På den anden side... Er demokratiet blevet udemokratisk?

Det spanske regering hænger i en tynd tråd – og har, dybest set, gjort det siden valgresultatet forelå sent på aftenen den 10. november 2019. Derfor spøger et nyvalg konstant i kulissen.

Det samme er status for regionalregeringen i Andalusien, som også sidder på et spinkelt mandat. Derfor er der også her seriøs fare et valg i utide. Andalusien er langtfra et enestående eksempel. Spanien er præget af politisk ustabilitet – fra top til tå. Og det er en skam – for alle!

Jeg har skrevet det før og mener fortsat, at Spanien er et land med et kæmpe uudnyttet potentiale.

At tjenerne på en strandbar kan være halvsløve, og at elektrikeren kommer tre kvarter for sent, er slet ikke retningsvisende for det generelle billede af dagens Spanien. Kommer du først ind under huden på spanierne, finder du et folkefærd, der higer efter at komme i arbejde. Og tager du med på nogle af de store iværksættermesser (der har nyligt været afviklet en i Málagas kongrescenter) møder du en viden og en gejst, der får dig til at føle dig som en gammel mand. Spanierne kan og vil gerne, men naturligvis skal retningslinjerne ovenfra udstikkes ordentligt – og det er her, landet halter.

Man kan sætte spørgsmålstegn ved kvaliteten af dagens politikere, MEN dem der nu engang er, får knap en chance. Ingen regering får i dag arbejdsro og muligheden for at søsætte nogle store bæredygtige projekter. Alt går op i diskussioner, kompromisser og et taktisk politisk spil, hvor alle kigger indenad frem for på landets generelle interesser. Det er trættende at følge – og spild af dyrebar tid.   

Man kan komme til et punkt, hvor man spørger sig selv om det er vores demokratiske system, der er noget galt med? – Her tænker jeg på hele Europa, for det er jo absolut ikke kun Spanien, der er præget af svage regeringer og lav valgdeltagelse.

Præcis som i Spanien, skal svage mindretalsregeringer ud og ”fiske” efter altafgørende mandater, for at få et lovforslag gennemført. I praksis betyder det, at den spanske regering er i lommerne på de catalanske og baskiske nationalistpartier, som inderst inde helst vil være fri for spanierne – særligt de førstnævnte. Lyder det fornuftigt og retfærdigt? Nej – men sådan er demokratiet. Tilsvarende betyder det, at regeringen flere gange har været ude at ae de gamle ETA sympatisører i partiet Bildu på kinden, som ved flere afstemninger har vist sig at være den berømte tunge på vægtskålen. Er det fornuftigt og retfærdigt? Nej – men sådan er demokratiet. Og sådan kunne vi blive ved, og ved..  

I Brasilien – og andre sydamerikanske lande – har man derimod taget skeen i den anden hånd. Du læste rigtigt…Brasilien.

Jeg ved, det lyder helt gak at fremhæve et land, som ikke har de store demokratiske traditioner, MEN for nogle årtier siden indførte landet et nyt valgsystem, der virkelig giver stof til eftertanke. Det var takket være dette valgsystem, regeringen i 00’erne fik gennemført en række hidtil uset store reformer, der rent økonomisk og socialt skabte nogle forbedringer, man ikke tidligere har set.

Valgsystemet er bygget op omkring to valgrunder. Ved første valgrunde har alle mulighed for at stille op. Kun de to partier, der opnår flest stemmer, kommer videre til den afgørende runde. Inden anden valgrunde har de to partier mulighed for at danne alliancer eller søge støtte fra de mange partier, der ikke kom videre fra første valgrunde. Efter en kort valgkamp gennemføres anden valgrunde, og det vindende parti sidder derefter på den politiske magt i fire år. Regeringen kan hverken gennemføre radikale ændringer af landets forfatning eller bryde de omfattende internationale samhandelsaftaler uden enten et bredt politisk flertal eller en folkeafstemning. Men regeringen har frie hænder til at få gennemført alle de reformer, tiltag, love og dekreter, de har i tankerne. De får, men andre ord, arbejdsro og muligheden for at vise, om de dur til noget. Og projekterne får den tid, der er nødvendig for at se, om de giver det ønskede resultat.

Fire år senere falder dommen – så skal der udskrives valg. 

Der er yderst sjældent vi retter blikket mod Sydamerika for at lade os belære. Men måske har det sin berettigelse i netop dette tilfælde?

Alt skal altid fornyes og holdes ved lige – også demokratiet.