Hestene og hestevognskørslen fik sidste måned stor omtaleløb i de lokale spanske medier. Efter flere års debat blev den gamle turistattraktion nemlig forbudt i Málaga. Myndighederne havde imidlertid ikke tænkt over, hvad der derefter skulle ske med hestene. 16 af de knap 50 heste, der for blot et par måneder siden trak turisterne rundt i Málagas gamle by, står i dag i stald hos Signe Froslee. Da det kom frem, at hestene enten skulle slagtes eller videresælges til hestevognskørsel i Ronda og Sevilla, trådte den danske dyreelsker i karakter. Det er ikke første gang, det sker. Signe Froslee har på én og samme tid en spændende, imponerende og skræmmende historie.
Signe Froslee er 43 år. Til trods for sin unge alder har hun prøvet mere end de fleste kommer at prøve i hele sit liv – på godt og ondt. Hendes seks børn, hendes mange heste og drømmen om at skabe et hestecenter er kernen i hendes liv. De første frø blev sået først på året og begynder nu at blomstre. De blomstrer på landstedet Cortijo San Antonio lidt uden for Antequera.

Dansk hestecenter i Antequera
Det er en smuk tur på en lille times kørsel fra kysten. Og der er masser af håb for, at historien om et dansk ridecenter om nogle år bliver lige så smuk. Med hele sin sjæl, sine sparepenge og et banklån er den danske ridepige i fuld gang med at renovere sin gård, skabe sit hestecenter og nye levevej. “Jeg overtog landstedet i april, efter at det havde stået tomt og efterladt i næsten ti år. Projektet har en lang horisont, for alt skal sættes i stand fra bunden, men jeg har en drøm, som skal fuldføres,” kommer det ordfast fra Signe Froslee. Hendes drøm går på at få opbygget sin bolig, sit hestecenter og et rescue center for heste på samme gård. Banken tror på hende og talrige sponsorer og private støtter hendes “A Better Life 4 Horses” projekt. Signe selv har næsten altid erhvervet sig via rideskole, at tilride heste som agent ved hestehandler og handel af rideudstyr. Sådan bliver det også fremover, men i helt nye rammer. Stærkt støttet af sine to døtre og kæreste arbejdes der i noget nær døgndrift på at få Cortijo San Antonio op at stå – og give hestene et godt liv. Signe Froslee forsikrer, at de 16 heste, hun har adopteret fra Málagas gadekørsel, er faldet godt til. Det var alle godt ernæret ved deres ankomst, men havde synlige tegn på fysisk og psykisk misbrug. “Hestene havde store slidsår på kroppen og i ansigtet af sadeltøjet. Deres sko var nedslidte, de var svajryggede og deres gang på bagbenene er helt forkert som følge af trækket fra vognene. Det har været ulideligt for dem, at stå og gå hele dagen på asfalt,” fortæller Signe, som også blev chokeret over at se hestenes gamle stalde. “Flere af deres bokse var så små, at de ikke engang kunne lægge sig ned for at sove.” Takket være “A Better Life 4 Horses” og private sponsorer, har de 16 heste nu et helt andet liv. De ældste skal blot nyde deres sidste år på Signes gård, mens de yngre vil blive trænet til ridning med børn. “Jeg tror på en holdningsændring og på bedre forhold for heste og dyr i fremtiden. Der er en generationskløft, som heldigvis bliver mindre og mindre. Sagen om hestekørslen i Málaga har fået massiv omtale, som er vigtig for dyrene og os dyrevenner.” Massiv presseomtale kom der også på Signe Froslee og hendes seks børn, som for en håndfuld år siden endte i et rent mareridt.

Tre måneder i helvede
Casper Rieper-Holm blev efterlyst i Danmark for grov svindel og seksuelle overgreb. Det vidste Signe ikke noget om, da hun blev kontaktet af en venlig herre med relation til det flyttefirma, hun havde bestilt en flytning hos. På det tidspunkt boede Signe og hendes seks børn i Benalmádena. Da han kom indenfor, skiftede han fuldstændig karakter og låste med vold Signe og børnene inde i huset. “Vi blev holdt som gidsler i tre måneder og blev udsat for vold af værste karakter. Han tvang alle koder ud af mig til at tømme mine bankkonti og solgte alt, hvad jeg havde af værdi i huset,” fortæller Signe Froslee. I et uopmærksomt øjeblik får Casper Rieper-Holm en dag ikke lukket en dør ordenligt, så Signe og hendes børn kan flygte. “Vi løb så hurtigt vi kunne ned mod kystvejen. Da vi kun havde undertøj på, ingen sko og skreg af skræk, kunne folk godt regne ud, der var noget rivende galt,” fortæller hun. Der blev slået alarm og en jagt på Casper Rieper-Holm blev sat i gang. Han fik otte års fængsel for sin forbrydelse, som han i dag afsoner i fængslet i Alhaurín de la Torre. Signe Froslee har fortalt sin historie flere gange – bl.a. til et dokumentar på DR. “Det nytter ikke noget at skjule sig, for alle skal advares mod den mand, som om nogle år atter kommer på fri fod. Både jeg og mine børn har naturligvis været stærkt medtaget og fået nogle ar på sjælen, men sammen har vi kæmpet os videre.” Signe er lykkelig for hjælpen fra de spanske myndigheder og fra den veninde, som en dag inviterede hende med ud på sin gård. “Den dag fik jeg lyst til at ride og lyst til at leve igen,” husker den danske ridepige, som skulle starte helt forfra – både følelsesmæssigt og økonomisk. Hun tog fat på det, hun er bedst til; tilride heste, assistere ved salg og give ridetimer. Signes børn er også kommet godt videre i livet. To er i dag i militæret i Danmark, én studerer i Odense, én bor og arbejder i Mijas mens to af hendes piger bor på gården i Antequera.

Seks børn i en autocamper
De er på én og samme tid spredt og samlet. Mere samlet end nogensinde var de for lidt over ti år siden, da Signe startede autocamperen og satte kursen mod Spanien. Hun havde et godt liv i Odense, men det var ikke fuldendt. Hun klarede sig godt som springrytter, ved at opride heste og via sin salgsstand, hvor hun med succes købte og solgte heste. Hendes børn trivedes og hun var kommet smertefrit igennem en skilsmisse. “Min exmand havde det fint med, at vi tog afsted, blot han kunne komme på besøg, når han havde lyst. Så jeg solgte alt, hvad jeg havde, købte en autocamper og satte kursen mod Spanien. Jeg havde lyst til noget nyt – noget helt nyt,” fortæller Signe Froslee. Hun tilstår gerne, at det ikke er helt normalt at sætte sig bag rattet med seks børn på mellem tre og femten år for at sætte kursen mod en uvis fremtid. Men Signe forklarer sig med, at hun ikke har den stopklods i sig, der siger; det kan man ikke. Bare det føles rigtigt. I dag føles det rigtigt for den danske ridepige at være på Cortijo San Antonio – og hun føler sig sikker. Alt på hendes landsted dufter af natur og idyl, men stedet er stærkt overvåget. Signe Froslee lever under nationalpolitiets særlige beskyttelsesprogram for voldsofre. Drømmen om et godt og frit liv lever på Cortijo San Antonio.





Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001