Hun arbejder hele tiden – og føler hun er på ferie hele tiden. Som populær influencer har Sissel fundet det helt rette sted til at underholde og orientere sine næsten 100.000 følgere på Instagram. Hendes drøm om at etablere sig på Solkysten har dybe rødder. De blomstrede for alvor, da hun for to år siden mødte en dansk pilot i Mijas.
Der har nok altid været meget fart over Sissel – både på skolebænken, som eliteløber og når flyttekasserne skulle pakkes. Hendes læreruddannelse har hun krydret med fem andre uddannelser inden for sport, positiv psykologi, behandling og kost. Som løber blev hun dansk U-23 mester på 10 km landevej. Og så har hun boet talrige steder – bl.a. i Alicante. ”Mine forældre flyttede til Costa Blanca, og jeg ville med. I et par år pendlede jeg frem og tilbage grundet uddannelse og job. Men selv da jeg fik et godt job i Danmark, gled tankerne hele tiden mod Spanien,” fortæller Sissel. Tankerne gled også mod Mads, som hun mødte på portalen Tinder. ”Det gik meget hurtigt. Da jeg tog af sted mod vores tredje date i Mijas, tjekkede jeg den store kuffert ind i Kastrup. Jeg ville både have Mads og Costa del Sol.”
Følges i tykt og tyndt
Sissel Nautrup Møller fik begge dele, og deler gerne sit liv med andre. For lidt over to år siden blev hun selvstændig og introducerede sig bl.a. som influencer. Det begyndte helt fra bunden og er, indtil nu, endt med næsten 100.000 følgere på Instagram og 23.000 på Facebook. ”Det er blevet min levevej, og jeg elsker det. Hver dag laver jeg mindst ti opslag på mine sociale medier og bruger timer på at besvare mine følgere,” forklarer den danske influencer. Når hun deler dagens træning, madlavning, indkøb og andre gøremål, sker det med en række samarbejdspartnere i ryggen. ”Jeg har et fast samarbejde med bl.a. en sportsbutik, et sportstøjmærke, et online supermarked for økologiske varer, en producent af kosttilskud, hydrogen rigt vand, høretelefoner og tasker. Det er produkter og brands, som jeg fuldt står inde for og fint identificeres til min livsstil,” fortæller Sissel. Både sponsorer og hendes mange følgere er med hende i tykt og tyndt. ”Der er intet filter i mine opslag. Mine triste stunder kommer også ud,” forsikrer hun. Der er ikke mange af dem, men da hun i sidste måned brækkede hoften efter et styrt på cyklen, var hun ikke glad. Men Sissel Nautrup Møller kommer stærkt tilbage – altid.

Tre gode råd
Humøret og optimismen er også altid i top. Det hjælper en række daglige ritualer hende med. Det er de små ting, der tæller. Inden Sissel kryber under dynen, bruger hun altid et lille minut til at tænke på tre gode ting, der er skert i løbet af dagen. ”Det er med til at give et sundt og positivt sind,” mener hun. Tilsvarende mener den danske influencer, at vi skal gøre alt for at være aktive. ”Det behøver ikke være ekstremt. En gåtur på stranden giver positiv energi, som får dig til at tænke klarere. Og så skal vi huske at drikke masser af vand. Alt for mange glemmer det, og vores celler har brug for det,” er de sidste ord fra Sissel Nautrup Møller, som har haft et rigtigt godt år på Solkysten. Hun er lykkelig for Mads, deres nye bolig, sit job og trives socialt. Har du lyst, er du velkommen til at følge hende på de sociale medier. Du finder hende under navnet ”sisstiss”.
Fem hurtige til Sissel
Din bedste og værste tid på Solkysten?
Det værste var marts måned i 2022. Jeg var i Alicante for at træne til VM i Duatlon. Det regnede uafbrudt, og jeg fik slet ikke trænet nok på cyklen. Den bedste tid er i år, særligt i september, hvor min kæreste og jeg overtog vores nye hus i El Coto i Mijas.
Har du en drøm?
Jeg har ikke én stor drøm, men en daglig drøm om at stå glad op og gå glad i seng. Sker det ikke, skifter jeg retning.
Din største bekymring her & nu?
Mit mindset er ikke sat til at bekymre mig for meget. Det er kun småting, der for en kort stund kan bekymre mig lidt.
Det vildeste du har prøvet?
Det var et faldskærmsudspring fra 4.500 meters højde i Irland for cirka ti år siden. Det første minut var i frit fald. Jeg husker det, som et meget langt minut.
En ting som (næsten) ingen ved om dig?
Jeg har nedsat hørelse på det ene øre, men det hjælper mig, hvis der er meget larm, når jeg skal sove. Så lægger jeg blot det ”gode” øre på hovedpuden.
Kun de færreste ved også, at jeg var overvægtig som teenager. Jeg havde i et par år en helt anden livsstil og vejede 20-25 kg mere end i dag.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001