På den anden side… Skal vi smide fløjlshandskerne?

Det er bestemt ikke passende at sammenligne Javier Milei og José María García Urbano. Argentinas meget sprælske præsident og Esteponas lige så konservative borgmester har ikke mange fællestræk – kun ét. Ingen af de to er nemlig bange for at hive plasteret af et blødende sår.

Forud for kommunalvalget i 2011 var Estepona et stort åbent blodsår. Alle tal gik i rødt, kommunens gæld oversteg de 300 millioner euro og alt relateret til vækst, investering, projekter og nye arbejdspladser lå på nulpunktet. Det eneste, der blomstrede i Estepona dengang var livet på kommunekontorerne, som flød i kontorarbejde og offentlige ansatte. José María García Urbano gik til valg på at få reduceret og effektiviseret kommunens administration samt at tiltrække nye projekter og investorer, som, indtil da, kun havde fokus på nabobyen – Marbella.

Til trods for at have meldt klart ud, gik der chokbølger gennem byen, da den nye borgmester indledte sit embede med at fyre 172 af kommunens ansatte. Det var dyrt og smertefyldt. Men lynhurtigt blev chokbølgen vendt til en bølge, som alle gerne ville ridde med på. Signalet fra det nye byråd var jo klokkeklart: Vi vil, vi kan, og vi tør. Det skaber tillid. Efter en hurtig omrokering, var der pludselig ikke mangel på arbejdskraft i kommunen. Byens tal gik i plus. Det sætte skub i byfornyelsen. Og – frem for alt – blev pessimisme vendt til optimisme. Små som store iværksættere og investorer satte kursen mod Estepona. Boligsalget, indbyggertallet og skatteindtægterne steg. Og først på sommeren blev Estepona gældfri. På blot 14 år fik García Urbano & Co. en håbløs stor gæld på 300 millioner euro ud af verden. Selv de største skeptikere må i dag nippe på hatten for Estepona. Og stærkt gældsramte kommuner som Torremolinos, Vélez-Málaga og Málaga burde blive inspireret.

I en helt anden verden – og i et helt andet størrelsesforhold – er noget tilsvarende sandsynligvis ved at ske i Argentina. Javier Milei gik i 2023 til valg på et løfte om hårde reformer, der ville gøre ondt på befolkningen. Man må sige, han har leveret. Tusinde af offentlige ansatte er blevet fyret. Ministerier er blevet nedlagt, og man har skåret i talrige velfærdsprogrammer. Det gør nas, men det har skabt balance i statsbudgettet, inflationen er faldet og den argentinske peso er blevet styrket over for dollaren. Det er noget argentinerne nu mærker i dagligdagen. Mange af Javier Mileis gale handlinger har vist sig som geniale, for troen på Argentina er genvundet. I de sidste tre kvartaler er der blevet skabt en vækst på syv procent, og der er nu overskud på de offentlige finanser. Det havde kun de færreste troet – og da slet ikke økonomerne – som efter tre årtier med økonomisk kaos nærmest havde givet op. Netop økonomerne har altid fortalt os, at vi skal være påpasselige og gå gradvist frem. I Argentina er man derimod gået hårdt til værks for at få vendt dynamikken i økonomien. Det er præcis, hvad der er sket. Det er atter dynamik i den argentinske økonomi og samfund. Fortsætter de positive takter i Argentina (og i Estepona), bliver vi nødt til at skrive de økonomiske lærebøger om. Og talrige økonomer må forstå, at det ikke altid rækker at sidde med fløjlshandsker og  forsigtigt dreje på nogle små knapper for langsomt at finjustere økonomien.

Nogle gange bliver man nødt til at være lidt brutal. Økonomi, vækst, investering og skabelsen af nye arbejdspladser er i allerhøjeste grad knyttet til begrebet tillid. Får man skabt en tillid, kan rigtig meget lade sig gøre. Det er præcis det, vi nu ser til i Argentina og Estepona.