Spanien på spanden

Spaniens konservative regering forsøger desperat at holde sammen på landets økonomi ved at lappe med gaffatape her og binde sammen med ståltråd der. Blandt rækken af lappeløsninger, der tilsammen skulle redde den betrængte økonomi og bringe landet ud af det sorte hul, det siden 2008 langsomt, men sikkert er blevet suget ind i, er den højere moms, lønnedgange og ansættelsesstop i den offentlige sektor, fratagelse af støtte til mange langtidsledige, stop for gratis lægebehandling til udlændinge, der ikke bidrager til den sociale husholdningskasse, nedskæringer i uddannelsessektoren og selvbetaling af en del af den tidligere gratis medicin.

Der dukker dog hele tiden nye huller op i spanden, og flere mekanismer truer med at gå i stykker, hvorfor den europæiske centralbank nu lufter tanken om en hjælpende hånd, der dog ikke vil blive tilbudt betingelsesløst, og det er endnu uvist, om den spanske regering vil acceptere.

Så hvad er der sket de seneste uger?
Jo, for det første er antallet af arbejdsløse steget endnu en gang. I august mistede yderlige 38.179 spaniere deres arbejde, og det totale antal af ledige er nu godt 5,7 millioner, eller 24,6 procent af arbejdsstyrken. Det betyder, at beløbet til udbetalinger af arbejdsløshedsunderstøttelse og pensioner, der blev inkluderet i dette års finanslov, ikke længere rækker. Alene i årets første syv måneder steg udbetalingerne med 5,4 procent til 18,455 milliarder euro, mens beskæftigelsesminister Fátima Báñez og finansminister Cristóbal Montoro havde spået et fald på 5,0 procent. Det eneste, der er faldet på den front, er antallet af erhvervsaktive, der bidrager til den fælles sundhedskasse, Seguridad Social.

Det har resulteret i, at staten er blevet nødt til at trække 4,4 milliarder euro fra en reservefond, Fondo de Prevensión y Rehabilitaión, for at kunne betale understøttelse og pensioner. Seguridad Socials egentlige reservefond, Fondo de Reserva de la Seguridad Social, som ligger inde med 67,948 milliarder euro, har man, ved hjælp af legalt tovtrækkeri i forbindelse med de 4,4 milliarder euro og på trods af nu fems års krise, endnu ikke rørt.
Derudover er centralregeringens mål på et underskud på maksimalt 4,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP) i indeværende år allerede overskredet, selvom EU siden det mål blev sat, er gået med til et på maksimalt 6,3 procent.

Spot til skade
Idealistisk set er det måske ikke pænt at sparke til de økonomisk trængte, der ligger ned, men i denne, den reelle verden, er det netop, hvad Verdens Økonomiske Forum (WEF) gjorde i en rapport, offentliggjort i september. Organisationen, der er kendt for hvert år at arrangere Davos-konferencen i Schweiz, føjede spot til skade ved at påpege, at på listen over 144 landes indbyrdes konkurrencedygtighed, ligger Spanien nummer 36. Til sammenligning ligger Danmark på en 12. plads, Grækenland nummer 96, mens man på sidstepladsen finder det østafrikanske land Burundi. Hvad angår regeringens evne til at begrænse statens gæld placerer organisationen dog Spanien som nummer 135. Inkluderet i WEF’s ligning er sidste års underskud på 8,9 procent.
I jagten efter et lys for enden af det mørke ormehul, finder man det faktum, at Spanien også sidste år lå som nummer 36, at landet er nummer 10 hvad angår infrastruktur, og nummer 18 hvad angår undervisningssektoren, selvom det måske kan ses som en ringe trøst, når 50 procent af unge er arbejdsløse og derfor søger til udlandet for at finde arbejde. Og følelsen af håb suges for alvor tilbage i spanden med Spaniens placering på området omkring arbejdsmarkedet. Her ligger landet nummer 123. Rapporten påpeger dog, at selvom arbejdsmarkedet stadigvæk er for stift, vil regeringens reformer af banksektoren og arbejdsmarkedslovgivningen med tiden forbedre Spaniens konkurrencedygtighed.
Vi ved, at den høje arbejdsløshed, der for alvor begyndte sit lavinefald med den bristede boligboble, er både et resultat af og en indikator på krisen, og WEF’s rapport konkluderer, at det er her, regeringen stadig har en del arbejde foran sig.

Lån til regionerne
De autonome regioner kan ikke længere selv optage lån på det globale lånemarked, hvilket blev stoppet, efter renten på statsobligationer løb løbsk og i flere måneder har siddet fastlåst omkring seks til syv procent. I stedet arbejder regeringen på at skabe en fond, Fondo de Liquidez Autonómica (FLA), som skal stå til rådighed for de regioner, der ellers ikke kan betale deres regninger til leverandører, lønninger m.v.
Catalonien, Valencia og Murcia har allerede offentliggjort, hvor store lån man planlægger at søge fra fonden, hvilket er hhv. 5,023 milliarder euro, 4,5 milliarder euro og 300 millioner euro, mens andre, heriblandt Andalusien, stadig lægger til og trækker fra, ganger og dividerer for at komme frem til, om der er behov for et lån, og hvor stort det i så fald skal være. Foreløbig har den andalusiske lokalregering, Junta de Andalucía, bedt om et forskud på en milliard euro, hvilket kunne pege på, at en større låneansøgning er undervejs.
De 17 autonome regioner, plus enklaverne Ceuta og Melilla, administrerer næsten 40 procent af den offentlige forvaltning. Deres samlede gæld anslås til at være omkring 140 milliarder euro.

Dæmonisk domino
Mens regionerne skal låne fra staten, skal staten låne af Eurofonden. Lånet på de 100 milliarder euro, som eurozonens ledere godkendte tidligere på året, og som skal gå til de betrængte banker og sparekasser, er endnu ikke udbetalt, da det stadig ikke er klart, hvor meget de enkelte pengeinstitutter har behov for.

Begrænset begejstring
En måske ikke uventet hjælpende hånd, den var jo stillet i udsigt, kan være kommet fra den europæiske centralbank (ECB), hvis formand, Mario Draghi, har bekendtgjort, at han vil lade ECB opkøbe betrængte landes statsobligationer, hvilket altså også betyder Spaniens. I første omgang gik renten ned, mens aktierne gik op på børsen i Madrid.
Meddelelsen kom samme dag, som Tysklands kansler, Angela Merkel besøgte statsminister Mariano Rajoy i Madrid. Begge hændelser blev dog blevet modtaget med blandede følelser blandt spaniere, der frygter, at Spanien skal miste suverænitet til EU, og ECB vil da også komme til at skulle overvåge de spanske finanser.
Og eftersom der er en endnu ukendt liste af betingelser forbundet med opkøbet af obligationer, heriblandt formodentlig den allervigtigste, nemlig at Spanien skal anmode om en hjælpepakke lig dem, som Portugal, Irland og Grækenland har modtaget, har den spanske regering ikke villet indvillige i at modtage en redningskrans, uden først at kende alle de små detaljer i en sådan aftale. Med i ligningen hører også, at de faldende udgifter i forbindelse med statsobligationerne giver regeringen et pusterum.
Statsminister Mariano Rajoy (PP) kan altså meget vel tænkes at vente med at træffe en beslutning, hvis den altså kommer, til efter den 21. oktober for ikke at påvirke lokalvalgene i Baskerlandet og Galicien.

Den største korruptionsskandale i Andalusiens historie
Således beskriver mange sagen om Junta de Andalucías illegale tildelinger af pensioner, en slags førtidspensioner, under ordningen Expediente de Regulación de Empleo, nu kendt som bare ERE. Det er stadig en varm kartoffel for den andalusiske lokalregering, ledet af en koalition mellem PSOE og IU og med socialisten José Antonio Griñán i spidsen.
Der går dårligt en dag uden nyt i sagen, og det kan være svært for selv den mest ihærdige at følge med.

Men lad os genopfriske sagens kerne:
Omkring 647 millioner euro har i det forgangne årti været afsat til ERE-pensioner. Meningen var, at pengene skulle hjælpe kriseramte virksomheder, så de kunne mindske arbejdsstyrken ved at tilbyde medarbejdere at trække sig tilbage med denne førtidspension. Men det tyder på, at de ansvarlige politikere i stedet har beordret en stor del af pengene udbetalt til deres egne familiemedlemmer, politiske frænder, venner og bekendte. Tricket var enkelt. Man ansatte vennerne på papiret i et eller andet firma, måske oprettet til lejligheden, for derefter at fyre dem igen, når man havde fået godkendt ERE-pensionen. Og – ¡Olé! – så havde de en pension resten af livet takket være en virksomhed, hvor de ikke havde arbejdet en eneste dag.
En stor del af pengene – det præcise beløb kendes endnu ikke – er altså ikke gået til virksomheder, som dermed ikke har kunnet tilpasse arbejdsstyrken for at holde skindet på næsen.
Den første sag, som kom for dagens lys, drejede sig om, og omhandler stadig, selskabet bag markedshallerne, Mercasevilla, i den andalusiske hovedstad.
I dag er så flere end 50 personer tiltalte i sagen. Blandt dem er tidligere rådmænd i lokalregeringen, forretningsfolk og sågar en tidligere professionel fodboldspiller. 122 personer er foreløbig blevet afhørt, heriblandt formanden for Junta de Andalucía, José Antonio Griñán, samt den forhenværende, Manuel Chaves, begge fra PSOE. Også ledende fagforeningsfolk i landets to største fagforeninger, UGT og CCOO, er blandt de mistænkte.
Øverst i den formodede kriminelle kreds’ hierarki er den tidligere rådmand for beskæftigelse, Francisco Javier Guerrero, hvis privatchauffør under en afhøring har sagt, at han på rådmandens vegne købte kokain for op til 25.000 euro om måneden, og forhenværende direktør for arbejdsmarkedsafdelingen, Instituto de Fomento de Andalucía (IFA), Antonio Fernández. De to er foreløbig de eneste, som er fængslet i sagen, og de sidder i det samme fængsel i Morón de la Frontera.
Pensionerne er blevet udbetalt via netop IFA, nu kaldet Agencia IDEA.
Den ansvarlige dommer, Mercedes Alaya, afhører desuden mange af de mennesker, som har modtaget førtidspensionerne. Indtil videre drejer det sig om over 200 af de i alt 6.473 personer, der i årene 2001 og 2010 modtog ERE-pensionen, og som derfor bliver undersøgt. Flere af dem formodes at blive straffet og i det mindste beordret at tilbagebetale pengene.
I alt har 81.464 personer andalusiere gennem årene modtaget en eller anden form for støtte i forbindelse med denne redningspakke, der formodedes at skulle redde arbejdspladser.