Pradillosruten

–  en fed vandretur i det smukkeste landskab syd for Cómpeta

Denne rute er en rundtur på 11,7 km. med 300 højdemeter. Den er rimeligt krævende og ikke for de kuede. Til gengæld får men en uovertruffen naturoplevelse i det fredede område Parque Natural de las Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama, som ligger i egnen mellem Málaga og Granada provinserne. Denne naturpark er ganske uberørt og vild, og ruten er et uovertruffet tilbud til dem, der vil helt ud i naturen her midt i Andalusiens bankende hjerte.

Hvor: Cómpeta ligger i den østlige del af Málaga-provinsen (La Axarquía), ca. 15 km nord for Torrox.

Husk: Vand, madpakke og stave

Denne vandretur byder på nogle af de bedste udsigter, man kan se i Spanien, og den starter ved det tidligere landhotel Casa de la Mina, som ligger ca. 5 km. uden for Cómpeta i sydlig retning. Man finder frem til rutens start ved at man, i det sidste pas inden man kommer til Cómpeta ad vejen fra Torrox (A 7207), drejer ind til højre. Her finder man et skilt til Casa de La Mina. Skiltet står bare 5-10 m. før passet og skulle man overse det, er der en anden vej ca. 50 m. længere fremme, hvor der også er et skilt med Casa de la Mina på højre hånd. Det er ligegyldigt, hvilken af de to veje man tager – de mødes efter 1-2 km. Vejen til Casa de la Mina har en grusbelægning, og den er til tider i dårlig stand. Men man kan stadig køre på den i en almindelig bil – bare man kører langsomt.

Vejen går først igennem en slags villakvarter, samtidig med at den snor sig opad. Snart er man helt ude i naturen og passerer et pas, hvor der står borde og bænke til afbenyttelse, og hvorfra udsigten mod syd er helt enestående. Vejen forsætter herfra nedad og slår en masse sving. Men snart får man øje på den hvide bygning der rummer Casa de la Mina.

Dette dejlige landlige hotel er for det meste lukket. Det ligger simpelthen »for langt ude«, og der er ikke nok kunder til at holde det åbent. Det er virkelig en skam, for det har en dejlig beliggenhed midt i naturparken, men desværre har mange mennesker forsøgt at drive det uden held.

Lige før man når Casa de la Mina, ligger der en lille hvid bygning på venstre hånd, og vi parkerer normalt lige ved siden af den eller blot lidt længere henne ad vejen, hvor den er bred, og man kan parkere i højre side, skråt overfor indkørslen til Casa de la Mina. Her lader vi bilen stå og går ca. 100 m tilbage ad den vej, vi kom. Lige under en mast ser vi en sti, der går op til højre. Et fint skilt med påskriften ”Casa de la Mina – Pradillos” samt en varde angiver stedet. Stien stiger ca. 150 højdemeter, indtil den til sidst når op på en højderyg. Det tog os 45 min. at nå op til  højderyggen. Vi giver 8 ud af 10 point for stiens sværhed, så det er ikke en sti for sofahængere.

Fra højderyggen kan man i klart vejr se Rif-bjergene i Marokko, og det er et meget flot syn. Her på højderyggen ser man en del skilte med GR 249 – Gran Senda de Málaga, og vi skal følge disse skilte i østlig retning. Det betyder, at vi drejer til højre, når vi kommer op på højderyggen, og går ad en fin grusvej. Vejen stiger lidt, indtil den når et lille pas, og derfra går det lidt nedad. Vi følger grusvejen, indtil vi når et punkt, hvor en sti drejer af til højre – følg bare skiltene til GR 249. Der ligger en ruin, hvor stien drejer af, som hedder Cortijo María Dolores.

Stien går nu langs siden af et bjerg, og det må være en af Spaniens smukkeste stier. Udsigten over de omkringliggende bjerge er simpelthen betagende og fantastisk – man ser bjergene El Lucero og El Cisne plus flere andre toppe i Almijara-bjergkæden. Man kan også se havet i det fjerne, og da stien for det meste er jævn (der er dog et par mindre stigninger), er det en sand fornøjelse at gå her. Efter et par kilometer når man ruinen af ventaen (kroen) Los Pradillos, og det er her, vi normalt holder frokostpause.

Før der blev bygget rigtige veje, var den sti, vi nu går på, hovedfærdselsåren mellem Nerja – Frigiliana – Cómpeta og længere nordpå, og dette faktum finder jeg interessant, for det er svært at forestille sig som et moderne menneske, hvor vanskeligt det var for blot 100 år siden at færdes i disse bjerge og få varer frem til landsbyerne. Varetransport foregik på muldyrryg med en mand, der trak dyret. Muldyr kan bære en del mere end heste, så de var de foretrukne lastdyr dengang og deres maksimale kapacitet var 60 kg. – 30 kg på hver side, godt afbalanceret. Dyrets fører hedder på spansk ”arriero” og disse seje karle levede sammen med deres dyr og var helt afhængige af dem for at få til dagen og vejen. Om natten måtte de overnatte og spise på en venta – så de ikke blev overfaldet af røvere. Det var ikke et let liv. El Pradillos, hvor vi nu står, var sådan en venta hvor både mand og dyr kunne spise og sove. Det var et ret stort sted med en stor tærskeplads (era), så de må have været i stand til at dyrke hvede på terrasserne i nærheden.

Når man tænker på fortidens trængsler og den betydning disse ventaer havde, kan man ikke undgå at blive benovet og taknemmelig over udviklingens gang.

Pradillos betyder jo ”små enge”, så her har jorden været udnyttet til landbrug. Det er der dog ikke andre spor tilbage af end selve tærskepladsen. Det omkringliggende terræn er et stenet kratværk i dag.

Vi sidder normalt på tærskepladsen for at spise vores frokost og nyde udsigten, freden og roen der hersker her. Det er et helt vidunderligt sted. På vejen hertil har vi passeret ikke mindre end fire kalkovne, så stien må have spillet en vigtig rolle i transporten af kalk herfra og ud til kunderne.

Efter vores pause fortsætter vi ad stien, og inden længe passerer vi endnu en ruin. Denne gang er det ruinen af en anden venta ved navn Cándido.  Den ser lidt nyere ud end Los Pradillos og er også ret stor. Vi undrer os over, hvordan denne vej kunne give forretning nok til to ventaer så tæt på hinanden, men det viser nok bare, hvor vigtig denne færdselsåre var.

Kort efter den sidste venta kommer vi til et sted, hvor vi ser en sti, der går ned til højre. Et skilt viser, at GR 249 fortsætter ligeud, men vi skal tage stien ned til højre. Den går ret stejlt ned, så her er vandrestave et must. Stien går ned til bunden af en lille bæk, som vi lige krydser. Vi kan se, hvordan stien fortsætter mod højre på den anden side af skråningen. Det er den sti, vi skal tage.

 Det er en meget fin, velafmærket sti, og den er ok let at gå på. På et tidspunkt krydser den et brandbælte, og så går den nedad til grusvejen.

Når man når grusvejen (som i nyere tid er anlagt mellem Frigiliana og Cómpeta), drejer man til højre. Denne grusvej fører efter 4,3 km. til Casa de La Mina, hvilket indebærer 50-60 minutters rask gang. Vejen er kendt for sine utallige sving, og hver gang man tror, at man har nået sit mål, kommer der et nyt sving, og et nyt osv.

Efter 5 – 6 timer (inkl. pauser) er vi tilbage ved bilen, og vi er begejstrede over denne fantastiske vandretur. Nogle af os synes, at denne del af Spanien er lige så smuk som New Zealand. Men juryen voterer stadig…

Lad mig lige nævne, at de gamle muldyrstier stadig er de bedste vandrestier i Spanien. Det er de fordi, de er anlagt sådan, at stien ikke er mere stejl end et muldyr kan gå op ad den. De zigzagger derfor op ad bjergene på en behagelig måde. I det bjergrige Andalusien findes der heldigvis stadig masser af de gamle muldyrstier, f.eks. op til La Maroma og El Lucero.