Dyreunger i Fuengirola Zoo

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

alt

Selvom Fuengirola Zoo ikke hører til de største, er parken stadig blandt de førende, hvad angår dyrs levevilkår, naturlige omgivelser og formering. Parken er involveret i ikke mindre end 35 europæiske avlsprogrammer for truede dyrearter og har haft succes med avl af dyrearter, der normalt er svære at få til at formere sig i fangenskab.
Inden for de seneste år er der kommet unger som tiger, leopard, orangutang, chimpanse, dværgflodhest, gibbon, lemur, surikat, dværghjort, asiatisk dværg odder, flyvende hund, gekkoer og flere vandskildpadder bl.a. asiatisk kæmpe skildpadde til verden.

alt

Dværgflodhest (Hexaprotodon liberiensis)
Den 19. december 2008 kl. 10.15 fødte Liberia, en dværgflodhest, en datter på blot 5 kg.
Det er tredje gang, der er kommet en lille ny dværgflodhest til verden i Fuengirola Zoo.
Dværgflodhesten kommer fra Vestafrika og lever alene, i modsætning til sin enorme slægtning, den almindelige flodhest, der lever i store flokke. Sjældent ses de i par eller endnu sjældnere med en unge. Den kan blive op til 2 meter lang og 80 cm høj, vægten på en udvokset dværgflodhest er omkring 250 kg. Hunnen er kønsmoden, når hun er 4-5 år, gammel og når hun har fået en unge, går der 2 år før hun kan blive drægtig igen.
Dværgflodhesten er alvorligt udryddelsestruet, primært pga. ødelæggelse af dens levesteder i naturen.

alt

Ringhalet Lemur (Lemur Catta)
I år er der kommet 3 nye ringhalede lemurer til verden i Fuengirola Zoo. Den første valgte at gøre sin entré midt i åbningstiden til publikums store overraskelse. De sidste 2 unger er tvillinger.
Den ringhalede lemur hører til primaterne, og de lever kun i Madagaskar sammen med tre andre arter af lemurer i Baobab-træerne.
Den genkendes nemt på sin lange sort/hvidstribede hale.
Den ringhalede lemur lever i grupper fra 6 til 30 individer, men oftest er gruppens størrelse på ca. 17 individer. Begge køn lever i gruppen, som ledes af en ældre hun.
Den ringhalede lemur er udryddelsestruet, mest fordi de sparsomme, tørre skove, som de elsker, hurtigt forsvinder.

alt

Orangutang (Pongo pygmaeus)
Mukah, en hun orangutang, der kom til Fuengirola Zoo i 2005, fødte i 2006 en søn kaldet Banggi.
Navnet orangutang betyder skovens menneske på malaysisk (orang = menneske, utan = skov), og man troede engang, at de var en slags mennesker, der godt kunne, men ikke ville tale for at undgå at blive sat i arbejde. Over 97 % af orangutangens DNA går også igen i os mennesker, og med orangutangens intelligens, mimik, krop, øjne og væremåde er det måske ikke så mærkeligt, at de engang blev betragtet som mennesker.
Orangutangen lever i regnskovene på Borneo og Sumatra og er den eneste menneskeabe i Asien. Den lever stort set hele sit liv i træerne og kommer kun sjældent ned på jorden.
Da orangutangen er alvorligt udryddelsestruet, er Banggis fødsel yderst vigtig for artens overlevelse. Der er kun ca. 45.000 vildtlevende orangutanger tilbage og håbet for deres overlevelse forsvinder minut for minut i takt med at regnskoven forsvinder.

alt

Sri Lanka Leopard (Panthera pardus kotiya)
Fuengirola Zoo er den første spanske zoo, hvor det har lykkedes at få denne udryddelsestruede leopard til at reproducere sig i fangenskab. Ungen, en lille hun, blev født i 2007 og var til stor fornøjelse for publikum i parken, når hun legede med sin mor.
I 2006 blev der kun født 6 unger i fangenskab i hele verden, og der findes i alt 63 Sri Lanka Leoparder i fangenskab, fordelt på 20 zoologiske haver i hele verden.
Sri Lanka Leoparden kommer, som dens navn hentyder til, fra Sri Lanka. Den er den mindste af de store katte. Den lever af små pattedyr, fugle og reptiler. Den kan dog nedlægge større pattedyr, så som næsten fuldvoksne bøfler, ved at snige sig ind på sit bytte, og når den er tæt nok på sætte af sted for fuld fart, vælte sit bytte omkuld og bide sig fast i halsen.
Sri Lanka Leoparden er truet pga. krybskytteri, forfølgelse og ved at dens levesteder forsvinder. På trods af disse trusler er den meget tilpasningsdygtig og er i stand til at leve tæt på bebyggede områder.

alt

Flamingo (Phoenicopteridae)
Flamingoen hører ikke til en truet dyreart, men det, der gør den så speciel, er dens graciøse bevægelser og dens lyserøde farve, den får fra de mikroskopiske krebsdyr og alger den lever af. Flamingoens næb er en blanding af en si og et filter, som den kan sortere sin føde fra vand og sand med, på samme måde som en hval.
I Spanien kan disse fugle opleves i den frie natur, hvor de yngler i kæmpestore grupper ved saltholdige søer. En flamingo får kun én unge ad gangen. Den er grå som unge, men bliver lyserød med alderen og den rette føde. Det sker også en sjælden gang, at en enkel eller et par flamingoer forvilder sig til Danmark.
Flamingoen er i familie med den storken.

alt

Fisk
I stort set alle søerne, både salt og ferskvand, i Fuengirola Zoo, er der fisk af forskellige arter. Vandets kvalitet gør det muligt for de fleste fisk at reproducere sig spontant, hvorfor fiskene kan ses i mange farver, størrelser og aldre.


alt

YoG2009 – Year of the Gorilla 2009
Flere organisationer er gået sammen om at sætte fokus på at redde gorillaerne i naturen og deres levesteder.
De store aber, især gorillaen, har altid været kilde til fascination og inspiration for mennesker. Deres nære slægtskab med mennesker gør, at de skiller sig ud fra det øvrige dyrerige. Genetiske analyser viser, at gorillaer deler 98,4 % af deres gener med mennesker. Gorillaer er intelligente og besidder selvforståelse. Desuden kan de kommunikere ved hjælp af tegn og symboler, samt bruge basale værktøjer. De giver også udtryk for følelser som glæde og vrede på samme måde som mennesker.
Gorillaer og andre store aber, som chimpanser og orangutanger, er udryddelsestruede pga. jagt, tab af levesteder, sygdomme og epidemier samt væbnede konflikter.


 

Afrikansk dans
Underholdning, musik, trommer og spektakulære afrikanske dansekoreografier er temaet hver aften i hele august måned, undtagen tirsdage, i Fuengirola Zoo.
I Afrika er trommer sjælen i skabelsen af musik og en symbolsk måde at kommunikere og fortælle historier på. Fuengirola Zoo inviterer gæsterne til at opdage historierne, der er gemt i disse spændende rytmer, og samtidig møde den magiske verden i en tropisk skov ved nattetid.

For mere information se: www.zoofuengirola.com

Af Trine Castella Nielsen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa