Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Tag selv ansvaret for dit døgn, og sig til og fra, så du sikrer dig, at du fylder dit liv med ting, gøremål og værdier, som du har lyst til og som betyder noget for dit velbefindende og din livskvalitet. Savner du tid til at læse en god bog, pauser i havens hængekøje, skønne gåture i den fri natur, dejlige stunder med børn, mand, venner og veninder eller andet, så tiden nu kommet til, at du begynder at prioritere i din dagligdag. Det gælder jo egentlig ”bare” om, at nyde livet, smile og være sund og rask, hvilket lyder let, men for rigtig mange kan det være meget svært.
Når du er glad og nyder livet, har det en enorm positiv effekt på kroppen. Du kender sikkert velværehormonet endorfin, som udskilles, når du laver noget, du syntes er skønt. Faktisk udskilles der ekstreme mængder af lignende hormoner, når du har positive tanker og følelser om både dig selv og dine omgivelser. Disse hormoner danner et ”positivt indeklima” med færre stresshormoner, mindre syredannelse i kroppen, færre smerter i muskler og led, stærkere knogler, bedre tandstatus, bedre fordøjelse og dybere søvn – i sidste ende et længere liv i en sund og rask krop med et positivt og glad sind. Omvendt skaber negative tanker og følelser en lang række ubalancer i kroppen og sindet. Træthed er en af dine værste fjender, når det gælder om at holde negative tanker og følelser væk. Træthed medfører, at sindet fungerer på en mere negativ og destruktiv måde, og omvendt, når du er udhvilet, ser alt mere lyst, let og positivt ud. Det lyder super enkelt, men for rigtig mange i vores moderne verden er det ekstremt svært, og flere og flere lider af kronisk søvnmangel. Lyt til din krop og gå i seng, når du gaber første gang, hvilket for de fleste er omkring 21.30 og for mange endnu tidligere. Gør du det, behøver du helt sikkert intet vækkeur, for så vågner du, når din krop og din sjæl er udhvilet. Ingen teknikker eller coaching i positiv tænkning kan gøre det ud for den effekt, søvnen har på hele dig.

Sig tak – det mest kraftfulde ord
Øv dig i at være taknemmelig, hvorved du tvinger dig selv til at fokusere på det positive, danner flere velværehormoner i kroppen, og skaber positiv kemi indeni hver eneste celle i dig. Nøjagtig som glæde, latter, massage, motion, sex og alle andre nydelsesfulde ting i livet udskiller positive stoffer i kroppen, så får en dyb følelse af taknemmelighed også kroppen til at frigive store mængder af positive hormoner som endorfiner, serotonin, oxytocin og mange andre. At sige TAK og sige det med følelse og af et oprigtigt hjerte, umuliggør på samme tid at føle negative følelser – prøv selv. Gør det fx til en vane om morgenen, når du vågner og inden du kravler ud af dynerne at sige TAK! Bliv liggende lidt og sig i dine tanker tak for alt det, der gør dig glad og får dig til at føle dig rig. Dit helbred, dine børn, din elskede, din have, dit dejlige, trygge hjem, dine forældre, dit arbejde – alt og hvad som helst. Gentag det samme om aftenen, inden du falder i søvn. Tak for alle de små og store episoder fra dagen, som har gjort dig glad og givet dig en følelse af velvære og lykke indeni.

Udnyt dagens små åndehuller
Dagen kan for mange være en lang række af pligter, men prøv at stoppe op, og spørge dig selv: hvilke krav er der til mig lige nu? Ikke om 30 sekunder, et eller to minutter, men lige NU! Du vil sikkert opdage mange små ”åndehuller” i løbet af dagen, som i brusebadet, ved toiletbesøg, transporttid osv. Sluk for telefonen, og ring tilbage, når det passer dig. Ret din fulde opmærksomhed på dit åndedræt, din kropsholdning, overflødige muskelspændinger og sanseindtryk, smil og le indvendigt, så er bare ét minut ekstremt energigivende.

Ud i det grønne
Bor du tæt på skov, park eller strand, så benyt dig af det. Det er fantastisk for dit mentale og fysiske velbefindende, da det gør dig i godt humør og giver dig energi. Grønt er godt for øjet og sindet. Det virker afstressende at opholde sig i naturen og den friske luft, og adgang til det grønne område betyder, at du får masser af D-vitamin og mere sol, som har en positiv indvirkning på vores humør – og helt ned på celleplan i hele kroppen. Derved falder risikoen især for fx at udvikle depression og angst men også mange andre sygdomme.

Få mere tid til dig selv
Hvordan får du mere tid til dig selv, nyder livet endnu mere og bliver langt bedre til at leve i nu´et? Lær at sige NEJ! Det er svært, men det er at tage ansvar for dit eget liv og ikke lade dig styre af andre. Lug ud i dine aktiviteter – fx får du noget ud af timerne foran dit tv? Beriger det dig at være på facebook, eller er det blevet endnu en pligt? Nærer det dig at luge ud i haven? Vær generelt mere kritisk og bevidst, så det er DIG, der vælger, hvad din dyrebare tid skal bruges til. Gør pauser og powernaps til en vane. Det giver dig en indsprøjtning af positiv ny energi, som forplanter sig hele kroppen og sindet hvert sekund af dagen. Gå tidligt i seng og stå så veludhvilet op en halv time tidligere og få morgenen for dig selv, hvor du kan gøre, hvad du vil. Nyd et ekstra langt bad, dyrk yoga, løb eller gå en tur, mediterer – du bestemmer helt selv.

Det er kun din fantasi og dig selv, der begrænser dig i mulighederne for at komme til at nyde livet endnu mere, få et endnu bredere og gladere smil og ”bare” leve. Du må bestemme dig for, hvilke ting du vil ændre i din hverdag og din adfærd, og holde fast i 21 dage, hvor du gør disse ting hver eneste dag. Forandringen vil være mærkbar. Tro mig – jeg ved, hvad jeg taler om. Pøj pøj!

 

Månedens åndedrætsøvelse

Hver måned (fra og med La Danesa januar 2011) viser jeg en serie gode åndedrætsøvelser, som du, når du har den samlede serie, med fordel kan lave hver dag. Begynd allerede nu med øvelse 1, 2, 3, 4, 5 og 6, og byg så på med de følgende øvelser måned for måned.

Øvelse 6:
Fisken: Du trækker vejret i den midterste del af brystkassen.

Sådan gør du:
1. Læg dig fladt på ryggen med strakte ben.
2. Placer dine arme ned langs siden af kroppen, og løft dig selv halvt op.
3. Læn din overkrop og hoved langt tilbage, så du åbner op for brystkassen og halsen.
4. Træk vejret ind og ud roligt og dybt 3-6 gange, så du mærker, at du aktiverer den midterste del af brystkassen.

Af fysioterapeut og akupunktør Betiina Larsen, www.betiinalarsen.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa