På den anden side... Kan Mutter Europa erstattes?

”Tyskerne kommer” – og tak for det !

Havde jeg sagt sådan for 80 år siden, havde det været en usmagelig joke. I dag er det lige omvendt. Skal der ryddet op, organiseres og investeres – så er tyskerne i dag mere end velkomne. Det kan Angela Merkel tage en stor del af æren for.

Efter 16 år som forbundskansler, og et menneskelangt liv i politik, er 67-årige Angela Merkel nu gået på pension. Det er ikke så overraskende. Det er derimod overraskende at se, hvordan flere af hendes største kritikere allerede nu begynder at savne hende.

I min optik er det en af nyere tids største statsledere, der har trukket sig. Et kvindfolk uden sidestykke, der har gjort mere end nogen anden for EU – og Spanien! Hendes indsat er alt for ofte blevet overskygget af pressens billige kritik og nogle enkelte fodfejl, som alle begår her i livet – selv den mest korrekte forbundskansler. Fodfejl og billig kritik bliver der ikke plads til her. Her bruges spaltepladsen til rene ord om en statsleder, der altid har holdt sin sti ren og haft helt på det rene, hvor hun, Tyskland og Europa skulle hen.

Angela Merkel har to egenskaber, som desværre er blevet en mangelvare blandt mange af tidens politikere. Hun forstår kompromisets kunst, og hun forstår at tage ansvar. Helt misvisende er hun – særligt i spanske medier – ofte blevet fremstillet som den benhårde, kalkulerende og højreorienterede politiker. Lad os udskifte de to første begreber med ambitiøs og økonomisk ansvarlighed og så slå fast, at Merkel var leder af midterpartiet CDU – gentager: midterpartiet. Og det var netop fra midten, hun på fornemmeste vis fik samlet tropperne – både i Tyskland og i EU. Det kan umuligt have været en let opgave, for på intet tidspunkt opnåede hun absolut flertal i hjemlandet. Endnu vanskeligere må det have været i et stadigt mere splittet EU.

I netop EU har Angela Merkel vist sine evner og sit sande jeg. For præcis ti år siden, midt under finanskrisen, da Spanien og Italien balancerede på grænsen til en bankerot, og de første tanker om en engelsk Brexit-afstemning begyndte at tage form, hankede hun op i franskmændene og fik Europa tilbage på sporet – både moralsk og via de økonomiske hjælpepakker, der kort efter blev aktiveret. Det var mesterligt gjort. Og mesterværket gentog hun sidste år, da Merkel tog sin del af læsset for at få samtlige medlemslande til at godkende de nok så omtalte Covid-19 hjælpepakker som, ikke mindst, kommer Middelhavslandene til gode. Igen-igen viste Merkel sit store EU-hjerte, sin sympati for medlemslandene i syd og at hun om nogen har forstået vigtigheden af at løfte samlet i flok.

Angela Merkel ved, at med gode partnere kan én plus én blive til tre. Og hun ved, at skal den store tyske bil- og hårde hvidevare-industri vækste og skabe nye arbejdspladser, skal de sydeuropæiske familier være økonomisk i stand til at kunne aftage.

Merkels baggrund er interessant – ikke mindst for dagens yngre europæere. Hun er nemlig østtysker og har mærket på egen krop, hvordan det var at bo i et splittet Europa. Hun har set fordelene ved at nedbryde grænser og set, hvordan man ved samarbejde kan nå nye højder. Angela Merkel har nemlig ikke glemt, at for blot 35 år siden var der varemangel og nogle så beskedne levevilkår, at vi næsten kan snakke om fattigdom, i halvdelen af Europa. I dag er det hele forvandlet til en samlet og velfungerende enhed.
EU er nået langt – på meget kort tid.

Og Angela Merkel kan tage sin (meget) store del af æren. Hun er en ægte Mutter Europa. Hun bliver svær at erstatte.