Spanien kræver fortsat Gibraltar tilbage

– og hævder samtidig at have ret til Ceuta og Melilla

Spaniens udenrigsminister, Miguel Ángel Moratinos, har været på officielt besøg på Gibraltar, det første af slagsen i mere end 300 år. Besøget har atter rejst den så ofte tilbagevendende debat om, hvordan Spanien kan få Gibraltar tilbage.

Da udenrigsminister Miguel Ángel Moratinos en dag i slutningen juli besøgte Gibraltar, var det over 300 år siden, en spansk minister sidst havde aflagt den britiske enklave et officielt besøg.
Umiddelbart synes hele affæren at høre hjemme i småtingsafdelingen, men Moratinos’ besøg skabte oprørte vande og konservative kredse hentydede ligefrem, at udenrigsministeren var en landsforræder, og det, i disse tider hvor en ny spansk national stolthed blomstrer, er en hård beskyldning.
Gibraltar er således et af de mest ømtålelige emner i dette land. Næsten overalt møder man den samme stoiske holdning – Gibraltar er vores. Det er måske forståeligt, da det ville svare til, at Tyskland sad på Skagen. Det er en torn i øjet, men mens sagen i høj grad handler om stolthed, drejer den sig også om forsvar og økonomi. Det naturlige spørgsmål er dog, at hvis Spanien skulle have Gibraltar tilbage, skulle landet så ikke give de to enklaver Ceuta og Melilla til Marokko? Absolut ikke, mener Spanien.

300 års klager
Spanien har villet have Gibraltar tilbage, lige siden Diego de Salinas og hans tropper i 1704 overgav sig, og Utrecht-traktaten i 1713 gav Storbritannien herredømmet over klippen.
Man har forsøgt sig med en håndfuld belejringer, en klage til FN i 1960, der gik lige så uhørt, som havde Danmark forlangt Jomfruøerne tilbage, og beklagelser over alt fra prinsesse Annes til atomvåbenbærende undervandsbådes besøg.
Hitler havde ligefrem en plan, hvormed han ville hjælpe Francos Spanien med at overtage Gibraltar, mens briterne var optaget andetsteds. Denne alliance blev dog Franco for meget, og han trak sig i sidste øjeblik.
I 1969 lukkede han i arrigskab grænsen, og ville man til Gibraltar måtte man sejle over i ly af nattens mulm og mørke eller flyve via London. Den efterfølgende, demokratiske regering tog en mere diplomatisk stilling, som i 1980 førte til Lissabon-aftalen, der bl.a. skulle føre til genåbning af grænsen. Det blev dog udsat, eftersom Spanien blev forbandede på Storbritannien, fordi man brugte klippens militære installationer i forbindelse med krigen om Falklandsøerne. Grænsen blev endelig åbnet i 1982.
Spanien har tidligere brugt sit medlemskab af NATO til at argumentere, at basen på Gibraltar tilhører alliancen, men den køber Storbritannien ikke, og den spanske regering nægtede en periode at lade flåden deltage i de samme øvelser som den britiske.
Som tiden er gået, er det blevet sværere og sværere for Spanien at argumentere for sin ret til klippen, og hvis Gibraltar-boerne selv skal have noget at sige om sagen, hvilket de skal, skifter skødet ikke navn i en overskuelig fremtid. Indbyggerne – der er ca. 30.000 af dem – stemte i 2002 om, hvad de selv ønskede skulle være deres og den lille halvøs fremtid, og 99 procent stemte ja til fortsat at være en del af det britiske kongerige, med en bunke autonome rettigheder.
De stemte dermed også nej til fælles spansk-britisk herredømme, som den britiske regering havde indvilliget i.

Treparts diskussioner
Et treparts forum, bestående af Spanien, Storbritannien og Gibraltar, blev nedsat i 2006, og siden har man mødtes i Granada og London for at løse nogle af de knuder, der kan opstå, når man har et stykke territorium på et andet lands kontinent.
En af konflikterne drejer sig om vandene ud for halvøen. Storbritannien hævder, at området på op til tre sømil fra klippen er deres, mens Spanien lægger krav på de samme vande. I maj rejste bølgerne sig her, da Europakommissionen på Madrids anmodning erklærede noget af dette areal for fredet område – under spansk beskyttelse. Gibraltar ankede sagen, med begrundelsen at afgørelsen gik imod internationale love, men blev afvist.
Peter Caruana, den lokale regeringsleder, har ikke hjulpet situationen, da han få uger før Moratinos’ besøg offentligt påmindede lokale fiskere om, at på trods af EU’s beslutning havde den spanske kystvagt ingen jurisdiktion i vandende og derfor ikke ret til at antaste både der.

Ud rejste Moratinos
Miguel Ángel Moratinos’ besøg var på grund af Caruana tvivlsom til sidste øjeblik, men regeringen besluttede trods alt at se pragmatisk på tingene og sendte den 21. juli ministeren over landingsbanen til den britiske koloni.
Det var mange spaniere for meget.
Udover førnævnte kritik af ministeren opgravede man også en gammel sag om José Luis Zapatero, hvor han under et besøg i Marokko poserede ved et kort, som integrerede de to spanske enklaver i det nordafrikanske land.

Ceuta og Mellila, og så var der Persille
Hvis Spanien er så opsat på at få Gibraltar tilbage, skulle man så ikke være indstillet på at overdrage Ceuta og Melilla til Marokko? Samme spørgsmål gælder Perejil, Persille-øen, der fik et dot på atlaset, da en marokkansk soldat for nogle år siden plantede sit lands flag på den ubeboede ø, hvor nogle geder græsser iblandt, hvilket førte til en seriøs krise i forholdet mellem Spanien og Marokko. Som nævnt er svaret fra spansk side et klart nej.
Forskellen er, mener Spanien, at Ceuta er en del af de erobringer, Portugal foretog i 1415, og som Spanien arvede fra nabolandet efter en union i 1580. Melilla, 500 kilometer fra det spanske fastland, kom under spansk flag i slutningen af det 15. århundrede, da det katolske kongepar samtidig som Columbus sejlede vestpå gav andre beføjelser til at udvide kongeriget mod syd. Fra disse store erobringer er der de to enklaver tilbage, som i dag ikke anses som kolonier, men integrerede dele af Spanien, og det fra en tid, hvor Marokko slet ikke eksisterede som egentligt land.
Marokko har dog svært ved at se forskellen og gør officielt krav på de to enklaver, som er lige så store torne i øjnene på marokkanerne, som Gibraltar er det på spanierne.
Spanien har aldrig indgået forhandlinger med Marokko om dette emne.
Diskussionerne mellem den spanske udenrigsminister, Peter Caruana og Storbritanniens udenrigsminister, David Miliband, drejede sig heller ikke om, hvem territoriet bør tilhøre, men om praktiske ting som kontrol over økonomiske aktiviteter, miljø og koordineret bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Man diskuterede desuden tosproget undervisning i skolerne. Spaniens håb er, at en større forståelse for det spanske sprog og den spanske stat som helhed, med tiden vil gøre befolkningen mere imødekommende over for tanken om spansk suverænitet.
”Der skal ikke være nogen tvivl om, at Spanien stadig kræver krav Gibraltar tilbage,” gentog Miguel Ángel Moratinos dog under sit besøg, og som Caruana under Moratinos’ tale til pressen på The Rock Hotel oversatte for Miliband: ”Gibraltar is Spain.”

”Moratinos er den første udenrigsminister i menneskehedens historie, der aflægger et officielt besøg i sit eget land,” Mariano Rajoy, citeret i El País.

”Den nuværende regering har ikke flyttet sig én eneste millimeter i spørgsmålet om suverænitet over Gibraltar, mens den tidligere PP-regering støttede en plan om fælles herredømme,” Miguel Ángel Moratinos, citeret i El Mundo.

”Dette er endnu en bananskral, som Spanien smider for fødderne af forhandlingsprocessen,” Peter Caruana om Spaniens krav på vandene ud for Gibraltar i Time.