Det danske magasin i Spanien
All time high for norske boligkøb på Costa del Sol

All time high for norske boligkøb på Costa del Sol

Mens danskere og svenskere fortsat holder hænderne solidt klamret om boligbremsen, er meldingen fra ejendomsmæglere og advokater klar: Aldrig før har de solgt så mange boliger til nordmænd!

Alt i mens Spanien oplever den værste økonomiske krise til dato, har nordmændene for alvor kastet blikket på landet. Norske mæglere og advokater med mange års erfaring på Kysten siger, at de aldrig har oplevet noget lignende. 2012 vil blive stående som deres hidtil bedste år, lyder det enstemmigt blandt de norske mæglere.

Ny rekord
Heidi Bråteng i Segarra & Bråteng har 27 års erfaring fra boligmarkedet på Costa del Sol. 2007 var selskabets hidtil bedste år med køb og salg af boliger til en samlet værdi af 17 millioner euro. At rekorden vil blive slået i år, hersker der ingen tvivl om:

”Omsætningen har på nuværende tidspunkt allerede passeret 20 millioner euro. Dette bliver mit bedste år nogensinde,” siger Heidi Bråteng, som hævder, at der er tre favoritområder for nordmænd på jagt efter feriebolig på Kysten:

”Først og fremmest er det Elviria. Grunden er, at dette område har nogle af de bedste strande langs kysten. Derefter er områderne omkring Puerto Banús populære sammen med en beliggenhed på strandpromenaden i Marbella kommune – særlig i San Pedro-området,” fortæller hun.

Vanvittig stigning
Det norske marked er eksploderet, siger Einar Askvig, leder af Norges største advokatkontor i Spanien, Vogt Advokatfirma i Marbella. ”I de 13 år, vi har holdt til hernede, har 2011 vært vores bedste år målt i omsætning og antal klienter. I de fire første måneder i år har vi imidlertid haft en stigning på 90 procent i forhold til samme periode i fjor. Det er indlysende, at det går mod ”all time high”,” siger Askvig og fortæller, at kontoret har holdt åbent alle ugens syv dage for at kunne tage imod henvendelserne fra de købehungrende nordmænd.

Flere forklaringer
”Vi har ansat to nye medarbejdere og indkaldt al ledig og tilgængelig kapacitet,” oplyser Askvig, som har følgende forklaringer på, hvorfor nordmændene er så sultne efter at købe nu: 1. De store årgange af nordmænd blev født mellem 1947 til 1950 og er på vej over i pensionstilværelsen. De er købestærke, de vil nyde alderdommen og satser i større grad på en fritidsbolig i Syden.

2. Norske 65 – 70-årige er begyndt at uddele forskudsarv, og det betyder, at børnene på 35 – 40 år får råd til at købe en fritidsbolig i syden.

3. Tilbuddet på flere direkte og rimelige flyrejser gør det mere aktuelt med en fritidsbolig her på Costa del Sol.

4. Folk bliver mere mobile. Det er ikke længere unaturligt at tage på en forlænget weekend til Kysten.

5. Sidst, men ikke mindst er ejendomspriserne i Spanien faldet væsentligt; fra 10 – 15 procent og derover.

Ifølge Askvig er prisen på boliger, som går gennem hans firma, reduceret med 30 procent fra gennemsnitspriser på 500.000 euro i 2007 til 350.000 euro i dag.

Godt tidspunkt for køb
”Ja, det er all time high her også,” melder Eivind Due-Hansen i ejendomsmæglerfirmaet VIME Reality i Marbella. Han fortæller, at den øgede tilstrømning starter i slutningen af foråret. Særligt er det nordmænd, danskere, finnere og russere, som handler gennem hans firma.

Det handler meget om folk i slutningen af 50’erne- og begyndelsen af 60’erne, som snart er på vej over i pensionstilværelsen, og som vil nyde den sidste del af livet.

Due-Hansen tror, bunden i det spanske boligmarkedet snart er nået, og at det er på tide med køb, hvis man drømmer om egen bolig i Syden.

Mindst 50 procents stigning

”Grunden til, at nordmændene vil have feriebolig hernede, skyldes først og fremmest, at de har mange penge, og at de i dag får mere for deres penge, når de er på jagt efter deres nye feriebolig. Alt det andet med sol, hav og strand er jo akkurat som før,” siger senior rådgiver Britt H. Johansen i Cramer Advokater S.L., som har kontor i Fuengirola og i Tønsberg i Norge.

Hun anslår, at firmaet har haft en stigning på mindst 50 procent i antallet af nordmænd, som søger juridisk hjælp til køb af en bolig i Syden.

”Lige nu yder vi bistand ved køb og salg af boliger hver eneste dag,” siger Britt H. Johansen, som er helt klar over, hvad nordmændene leder efter.

”Gennemsnitsnordmanden vil have noget solrigt, sydvendt og noget, der er nemt at holde, og endelig med havudsigt, nær butikker og helst med gåafstand til strand.”

Af Arne Bjørndal

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.