Det danske magasin i Spanien

Han sad der i næsten 25 år. Fast mand på sin faste pind i Andelsbanken i Thyregod. At den stabile bankmand fra den midtjyske landsby skulle ende som verdensborger, havde ingen set komme. Fodbolden har bragt Ove Pedersen verden rundt. Også til Costa del Sol, hvor han er fast inventar i det danske miljø to til tre måneder om året.

Han var længe om at tage beslutningen. Men da den var taget, var han ikke til at rokke.

I 1996 besluttede Ove at gå all in for sin store passion. Han pakkede sit grej og flyttede til Qatar for at blive ungdomstræner. En hæderlig karriere som divisionsspiller var slut. Et nyt eventyr som træner kunne begynde. Og det er netop som fodboldtræner, Ove Pedersen er kendt i offentligheden. Igennem to årtier stod han i spidsen for flere superligaklubber. Kronen på værket blev sat i 2002, da han blev kåret som årets træner i dansk fodbold. 

Men det betyder ikke så meget for Ove Pedersen. For ham er fodbold nemlig meget mere end trofæer, mål, sejre, straffespark og røde kort. 

Aldrig bange for en fyring

Det er livsstilen med konstant fysisk aktivitet og tæt personlig kontakt med en stor gruppe mennesker, der fascinerer ham. ”Der er meget psykologi i professionel sport – specielt for en træner. ”Det kan være vanskeligt, at få en trup på 25 spillere til at arbejde sammen. Det er langtfra nok, at spillerne er i god fysisk form og kan en masse med en bold. De skal også kunne flytte sig godt for hinanden på banen, kunne forstå hinanden og, ikke mindst, forstå mig og mine beslutninger. Det er ikke let at forklare holdets topscorer, eller holdets faste mand i forsvaret, at han skal starte ude i næste kamp. Men der er en årsag til det hele. Udfordringen er at få det kommunikeret rigtigt og få alle til at forstå det,” forklarer den entusiastiske træner og fortsætter: ”Samspillet med klubbens ledelse er lige så vigtigt og, nogle gange, lige så stor en udfordring. Alle skal arbejde i samme retning, holde sig til de samme kriterier og tidsrammer. Det er ikke altid lige let. Til gengæld er det spændende og fantastisk, når det lykkes,” fortæller Ove Pedersen, som med klarhed i blikket fastslår, at han aldrig har været bange for at blive fyret. ”Det er sket nogle gange, men jeg har altid taget det med sindsro. En fyring er ikke ensbetydende med, at jeg ikke har gjort det godt nok. Det kan lige så godt være resultatet af en intern magtkamp i ledelsen eller en panikslagen beslutning fra sportsdirektøren, som selv sidder usikkert i det varme sæde,” forklarer den danske træner og runder af: ”Alle trænere bliver før eller siden fyret. Vi er her alle på lånt tid – ikke mindst os fodboldtrænere. Så det er bare med at nyde det, mens vi er her.” Ove Pedersen nyder i dag i fulde drag sin rolle som assisterende sportschef i FC Midtjylland – hjertebarnet hvor han selv spillede og i flere år var træner. ”Jeg er en slags udenrigsminister. Jeg er med til at repræsentere klubben i udlandet, udleje spillere og se på potentielle spillere i udenlandske klubber. Det giver en masse rejseaktivitet, men alt er samlet om fodbolden og en masse spændende mennesker. Derfor elsker jeg det,” kommer det begejstret fra Ove, som i det nye år vil gøre mere ud af sine foredrag. ”En håndfuld virksomheder har det sidste års tid inviteret mig indenfor, og det har været givende – begge veje rundt. Der er klare træk mellem fodbold og erhverv. Det er de samme følelser og mekanismer, der er i spil. I sportens verden bliver de bare lidt mere forstærket,” fortæller Ove, som i sine foredrag primært fokuserer på personlig udvikling, motivation, ledelse i krise og fusioner. Han har mange bolde i luften – også et par tennisbolde. 

Fred & Fest

På Costa del Sol får han nemlig spillet al det tennis og løbet alle de ture, han holder så meget af. ”Det er vigtigt med et frikvarter, og jeg gør alt for at få et par måneder her om året,” fortæller Ove Pedersen, som bestemt ikke fortryder sit boligkøb i Torreblanca ved Fuengirola tilbage i ’08. ”Som alle andre elsker jeg sol og varme. Men sjovt nok har jeg aldrig været så betaget af hverken Tyrkiet, Frankrig eller Italien. Med Spanien er det derimod anderledes. Her er det både festligt og relativt fredeligt at bo,” fortæller Ove, som stortrives blandt sine landsmænd. ”Jeg er meget social og elsker at møde nye mennesker. Jeg elsker også at spille kort og er fast mand på holdet i diverse kort- og hyggeklubber. Det er rigtig gode stunder,” forsikrer den gæve jyde. Gode stunder har han også med Annette, som har fuldt ham i tykt og tyndt. ”Der er mange, små, almindelige ting, vi aldrig har prøvet, og som vi godt kunne tænke os. For eksempel har vi aldrig gået lange ture i naturen eller taget til en festival. Men det må blive en anden gang, det er svært at finde tid til det hele”, bliver de sidste ord fra Ove. 

Først skal FC Midtjylland gøres til danske mestre – og videre ud i europæisk fodbold.

Ove Pedersen er altid frisk på en ny rejse.


Ti skæve til Ove

1. Har du en tilbagevendende drøm?

Nej – faktisk drømmer jeg ikke så meget. Jeg lever i nuet. Måske kan man sige, mine drømme er i nuet.

2. Hvad har været dit livs største udfordring?

Det var at skulle redde Hobro fra nedrykning i Superligaen i sæsonen 15/16.

Der var nogle forfærdelige konflikter mellem de danske og udenlandske spillere.

Det var en fuldstændig umulig opgave, som heller ikke lykkedes. 

3. Hvad er din mærkeligste vane?

Jeg bider negle – som 65-årig. 

4. Hvornår bliver du blød om hjertet?

I momenter hvor jeg er sammen med mine børn og børnebørn.

Jeg fornemmer, at mange på min alder er helt skudt i deres børnebørn. For mig gælder det også mine børn. 

5. Hvornår viste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

Det gjorde jeg på en maj-aften i 1977 under en pokalfinale. Da besluttede jeg mig for, at dedikere mig til fodbolden. Jeg var 23 år og kom sent i gang. Fodbolden blev kombineret med mit bankjob, for dengang var den professionelle fodbold endnu ikke kommet til Danmark.

6. Hvilken er byernes by?

Det er Accra i Ghana. Jeg er kommet der fast siden ’98, hvor jeg kom som træner for at se på et par talenter. Jeg elsker det åbne folkefærd og er fascineret af, hvor glade fattige folk kan være. 

7. Hvornår er du i dit bedste moment?

Det er, når jeg er i festligt lag, som når jeg er sammen med kortgutterne. Jeg elsker lidt lir og gas.

8. Hvem ville du gerne drikke en øl med?

Med musikeren Johnny Madsen. Vi har fået nogle stykker sammen – men jeg ta’r gerne én til. Vi har kendt hinanden i mange år nu.

9. Hvad er dit nytårsforsæt?

Jeg skal i gang med at morgensvømme. Der ligger en god svømmehal nær min bolig i Thyregod, som jeg ikke får besøgt ofte nok. 

10. Hvem er tidens bedste fodboldspiller – og træner?

Det er umuligt at sammenligne på tværs af generationer, men lige nu er det Christiano Ronaldo. I modsætning til andre stjerner formår han at løfte hele sit hold. Det har han vist i både Manchester United, Real Madrid, Juventus og, ikke mindst, på det portugisiske landshold. Den bedste træner er Jupp Heynckes. Han har vundet det hele på fornemmeste vis og har altid formået at holde begge ben på jorden. Det sidste er en egenskab, jeg altid har værdsat.

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com Foto: Mugge Fischer og Simon Goltermann

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.