Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

I mange år har beskeden været klar: Jo mere du kan drikke, jo bedre får din krop det. Og vandet er uendelig vigtigt for dit helbred og dit velvære, men pas alligevel på med bare at skylle det ene glas efter det andet ned. Du kan faktisk også få for meget vand – især hvis du samtidig knokler løs i varmen eller opholder dig i høje temperaturer, hvor du let kommer til at svede meget og derfor konstant føler dig tørstig. Og drikker du så for meget vand pga. tørsten, kan du let komme til at skylle mange af de vigtige mineraler ud af kroppen samt skabe ubalance i kroppens saltbalance. Mange undervurderer vandets betydning for vores helbred. Konstant mangel på væske har derfor sin pris; du ældes hurtigere, immunforsvaret nedsættes, kropsvægten kan forøges, det tager længere tid at genvinde kræfterne efter træning og sygdom, og får huden ikke tilstrækkelig tilførsel af vand, bliver den tør, rynket, eksem kan udvikles og det kan give appelsinhud. Derfor er vand en næsten gratis investering til at beskytte din krop og mod at ældes, mod skader og sygdomme.

Er du i risiko for at drukne indefra?
Du har måske prøvet at blive svimmel, få en voldsom hovedpine, kvalme og i det hele taget blive rigtig utilpas efter en dag, hvor du bare har drukket masser og masser af vand pga. varmen – for jo mere jo bedre, tænker du sikkert. Utilpasheden kan meget vel skyldes, at du har drukket for meget, for vi er faktisk blevet så ”dygtige” til at drikke, at vi kommer til at skylle for meget ned, så kroppen drukner indefra. Derfor skal du have styr på din væskebalance.
At indtage for megen væske er som sådan ikke farligt. Nyrerne kan nemlig klare at udskille op til 20 liter væske om dagen, uden at kroppen tager skade. Men drikker du for meget og samtidig sveder voldsomt, opstår problemet, fordi din krop er afhængig af at have en kropsvæske med en tilpas koncentration af salte. Når du sveder meget og erstatter dit væsketab med masser af rent vand, fortynder du ganske enkelt kropsvæsken, så der pludselig ikke er salte nok. Det kan give hovedpine, forvirring, ildebefindende, kvalme og kramper. Løsningen er selvfølgelig at lade være med at overdrive væskeindtaget og at erstatte noget af det rene vand med en energidrik med den rette sammensætning af næringsstoffer, der kan erstatte de salte, der bliver svedt ud. Samtidig kan du ganske enkelt også tænke på at indtage salt, natursalt, gennem din daglige kost, og lade være med at spare på det. Det er livsvigtigt for din krop, at vandstanden i dine celler, muskler og organer altid er passende. Vand er frem for alt med til at regulere din indre temperatur via den sved, der pibler frem, når du får det varmt. Mangler du væske, kan du ikke svede nok og det vil få kropstemperaturen til at stige.

Får du for lidt eller for meget vand:
Hvis du har drukket for lidt vand, vil du opleve:
– svimmelhed og utilpashed
– forvirring og hukommelsessvigt
– forstoppelse og stive muskler
– rynket og kløende hud
Hvis du har drukket for meget, vil du opleve:
– hyppig vandladning
– kramper og hovedpine
– forvirring – især når du skal koordinere dine bevægelser

Du skal drikke rigeligt
Rådet om at drikke rigelige mængder af vand gælder altså stadig. Det kan ikke understreges tit nok, at både hjernen, fordøjelsen, organer, hud og celler behøver rigeligt med væske for at fungere optimalt, og at kroppen også skal bruge vand til at holde din hud glat, din indre temperatur i orden og din energi på toppen. Derfor vil du under normale omstændigheder drikke nok, hvis du sørger for at få mellem halvanden og to liter væske dagligt, men du må drikke mere, hvis du fx træner meget, hvis du er i varmt vejr, eller hvis du er meget tung og sveder mere end normalt.

Af de seks grundlæggende næringsstoffer – protein, kulhydrater, fedt, vitaminer, mineraler og vand – er vand det mest betydningsfulde næringsstof i vores krop. Ilt er det stof, vi dør hurtigst af mangel på, og lige derefter kommer mangel på vand. Selvom vi ikke ligefrem dør af tørst i vores del af verden, er der mange, der ikke drikker tilstrækkeligt med vand til, at kroppen kan fungere optimalt.

50-70 % af din kropsvægt er vand
Mellem 50-70 % af din kropsvægt er vand. Et spædbarn har den største mængde væske og gamle mennesker den mindste. Det nøjagtige antal liter vand, du har i kroppen, afhænger bl.a. af, hvor meget du vejer, og hvordan din fedtmængde og muskelmasse ser ud i forhold til din vægt. Men uanset din vægt og dit vandindhold har du ikke vandreserver. Dvs. der er ikke væskedepoter i kroppen, ligesom der er sukker- og fedtdepoter. I alle kroppens celler er der vand, og det skal bruges der og bør ikke bruges som reserve. Du kan faktisk kun overleve nogle få dage uden vand, mens du kan leve flere uger uden mad.

Hvad skal du drikke?
Vand, vand og atter vand. Vi er skabt til at drikke vand. Kaffe, te, cola, saftevand og juice fandtes ikke, da mennesket blev skabt, og har kun været i vores verden i få år sammenlignet med vand. Men for mange mennesker er det disse produkter, der udgør det daglige væskeindtag. Det er selvfølgelig i orden at drikke en kop kaffe eller et glas cola en gang imellem, men hvis du næsten ikke får andet at drikke, udfordrer du virkelig dit helbred på længere sigt.
Drik derfor omkring 1/3 af din kropsvægt i deciliter vand dagligt fordelt over dagen, tilfør evt. en knivspids mineralsalt (den bedste du kan finde – købt i en helsekostforretning) – og mærk forskellen i dit hoved og på din krop.

 www.betiinalarsen.com

Af Fysioterapeut og akupunktør Betiina Larsen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa