På den anden side: Skal sundhedsvæsenet indlægges?

Det er gode tider for provinsens private hospitaler og lægehuse. Næsten årligt skyder der nye op, og dagligt tegnes der næsten 100 nye sygeforsikringer. Mere end 550.000 borgere i Málaga-provinsen har i dag en privat sygeforsikring. Det er 30 procent af befolkningen og en fordobling på blot 15 år.

Der er flere måder at tackle tallene på. Man kan se det som et udtryk for, at flere har fået større fokus på sit helbred. Og tilsvarende har fået en større købekraft, som gerne konverteres til en privat sygeforsikring. I en helt anden boldgade står dem, som søger det private, fordi de har mistet troen på det offentlige sundhedsvæsen.

Jeg har altid sagt, at skulle der ske mig noget alvorligt, vil jeg hellere på operationsbordet her end i Danmark. Jeg har altid troet på det spanske sundhedsvæsen, men det er ikke længere en blind tro. Ønsker jeg et helsetjek, bliver der taget en simpel blodprøve, som ikke går i dybden med noget som helst. Søger jeg en hudlæge, får jeg en tid et halvt år ude i fremtiden. Og hvis jeg er heldig, bruger hudspecialisten ti minutter på mig, når dagen endelig kommer. Derfor har jeg også en privat sygeforsikring i dag. Men det hvide kort fra Sanitas giver mig både tryghed og en bittersød fornemmelse i kroppen. For det burde slet ikke være nødvendigt med en privat forsikring. Med dagens skattetryk og de talrige dygtige læger, specialister og sygeplejersker vi har omkring os, burde vi have et velfungerende og offentligt sundhedsvæsen. Vi har imidlertid også talrige politikere omkring os, og det er desværre nok dér, kvaliteten halter lidt. Alt indenfor sundhedsvæsenet hører under Junta de Andalucías kompetenceområde. De fleste, som sidder til højre i parlamentet, mener at de private hospitaler og lægehuse er et plus for alle, da de aflaster det offentlige system. De yderste til venstre i salen mener derimod, man helt bør forbyde privat indblanding i en offentlig sektor. Men debatten giver ingen mening, for vi skal jo hverken aflaste eller forbyde. Vi skal forbedre. Det offentlige sygehusvæsen skal forbedres. Det er jo det, vi alle higer efter.

Siden 2004 har man tegnet og fortalt om et nyt storhospital i Málaga. Men vi har fortsat første spadestik til gode. ”Økonomien er stram,” hedder det sig, men – naturligvis – må der være nogle, som ikke gør det godt nok. EU har altid været rundhåndet overfor Spanien, når midlerne skulle fordeles. Det sker samtidig med, at de spanske myndigheder har været benhårde over for spanierne, når afgifts- og skattetaksterne skulle justeres. Over de seneste 20-25 år er Spanien gået fra at være noget nær et skatteparadis til i dag at have nogle afgifter og et skattetryk, der er oppe at snuse til gennemsnitsniveauet blandt EU-landene. Det er ikke personskatten, der er steget markant. Det er derimod firmaskatten, som er oppe på 30-35 procent. Det er den månedlige kvote som arbejdsgivere betaler i Seguridad Social for sine medarbejdere, der nu er oppe på 35-40 procent af bruttolønnen. Det er momsen, som i dag er steget til 21 procent på stadig flere varer. Og så er det alle typer bøder. Vi får i dag en bøde på 100 euro, hvis vi blot kører 8 km/t for hurtigt på en hvilken som helst type vej. Pengene bliver flået op af lommerne på os. Og tilsvarende skal vi til lommerne, hvis vi vil have en ordentlig sygeforsikring, for den offentlige sygesikring er ikke længere tilstrækkelig. Det er trist – men sandt. Set over de sidste 20-25 år er ventelisterne blot blevet længere i takt med at skatterne er steget. Og intet tyder på, det bliver bedre. Tværtimod har vi kun set toppen af isbjerget. Historien gentages nemlig på uddannelsesfronten, hvor bl.a. to nye store universiteter er under opførelse i Málaga-provinsen. Det er helt fint med mig, blot det ikke sker med en forklaring på, at det er for at aflaste de offentlige universiteter, (- som desværre også er ved at tabe pusten). Junta de Andalucías universiteter skal være de bedste – så gode at det slet ikke burde være nødvendigt med private universitet. Den vej rundt vinder hele samfundet på den lange bane. Sådan er det desværre bare ikke. De vigtigste offentlige sektorer – uddannelse og sundhed – får det værre og værre. Det er lige til en indlæggelse.