Spaniens stjålne børn

Tusindvis af spaniere lever nu i tvivl om, hvorvidt det barn, de fik besked om var dødfødt, måske alligevel lever, mens andre spekulerer over, om deres forældre virkelig er deres biologiske forældre.

Et lands historie har det med at indhente det og pludselig blive aktuelt igen. Således også med denne del af Spaniens fortid, der nu er sluppet ud af mørkekammeret, og løs blandt befolkningen.
Det handler om børn, som kort efter fødslen blev taget fra deres forældre. Det begyndte under Francos diktatur, men fandt også sted de efterfølgende år. Mødrene blev fortalt, at børnene var dødfødte, mens de i virkeligheden blev bortadopteret til, hvad man anså for værende mere værdige forældre, eller i hvert fald mere velhavende.
Nogle mener, det kan dreje sig om så mange som 30.000 børn. Mange mødre kender og har fortalt deres historier, mens mange andre stadig undrer. Var mit barn alligevel ikke dødfødt? Samtidig lever mange af dem, som blev født, mens tvangsadoptionerne foregik, i usikkerhed, hvilket også inkluderer dem, hvis usikkerhed er ubegrundet. Er jeg virkelig den, de siger, jer er?

40 års tvangsadoptioner
Adoptionerne begyndte under diktaturet i starten af 1940’erne og fortsatte selv efter demokratiet blev indført godt 30 år senere. Først var det en praksis, man brugte for at straffe kvinder, der under borgerkrigen støttede republikanerne, men endte som en lukrativ forretning, der lænede sig op ad en lov, der først i 1987 endelig blev ændret, der tillod tvangsadoption. Selve adoptionerne, mener man i Partido Popular, fandt dog stadig sted til engang i 1990’erne.
Selvom sagen først for alvor nu er kommet for dagens lys, begyndte historiker Richard Vinyes og dommer Baltasar Garzón allerede i 2008 at undersøge den. De hævder, at der kan være tale om over 30.000 babyer. Begge har talt med kvinder, som giver nogenlunde den samme udlægning. At de blev fortalt, at barnet var dødt, og at det allerede var begravet. Andre mødre deltog i fiktive begravelser af tomme kister.
Det er mødre, som i dag er måske 60 eller 70 år gamle, og som lige siden enten har troet på, at barnet døde eller har levet med en nagende usikkerhed.
Antonio Barroso, som selv blev bortadopteret, har grundlagt foreningen Asociación de Afectados por Adopciones Irregulares (Anadir), der arbejder for andre i samme situation, har nu sammen med advokaten Advokat Enrique Vila lagt 261 sager på statsadvokat Cándido Conde-Pumpidos bord. Anadir mener, at sagerne kvalificerer sig som illegale tilbageholdelser eller kidnapning. Det forventes at være starten på en syndflod af sager, der de næste år vil oversvømme retssystemet, da mange mødre og adopterede først nu er begyndt at komme frem med deres historier.

Sammensværgelse
Blandt de moralske dilemmaer og legale spørgsmål er, om børnene ønsker at blive fundet, om adoptivforældrene skal straffes og hvorvidt retssystemet skal sætte sit maskineri i gang for at undersøge og eventuelt dømme i sagerne.
Det var et større, velorganiseret netværk af selvudnævnte velgørere, som stod bag adoptionerne. Nogle påtog sig opgaven at finde frem til adoptivforældre. Andre fandt de vordende mødre, og blandt dem, som udførte denne del af opgaven, var læger, sygeplejere, jordemødre og præster og nonner samt andre indflydelsesrige personer forbundet til Kirken. Ikke at forglemme bedemænd, som påtog sig at begrave de små, tomme kister.
I nogle tilfælde insisterede forældrene på at se barnet, hvorfor man på nogle sygehuse skulle have gemt et lille barn i fryseren, der bare skulle tøs op, før det kunne blive fremvist.
Adoptionerne foregik i hele landet og var tilsyneladende ikke begrænset til at finde sted på hospitaler, men også i klostre, hvor ugifte mødre nærmest blev holdt indespærret.
Aktørerne skulle have påstået, at de udførte en god gerning. Økonomisk opmuntring fulgte imidlertid de dogmatiske – det lader til, at især læger blev betalt godt for at medvirke i de bizarre teateropførelser. De blev også støttet i deres overbevisning af en psykiater ved navn Antonio Vallejo Najera (død 1960), som arbejdede for regimet. I følge ham var marxismen, en isme mange af Francos modstandere troede på, en form for mental sygdom, som børnene skulle reddes fra.
Adoptivforældrene var således formodede “psykisk raske”, altså tilhængere af regimet, og skal der dømmes i sagen, må de naturligvis involveres.

Fædrenes synd
Mange af de adopterede mener dog ikke, at adoptivforældre kan holdes ansvarlige, da de ikke var medvidnende om, at de stjal et barn fra en anden. De betalte ganske vist, men troede, at pengene gik til den biologiske mor, som havde givet sit barn bort frivilligt. Børnene kostede mellem 200.000 og 800.000 pesetas, der dengang var anseelige summer. Pengene gik ikke kun til de direkte implicerede, men også til militærregimet og Kirken. Adoptivforældrene fik dog ingen dokumenter, der kunne stedfæste en adoption, og de registrerede barnet som deres eget.
Det kan være svært at forstå, hvorfor der er gået så lang tid, før denne sag fra Spaniens mørke tid er kommet ud i lyset. Folk på begge sider i borgerkrigen, og også retssystemet, har generelt haft svært ved at fordøje, hvad der skete. Det ses naturligvis bedst i sagerne omkring dem, som blev henrettet under og efter borgerkrigen. Ingen har nogensinde skullet stå til ansvar for disse handlinger. Baltasar Garzón har forsøgt at ændre denne kollektive virkelighedsfornægtelse, men overtrådte ifølge højesteret sine beføjelser, blev suspenderet og arbejder som bekendt i dag ved den Internationale Domstol i Haag.

Parlamentarisk enighed med begrænsning
Kongressen har nu vedtaget, at sagerne omkring de stjålne børn skal undersøges. Medlemmer af PSOE og ERC stemte for, mens de øvrige partier udtrykte sig solidariske med de implicerede. PP tog det forbehold, at sagerne ikke forelægges som værende udelukkende fra Francos tid, sådan som Anadir fremlægger dem, men at adoptionerne foregik helt frem til 1990’erne. Praksissen var så indgroet i samfundet, at der selv i dag er spaniere, som forsøger at købe et barn, mener man i partiet.
Instrumenterne til undersøgelserne er stadig i støbeskeen, og man går forsigtigt til værks. I første omgang skal regeringen nu samarbejde med den offentlige anklager for at rådgive de implicerede og oprette et program, hvormed adopterede og pårørende kan få foretaget DNA-undersøgelser, som det er sket i Argentina, hvor tilsvarende sager er kommet frem. Justitsminister Francisco Caamaño har allerede meddelt, at en person vil blive udpeget til at koordinere informationen og anmodninger fra de forskellige associationer og det trods alt stadig ukendte antal adopterede.
Eventuelle retssager vil formodentlig blive afholdt ved provinsdomstolene, og for eksempel ved retten i Málaga er dommere allerede nu at gå i gang med at undersøge de første sager. DNA-prøver sker løbende, og for Andalusiens vedkommende samles disse i en database i Sevilla.
Og mens Baltasar Garzón kom frem til, at der er kunne være 30.000, mener man nu, at der kan være tale om så mange som 300.000 stjålne børn.

Kilder: ABC, El País, El Mundo

”De solgte min lillebror”

Sådan fortæller en kvinde til La Danesa. Hendes familie kommer fra Álora, mens hun i dag selv bor i Mijas. Udover det, ønsker hun at være anonym.
“Den 11. april 1974 blev min mor indlagt på hospitalet Carlos Haya i Málaga, da hun skulle føde. Vi var i forvejen to døtre, selv var jeg kun fem år gammel, min storesøster et par år ældre. Min mor vidste altså godt, hvordan det hele kunne forventes at foregå,” begynder den 42-årige kvinde sin beretning. Men det gik ikke som de foregående to gange.
”Straks efter fødslen fortalte lægen, at barnet, en dreng, var dødfødt. Han skulle være født med benene først og kvalt i navlestrengen. Min mor insisterede på, at hun hørte ham græde, men sygehuspersonalet beskyldte hende for at være hysterisk,” fortsætter hun.
Dagen efter blev faren præsenteret for en lille, hvid kiste, med besked om at, han for alt i verden ikke måtte åbne den. ”Hvorfor, forstod han ikke, men husk, at det var under Franco-tiden, og spanierne var dengang meget autoritetstro. Min far måtte heller ikke tage kisten med hjem til begravelse i Álora, den skulle begraves på en kirkegård i Málaga. Han skulle også betale 4.000 pesetas, hvilket for ham var lig med en månedsløn.”
Senere besøgte familien med mellemrum gravstedet, indtil det en skønne dag ganske enkelt var forsvundet; hele kirkegården var jævnet med jorden.
”Jeg var stadig ikke så gammel, men jeg husker lange, snorlige rækker af små kors, og der var en stor mur omkring kirkegåden. Min bror blev ikke døbt, så han fik bare et nummer. Der stod nummer 83 på hans kors,” siger kvinden, der ikke længere er i tvivl om, at broren stadig lever.

Dokumenter styrker tro
”Da min søster og jeg begyndte at høre alle de forfærdelige historier om børn, som skulle være tvangsadopterede fra sygehuse og klinikker, kunne vi kun undre os over, om der var noget om vores mors udtalelse dengang. At vore forældre ikke kunne få lov til at begrave ham i vores by, var heller ikke normalt,” siger hun.
De to søstre opsøgte derfor politiet i januar.
”Her fik vi at vide, at hvis der ikke fandtes nogen kiste, havde vi ikke nogen sag. Men ikke engang kirkegården fandtes længere.
”Næste skridt var at kontakte foreningen Anadir, der jo netop hjælper mennesker i vores situation. Her blev de anbefalet at blive medlemmer, opgive DNA og dermed blive inkluderet i den database, der skal føre børn og biologiske forældre sammen.
”Derefter var det tid til at tale med vores forældre om det, at fortælle dem, at vi var i gang med og gerne ville fortsætte med at undersøge sagen. De havde tidligere skændtes meget om det, og da vi stod med blomster i hænderne ved en kirkegård, der ikke længere fandtes, sagde min far, at vi ikke måtte tale mere om det. Men siden de andre sager begyndte at blive omtalte, og min søster og jeg at stille mange spørgsmål, var vores anmodning ikke nogen overraskelse. Det eneste, som også de og en anden bror, der er kommet til senere, ønskede, var at finde min bror.”
Det viste sig, at moren havde gemt det dokument, som hospitalet havde givet dem efter sønnens formodede dødsfald samt kvitteringen fra bedemandsfirmaet.
”Hun havde gemt papirerne, som det eneste hun havde fra sin søn. Indtil da havde vi troet, at der var en mulighed for, at min bror stadig var i live, men disse papirer bekræftede vores tro. Min far sagde, at han vidste, at han ikke havde begravet sin dreng,” siger kvinden.

Selvmodsigelser og fejl
Det viste sig, at dokumenterne var fulde af fejl og selvmodsigelser, og familien er sikre på, at så mange kun kan opstå, hvis det hele alligevel er løgn.
”Han kaldes et foster, men var en fuldvoksen baby. Min mor havde båret ham i ni måneder.
Var der kun et foster, hvorfor så begrave det? Det plejer man ikke at gøre.
De sagde, at han var dødfødt kl. 21.00, men her står, at han døde 10 timer senere.
De sagde, at han blev kvalt af navlestrengen, mens her står, at han kvaltes i fostervandet.
Hans blodtype er registreret, hvilket normalt heller ikke sker med et foster eller en dødfødt baby.
Min mor er registreret som 24-årig, mens hun i virkeligheden var 32. Det kan skyldes, at man normalt ”kun” stjal børn fra helt unge kvinder.
Kvitteringen fra bedemanden har selv med de få oplysninger også en fejl, her står 4.500 pesetas med bogstaver, 4.000 pesetas med tal.”
Hun sætter desuden spørgsmål ved, hvorfor dokumentet ikke bærer hospitalets logo. Det er dog underskrevet af to læger, hvis navne vi her også har overstreget, fordi sagen nu via Anadir skal undersøges ved domstolen.
Kvinden fortæller afslutningsvist, at hun og familien ikke ønsker at dømme nogen, men at de implicerede må gøre sagen op med deres egen samvittighed.
”Lige nu glæder vi os over, at han lever, også selvom det har åbnet nogle gamle sår. Hvorvidt vi finder ham, er dog en helt anden sag. Men vi vil gøre alt for det, vi har et helt liv at fortælle ham om; det liv han var født til at leve.”