monarker, Isabel og Fernando, gav ordrer om at udvide kongeriget, også mod syd. Fra den tids erobringer er Ceuta, Melilla og øerne tilbage, og de anses ikke som kolonier, men integrerede dele af Spanien.
Marokko har svært ved at øjne forskellen, og spørgsmålet om enklaverne er lige ømtåligt for marokkanerne, som Gibraltar er det for spanierne.

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa