Korte nyheder juni

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Nu skal fartbøderne også betales
En ny ordning er trådt i kraft, hvormed det skal blive sværere at slippe af sted med ikke at betale sine bøder. I Málaga-provinsen udskriver Guardia Civil årligt omkring 78.000 bøder på provinsens landeveje, hvoraf 20.000 aldrig bliver betalt.
Den nye lov strammer grebet om inddrivelse af bøder, og gør det muligt for Tráfico (DGT) at retsforfølge de dårlige betalere op til fire år efter, at bøden er blevet givet.
Det kan godt betale sig at betale sin bøde til tiden, da det ifølge Mario Arnaldo fra Associerede Europæiske Bilister (AEA) ”kan blive op til 40 procent dyrere at undlade at betale sin bøde.” Ifølge loven vil der ikke blive skelnet mellem den, der fører bilen og den der ejer den, når lovovertrædelsen begås – hvis en bøde ikke betales, vil regningen altid ende hos ejeren af bilen. Dette kritiseres kraftigt af Arnaldo, der anser den nye lov for at være ren og skær pengeinddrivelse. Mere positivt stemt er indenrigsminister Alfredo Pérez Rubalcaba (PSOE), som forsikrer, at målet med den nye lov er at gøre processen fra lovovertrædelsen begås, til bøden betales, mere effektiv og naturligvis at undgå de mange ubetalte bøder.

Garzón suspenderes i Spanien, men får opgaver i Haag
Dommerstandens øverste råd, Consejo General del Poder Judicial, suspenderede i maj højesteretsdommer Baltasar Garzón, der næsten samtidig fik rådets tilladelse til at påtage sig et arbejde for den internationale domstol i Haag.
De tre retssager mod Garzón pågår stadig, og det er den om dommerens beslutning om at starte undersøgelser af omstændighederne omkring de 100.000 mennesker, der forsvandt under borgerkrigen og det efterfølgende diktatur, som har fået Consejo General del Poder Judicial til at suspendere ham.
Chefanklageren i Haag, argentinske Luís Moreno Ocampo, mener, at den spanske dommers erfaringer med internationale sager vil komme den internationale domstol til nytte. Garzón skal først og fremmest arbejde med sager, der omhandler forbrydelser mod menneskeheden i afrikanske lande. Foreløbig tilknyttes han den internationale domstol i en periode på syv måneder.




Atomubåd skræmmer stadig efter ti år
EU-parlamentet har opfordret Spanien og Storbritannien til at undersøge de mange forekomster af cancertilfælde ved Algeciras og Gibraltar. Byerne er omgivet af store fabriksområder, og udslip herfra er mistænkt for at være årsag til tumorer. Antallet er langt større i området end i andre dele af den iberiske halvø. Der er blevet indsamlet 13.000 underskrifter, men indtil videre er en undersøgelse ikke blevet iværksat.
I kølvandet på dette spøger den britiske atomubåd Tireless stadig. Den ankom til Gibraltar for 10 år siden for at blive repareret. Malta og Sicilien tillod ikke Tireless i deres farvand pga. frygt for, at den kunne sprænge læk og forårsage stor forurening, men Spanien havde intet valg, da Gibraltar er under britisk lovgivning.
Ubåden blev liggende ved Gibraltar i et år, og samlede 60.000 briter og spaniere til en stor demonstration i Algeciras, mens Greenpeace viste sin protest ad søvejen.
Episoden gav anledning til et anspændt forhold mellem Storbritannien og Spanien, men i 2006 underskrev begge regeringer en aftale om, at der ikke måtte ankomme flere beskadigede ubåde til Gibraltar. Aftalen omfattede dog kun atomubåde som Tireless, så der kommer stadig ubåde til Gibraltar – siden 2004 er der ankommet 35. Ifølge Salvador de la Encina (PSOE) lægger de britiske ubåde ofte til forud for politiske diskussioner, og altså ikke af ”tekniske årsager”.
Foreløbig er der ikke fundet bevis for, at atomubåden har forbindelse med de forholdsvis mange cancertilfælde i området.

Den første klonede ”Toro Bravo”
Verdens første klonede tyr kom, som kunne forventes, til verden i Spanien. Den lille tyrekalv, af racen Lidia, som anvendes til tyrefægtning, blev født den 18. maj på en gård, hvis navn er holdt hemmeligt, i Palencia-provinsen.
Den nyfødte er opkaldt efter sin ”far”, altså den tyr, den var klonet fra. Den hedder Vasito (lille glas) og den nyfødte Got, der betyder glas på valenciansk. Gots mor er en almindelig malkeko.
Han er resultatet af tre års forskning, der foreløbig har kostet 28.000 euro og som har til formål at forhindre truede tyreracer i at forsvinde.

Málaga og Marbella skal tilbagebetale millioner
Málaga og Marbella skal ifølge Diario Sur tilbagebetale henholdsvis 9,2 og 86 millioner euro til staten, penge som kommunerne altså har modtaget, og som de også har brugt.
Beløbene, der udbetales fra staten, estimeres ud fra det, man forventer, staten vil modtage fra kommunerne i skatter. Men på grund af et fald i kommunernes skatteindtægter de sidste par år, har bl.a. Málaga og Marbella nu problemer med at betale store beløb tilbage til staten. I Málagas tilfælde er skatteindtægterne faldet med 14 % i 2008 og 35 % i 2009. Torremolinos, Fuengirola, Vélez-Málaga og Mijas skal hver tilbagebetale omkring fire millioner euro. Problemet er, at pengene er brugt og de fleste kommuner har ikke umiddelbar mulighed for at skaffe de store beløb.
Økonom Juan Manuel Ruiz Galdón fra Den Spanske Sammenslutning af Kommuner og Provinser (FEMP), har studeret situationen, og betegner den som en ”tsunami-effekt”, hvis ”effekter er ødelæggende for Málaga, Andalusien og Spanien, hvis ikke der bliver lagt en fast plan.” Han foreslår, at i stedet for at kræve de store beløb af kommunerne, bør staten i en periode overføre mindre beløb, og på den måde få indkrævet kommunernes gæld på en blidere måde.

Udlovet dusør gav intet nyt om forsvundet pige
Familien til den forsvundne 15-årige pige fra Mijas, Amy Fitzpatrick, havde med en tidsfrist den 19. maj udlovet en dusør på en million euro, for information om, hvor pigen kan befinde sig – død eller i live.
Familien fik omkring 60 nye henvendelser, men kun tre af dem indeholdt hidtil ukendte oplysninger, hvoraf ingen alligevel var gode nok til at finde frem til pigen.

Husk tilmelding til informationsdag i oktober
Torsdag den 28. oktober afholdes den første informationsdag for danskere i Málaga-provinsen på hotelskolen CIOMIJAS, i La Cala, Mijas Costa.
Som omtalt i maj-udgaven af La Danesa er arrangementet organiseret af Mijas kommunes udlændingeafdeling og det danske konsulatet. Et ekspertpanel vil i løbet af dagen belyse flere relevante emner, som pensionsydelser, sygesikring og sociale ydelser, beskatning, dødsfald m.m.
Der er stor interesse for arrangementet, og derfor påminder Annette Skou fra udlændingekontoret i Mijas om, at man snart skal tilmelde sig, hvis man vil være sikker på at få en plads.
Pris per deltager er 20 euro, som inkluderer kaffe, gourmet-tapas, vin og forfriskninger. Tilmelding kan ske på tlf. 952 599 010 eller e-mail skou@mijas.es.

Nyheder i tal

13 millioner euro
Var overskuddet i 2009 på driften af lufthavnen i Málaga.

1 døgn
Lå et lig i en gård i et lejlighedskompleks i Málaga. Forbipasserende troede, at personen blot fik sig en lur.

114 ansatte
Stod den 31. maj på Hotel Byblos i Mijas uden job. Hotellet måtte lukke pga. økonomiske vanskeligheder.

100 hashplanter
Har politiet fundet i et ”laboratorium” i Benalmádena. Politiet har iværksat en undersøgelse for at afklare, om der er tale om et netværk af hashdyrkere og –handlere.

38.280 euro
Mere mener kommunen i Benalmádena ikke, det behøver at koste at forbedre strandene Torrebermeja og Malapesquera.

2 og 5 år
Var de to børn, som en britisk mor den 19. maj kvalte i Lloret del Mar. Faren er tilsyneladende en eftersøgt pædofil.

10.190 roser
Af 70 forskellige arter pryder nu den nye park, Jardines de Pedro Luis Alonso, ved rådhuset i Málaga.

60% af andalusierne
Mener ikke, at lokalregeringen Junta de Andalucía, forvandler borgernes skattepenge korrekt. Resultatet er fra en undersøgelse foretaget af lokalregeringen selv.

33 dages erstatning
For hvert års ansættelse til medarbejdere, der fyres uden lovlig grund. Det overvejer regeringen og fagforeningerne nu at vedtage, mens reglen i dag siger op til 45 dages finiquito.

94 sagsøgte
Heriblandt Juan Antonio Roca skal for retten, når Malaya-sagen, korruptionsskandalen der kom ud af skabet i 2006 i Marbella, endelig starter den 27. september.

1.000 spanske flag
Er delt ud i den portugisiske by Valenca i protest mod, at de efter lukningen af byens lægecenter er nødt til at benytte det i nabobyen, spanske Tui.

1,335 milliarder euro
Var det samlede overskud hos landets sparekasser i årets første kvartal. Det er 34,1 % mindre end samme periode sidste år.

10.000 indbyggere
I Rincón de la Victoria får glæde af det nye lægecenter, der åbnede i slutningen af maj. Bygningen kostede tre millioner euro.
 

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa