Mennesket først, kristen bagefter

Mennesket først, kristen bagefter

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

”Sømandspræstens besøg ombord er den travle sømands kontakt til den danske folkekirke,” står der på Dansk Sømands- og Udenlandskirkes (DSUK) hjemmeside. Men har den moderne danske sømand overhovedet brug for at holde kontakten til den danske folkekirke?

Danmark har altid været en stolt og vores beskedne størrelse in mente også stor søfartsnation. Rederier som Torm, J. Lauritzen og selvfølgelig A. P. Møller – Mærsk bidrager stadig positivt til det renommé, men hvor det før var danske søfolk, der besatte de danske skibe, er det nu overvejende billig udenlandsk arbejdskraft, der repræsenterer Dannebrog i udlandet. Officererne er dog stadig danskere, men er det virkelig nok til at retfærdiggøre et helt netværk af sømandspræster? Og er kontakten til den danske kirke overhovedet nødvendig for den moderne sømand? For at finde svarene er jeg taget til Algeciras, hvor jeg skal besøge Asger Mørck. Han er en af ti sømandspræster og tre assistenter, der verden over er udstationerede i havnebyer med stor dansk aktivitet. Forhåbentlig kan han og et besøg på et af Mærsks skibe gøre mig klogere på de spørgsmål, tænker jeg, da jeg ruller ind i den lidt kedelige, meget industriorienterede by.

 

Når præsten træder i karakter
”For helvede den sygdom,” hoster Asger, da han sætter sig ind i bilen. Det pludselige, ikke videre kirkelige udbrud kommer ikke som nogen stor overraskelse, for Asger ligner langt mere en hyggelig onkel end en ortodoks præst. Det store fuldskæg gemmer et venligt ansigt, og selv om han stadig ser en anelse sløj ud efter en længere sygdomsperiode, føler man sig med det samme til rette i hans selskab.

Som præst har Asger oplevet mere end de fleste kolleger. Udover et ”klassisk” præstejob i Hals i Nordjylland, har Asger været
orlogspræst, hvor han primært sejlede u-båd. Siden blev han dansk sømandspræst, først i Antwerpen og siden i Algeciras, hvor han har besat stillingen i alle de ti år, byen har haft sådan en. Danmark har godt 600 handelsskibe, og Asgers job består i at besøge de 10-11 af dem, der ugentligt anløber Algeciras, snakke med den danske besætning og eventuelt afholde en gudstjeneste, hvis der er ønske om det. En stor del af jobbet ligger dog i en helt almindelig samtalekontakt til søfolkene.

”Grundtvigs motto ”menneske først, kristen bagefter” passer meget godt på mit job. Der er meget small talk, men når der virkelig sker noget, så er man der, og der har jeg tydeligt kunnet mærke, at det har betydet noget for folk, at jeg er præst,” fortæller Asger, der flere gange har måttet sætte mennesket til side, så den kristne præst kunne komme til. Særligt ved de par dødsfald eller selvmord, Asger håndterer om året, er han trådt i karakter som præst og sjælesørger – også selv om der har været tale om en bortgået med anden nationalitet end dansk.

”Jeg er her jo i princippet kun for danskerne, men træder også til, hvis udlændingene har brug for det. Et eksempel var, da en 22-årig burmesisk kadet begik selvmord. Han var lige blevet gift, og med den åbne kommunikation, vi har i dag, fik han hurtigt nys om, at der var problemer på hjemmefronten, og det var altså mere, end han kunne håndtere så langt væk hjemmefra. Så han valgte at tage sit eget liv, og jeg afholdt en gudstjeneste til minde for ham. I den periode gik jeg fra at blive kaldt ”partner” af de udenlandske søfolk til pludselig at være Asger, og der mærkede jeg, hvor vigtig en præst er i den situation,” beretter Asger.

 

Den stolte søfartsnation og filippinerne
Vi skifter til Asgers sømandskirkebil, inden vi begiver os ud til Ando Behrendt, en mangeårig Mærsk-ansat, som efter pensionen er blevet boende i Algeciras. Begge har de et venskabeligt forhold til Jørn Holger Pedersen, kaptajn på Eleonora Mærsk, som er det skib, vi skal besøge i dag. På vej til havnen falder snakken på den udvikling, der har bevirket, at de danske rederier i stigende grad benytter sig af udenlandsk arbejdskraft. En ærgerlig udvikling synes de begge.

”Rederierne drives jo efterhånden ligesom kapitalfonde, hvor alt handler om penge. For bare ti år siden var det markant anderledes, og det er sgu ærgerligt, at det er gået i den retning,” mener Asger, der møder uforbeholden opbakning hos Ando. ”Der er filippinere overalt på de danske skibe nu i stillinger, som før blev besat af danskere. Det er en kedelig udvikling at se,” fortæller Ando Behrendt, der har arbejdet i Mærsk-regi næsten et halvt århundrede. I dag er det stort set kun officererne, der er danske, og jeg spørger derfor senere Asger, om der så virkelig stadig er brug for danske sømandspræster ude i verden.

”Ja, det mener jeg i høj grad, der er. Du skal tænke på, at søfolkene opholder sig så meget på skibene, at det nærmest kan minde om husarrest. Derfor synes de, det er rart, at der kommer en udefra, de kan tale med om alting,” mener Asger.

 

Glædeligt gensyn
Efter at være sluppet igennem den strikse sikkerhedskontrol i havnen (der desuden dikterer nul kameraer, hvorfor artiklen desværre ikke er videre spændende på billedfronten) ifører vi os sikkerhedsveste og de hjelme, som Ando kalder sikkerhedskyser. På Eleonora Mærsk fra Svendborg bliver vi modtaget af et par asiatiske sømænd, der noterer vores navne og lader os komme ombord på det enorme skib, der er et af verdens største containerskibe. Det er tydeligt, at Asger og Ando har været her før, for på trods af et utal af døre og gange stryger vi direkte op til kaptajnens kontor, hvor det glædelige gensyn med Jørn Holger Pedersen hurtigt udvikler sig til en snak om stort og småt. Før havde de lejlighed til at ses hver ottende til niende uge, men efter en ruteomlægning bliver det nu kun hver 22. uge. Der er derfor nok at snakke om, og det bliver ikke mindre af, at endnu to danskere slutter sig til os senere ved frokostbordet, der traditionen tro i Algeciras består af krebinetter.

Efter maden skifter de tre danske sømænd til civil og følger os ned til bilen, som holder parkeret på kajen ved Eleonora Mærsk. De skal have et lift til byen, og det giver mig lejlighed til at spørge kaptajn Pedersen om hans syn på sømandspræstens rolle i moderne søfart.

”Der er ingen tvivl om, at folkene på de danske skibe benytter ham (Asger, red.). Det er super at have muligheden for at snakke med en person udenfor skibet, og jeg tror da absolut, at de er mere åbne overfor ham, fordi han kommer udefra,” siger kaptajnen, der også personligt ser frem til møderne med Algeciras’ sympatiske sømandspræst. ”Jeg glæder mig da til at se Asger, hver gang vi kommer til byen, og kommer til at savne ham, når han stopper.”


Stadig behov for sømandspræster

Der er altså også uforbeholden opbakning til sømandspræsterhvervet fra dem, Asger og co. arbejder for at hjælpe. Selv er han også overbevidst om, at erhvervet har en fremtid.

”Grundtanken med mit job er, at samtalen med en uden for skibet skal være det bærende element, og det tror jeg fortsat, der vil være brug for fremover,” siger Asger Mørck, der dog ikke meget længere er manden bag sømandskirken i Algeciras. Til sommer er det nemlig slut. Her udløber hans kontrakt, som han ikke har ønsket at forlænge. For selv om Asger har været ovenud glad for sin tid i Algeciras, ser han nu frem til at vende hjem til Danmark efter mere end 13 år i udlandet.

”Jeg har med mine vidt forskellige job fået alt det bedste fra embedet og en masse gode oplevelser. Jeg har virkelig været privilegeret,” fortæller Asger, der har købt en envejsbillet hjem til Danmark den 28. juli – præcis 10 år efter, han kom til Algeciras.

Vi sætter Ando og de tre danske søfolk af i Algeciras, før Asger kører mig tilbage til min bil. I aften skal hele danskerholdet ud at spise, inden Eleonora Mærsk letter anker og i morgen begiver sig mod en ny havn. Og Asger, han er klar til på ny at være et kærkomment, friskt og vigtigt indslag på næste danske skib, der anløber havnen i Algeciras.

Af Andreas Müller

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa