Stop brokkeriet!

– opfordrer Judith, og hentyder til de evindelige klager over det offentlige sundhedsvæsen og al for megen snak om elendighed. “Når vi vil have lov til at blive så gamle, som vi gør i dag, må vi også acceptere, at der skal repareres lidt hist og her.”

Og Judith Bjertrup ved, hvad hun taler om. Selv er hun netop blevet erklæret kræftfri efter fire et halvt års kamp mod cancer, og hjælper nu sin mand igennem følgevirkningerne af kemoterapi mod kræft i maven.

Judith og René Bjertrup købte hus i Spanien i 1989, og flyttede fast her til tre år senere. “Da jeg giftede mig med René, vidste jeg, at vi ville komme til at bo i udlandet, men jeg ville blive i Danmark, indtil børnene havde afsluttet deres skolegang. Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg taget dem med til udlandet allerede den gang, så de kunne få en uddannelse i et internationalt miljø”, siger Judith, der har været glad for at bo i Spanien lige fra den første dag. “Jeg føler mig tryg, Fuengirola er min by, her hører jeg til. Jeg er et meget socialt menneske, og kan godt lide, at man hilser på hinanden på gaden.

Judith var knap 50, da parret rev teltpælene op i Hamburg, hvor de havde boet i to år, for at starte en ny tilværelse på Costa del Sol. “René havde solgt sit firma, så vi begyndte at nyde vort otium. Vi var friske og raske. Ja, sådan er det jo; man tror jo aldrig, man bliver syg… Vores sygeforsikring var blevet for dyr, så den sagde vi op. For ca. 10 år siden fik min mand nogle problemer med hjertet, og i 2003 fik han en invaliditetserklæring fra Sikringsstyrelsen i Danmark, hvorefter han blev optaget i den offentlige spanske sygesikring, Seguridad Social, på en model E-121. Jeg var automatisk inkluderet som hans hustru.”

Parret fortsatte den aktive tilværelse med masser af aktiviteter og en stor vennekreds. Renés hjerte opførte sig fint med den medicin, han fik, så der var ingen grund til bekymring.

Onkologi, epo og tac-scanninger
… ord, der med et trylleslag kan blive en del af dagligdagen.
“Jeg har i mange år fået lavet en årlig gynækologisk undersøgelse, og det fik jeg også i januar 2005. Ultralydscanning og undersøgelse viste, at alt var, som det skulle være. Kort tid efter begyndte min mave at vokse, jeg kunne ikke lukke mine bukser og René smådrillede mig med, at jeg var ved at blive for tyk. Da jeg så også begyndte at få åndedrætsbesvær på golfbanen, gik jeg til min Seguridad Social-læge, som straks sendte mig videre til undersøgelse på en klinik i Málaga. Det var d. 16. marts 2005. Selvom jeg taler en del spansk, tog jeg en spansktalende dansk veninde med for at være sikker på at få det hele med. Jeg blev indlagt på universitetshospitalet, Clínico, i Málaga dagen efter. Gennemgik en lang række undersøgelser, og d. 31. marts fjernede de en 15 x 20 cm stor svulst fra min ene æggestok.”

“Om jeg er vred på min gynækolog, fordi hun ikke opdagede svulsten? Selvfølgelig er jeg det, men det ændrer jo ikke noget, og jeg har ikke henvendt mig til hende igen. Faktum er, at hun ikke opdagede svulsten, som man på hospitalet sagde, at jeg havde haft i mange år.”

Efter operationen var Judith meget dårlig, og måtte blive på hospitalet helt frem til d. 5. maj.
“Det er selvfølgelig aldrig rart at være indlagt, men selvom Clínico er temmelig nedslidt, er der meget rent – ja, vi fik faktisk rent sengetøj på 1-2 gange dagligt. Jeg lå på en to-sengsstue, og det tilhørende badeværelse blev udelukkende benyttet af den anden patient og jeg. Vi fik tre gode måltider om dagen, og personalet tog sig god tid til at pleje os. Stuegang var der hver dag, og idet lægen ikke talte meget engelsk, kommunikerede vi på spansk med hjælp fra min ordbog. Der var tilbud om tolk et par gange eller tre om ugen – og bad jeg ikke om hjælp til oversættelse, ja så henvendte de sig for at sikre sig, at jeg ikke holdt evt. spørgsmål tilbage pga. nervøsitet eller fordi jeg ikke ville være til besvær. De gjorde virkelig meget ud af det, og jeg blev godt informeret, fx om hvorfor de havde fjernet begge æggestokke og livmoderen. De fortalte mig også, at svulsten var sprunget under operationen, og at der derfor var risiko for, at væsken med kræftceller kunne sprede sig som små metastaser til bughinden. Derfor skulle jeg have kemo.”

Men inden hun kommer i gang med kemoterapien, bliver Judith dårlig igen. D. 4. juli undersøges hun på onkologisk afdeling på Clínico, og en tac-scanning fortæller, at hun har kræft.

“Dr. Alonso Lorenzo beklager, at der er gået så lang tid med at stille diagnosen, og lover mig, at han vil være min læge fremover. Og det løfte har han holdt. Med undtagelse af to gange har han været der hver eneste gang i fire år. Det føles meget trygt, at det er den samme læge, der følger én hele vejen igennem forløbet, og dejligt at man ikke skal starte forfra med at forklare hver gang – det orker man bare ikke i sådan en situation. Undervejs har jeg fået alt på skrift, og det er også en stor tryghed. At der gik et par måneder fra jeg kom hjem og til jeg begyndte på kemo er mest min egen skyld. Mit spanske rakte ikke til at insistere, og måske magtede jeg ikke mere lige på det tidspunkt.

“Hormontabletter mod overgangsalder – jeg tror, de gav mig kræft. Reelt er de ikke vanedannede, men jeg blev alligevel afhængig af dem, og tog dem i 11 år. Jeg tager dem selvfølgelig ikke mere, men jeg savner dem.”

Judith fik kemo hver tredje uge, hvis blodprøve´n viste, at de kunne lade sig gøre. Hun tabte alt håret allerede efter 2. gang.

“Jeg købte en paryk, og led i sommervarmen. Men det værste var, at jeg blev så dårlig af kemo, og flere gange måtte vi køre forgæves, da mine blodtal var for ringe til at gennemføre terapien. Jeg fik blod, og injektioner med noget, jeg troede, var jerntilskud. Under en kort tur til Danmark i oktober for at hilse et nyt barnebarn velkommen til verden, konsulterede jeg en dansk læge for at få ham til at give mig den medbragte sprøjte. Jeg blev meget overrasket, da han fortalte, det ikke var jern, men epo de gav mig. Det var jo noget, jeg kente fra Tour de France… Lægen fortalte mig, at man først skulle til at påbegynde behandlingen af kræftpatienter med epo i Danmark – så også her er vi foran i Spanien. Epo’en hjap meget, og jeg nåede at få 5 x kemo, den sidste blev aflyst, da jeg ikke kunne tåle mere. Jeg følte, at jeg var ved at dø af kemo’en, og satte mig ned på gulvet og græd – fik jeg den ikke, ville jeg også dø, tænkte jeg.
På hospitalet forsikrede de mig, at de altid havde en seng til mig, hvis jeg havde brug for det. Jo, det har været meget skidt, men også godt…”, husker Judith, der tac-scannes igen den 12/1-06 og præsenteres for et fint svar allerede d. 19/1-06, om at alt ser fint ud. I det første år blev under undersøgt hver 3. måned.

“Lægerne siger aldrig, nu er du rask, men de siger, at de vil gøre alt for mig. Og det, føler jeg, de gør.”
Judith Bjertrup blev ønsket tillykke med 4 år uden tilbagefald i juni i år. Hun skal undersøges igen til februar, og herefter en gang om året.

Fra privat til offentlig
Sidste år reagerede Judiths mand, René, på en annonce fra Cogesa, der tilbød en Caser-sygeforsikring uden helbredsundersøgelse, uden aldersbegrænsning og uden karenstid – og trods hans kones gode erfaringer i det offentlige system, tegnede han er forsikring.

Ægteparret Bjertrup havde netop været i Danmark for at begrave Judiths mor, da René fik stærke mavesmerter, og følte en underlig mæthedsfornemmelse. Med sit forsikringskort i hånden blev han kørt til privathospitalet Xanit i Benalmádena. Han fik fjernet en svulst på tarmen dagen efter (d. 18/8-08), og blev operet igen to dage senere, da det viste sig, at det alligevel var nødvendigt at lave en stomi.

“Vi var meget tilfredse med lægerne på Xanit, men plejepersonalet var helt katastrofalt dårligt. Jeg tvivler på, at de, der skulle forestille at være sygeplejersker, overhovedet havde en uddannelse. Min mand havde det meget skidt efter operationen, og stomiposen var svær at montere. Sådan er det jo, når man lige er opereret, men sygeplejerskerne var totalt handlingslammede, og René måtte ringe til mig midt og natten, fordi han lå i sin egen afføring – og ingen ville hjælpe. Jeg var rasende. En anden dag skulle en sygeplejerske skifte stomiposen, og da hun stod overfor min syge mand og fik brækfornemmelser, flippede jeg helt ud. De trak bare på skuldrene…
Jeg var nødt til at være der hele tiden, og i øvrigt selv lave mad til ham. René tabte sig voldsomt, og var meget dehydreret, og den elendige kost, de serverede på privathospitalet, gjorde det i hvert fald ikke bedre. Maden på offentlige Clínico, hvor jeg selv var indlagt, var ikke ligefrem i gourmetklassen, og måske heller ikke 100% godt hver dag, men omvendt var det heller ikke dårligt hver dag.”

“Vi havde ikke læst det med småt”

René lå på Xanit i to måneder, og da han skulle i gang med kemoterapien, fortalte en af hospitalets tolke, at forsikringen ikke længere ville betale, og at han skulle ud derfra.

“Vi havde ikke fået læst forsikringsbetingelsene ordentligt, og det kan vi selvfølgelig kun klantre os selv for. (Se separat box om Renés forsikring andetsteds på siden, red.)
René var for dårlig til, at jeg kunne tage ham med hjem, og idet det var sidst på dagen, foreslog personalet på Xanit, at vi lod ham blive der en sidste nat. Næste morgen blev René overflyttet til Clínico, og “mine” offentlige læger overtog behandlingen til vores fulde tilfredshed.
Overraskede blev vi, da vi modtog en regning fra Xanit for den sidste nat og de materialer, der var blevet brugt. Det virkede trods alt småligt.”

René Bjertrup blev færdig med sin kemokur i sommer, og skal gå til kontrol hver 3. måned. Hvis han er heldig, kan han slippe af med stomien igen.

“Kemoterapien har taget hårdt på os begge to. Det er jo ren gift, der sprøjtes ind i kroppen, men vi så sådan på det, at det var vores eneste mulighed for at overleve. Vi turde ikke binde af på alternative behandlingsformer.”

Man har jo ingen erfaring i at være syg
Som det fremgår af Judiths beretning, er indlæggelse på et privathospital ingen garanti for god pleje.
“Det er der heller ikke på et offentligt hospital, men i begge vore tilfælde har Clínico været fantastisk; dygtige læger, kompetent plejepersonale, høj grad af renlighed, god mad, tilstrækkelig information og overholdelse af aftaler.
At man ingen erfaring har i at være syg er selvfølgelig godt, men det er altså også lidt noget skidt, og når man er rigtig dårlig, så er det altafgørende, at man føler sig tryg – og det gjorde jeg i det offentlige spanske system. Og så er familie, venner og ikke mindst naboer vigtige og uvurderlige medspillere, når kræfthelvedet bryder løs.”

I juni 2008 tegnede René Bjertrup en Caser-sygeforsikring gennem forsikringsmægleren Cogesa, der havde et særligt tilbud til skandinaver i Spanien; sygeforsikring uden helbredsundersøgelse, aldersbegrænsning og uden karenstid. På spanske sygeforsikringer er der normalt en karenstid på 1 år, der kræves sædvanligvis helbredsundersøgelse, og det er svært at finde et selskab, der optager personer over 65 år. Altså var det et godt tilbud.
Hvad René ikke havde læst var, at Caser-forsikringen aldrig dækker ved kræftsygdomme, idet sygdommen ikke opstår akut – og man vurderede, at den cancer, René blev opereret for i august, allerede var der i juni, da han tegnede forsikringen.
I flg. Cogesa-medarbejder Karin Ingerström dækkede forsikringen Renés operationer, indlæggelse, medicin og andre materialer indtil det tidspunkt, hvor kræften var diagnosticeret.