DanesaPLUS tager dig med på en ny spændende udflugt. Præcis som i de seneste måneder bevæger vi os ikke langt væk fra Solkysten, men langt ind i den andalusiske sjæl – på en let en enkelt måde. Du får klare tips til, hvad du bør se, hvor du bør bo og spise, samt hvordan du let kommer frem.
Med sine talrige luksusvillaer og eksklusive golfbaner har Cádiz-provinsen fået en fin stjerne på verdenskortet. Cádiz by er derimod gået helt i glemmebogen. Det er ikke i orden. ”Det er en glemt perle. Absolut en af Andalusiens smukkeste byer,” mener den danske rejseguide, Lonnie Christiansen. Hun har arrangeret flere ture til Cádiz, men ofte kniber det med tilmeldingerne. ”Det er en ukendt by for det store flertal, og mange er i tvivl om vejen dertil. Det er som om, man ikke rigtigt tør tage til Cádiz by.” Det gør vi til gengæld. Vi smider frygten i bagagerummet, starter bilen og sætter kursen mod Gibraltar. Derfra indikeres Cádiz tydeligt. Der er god motor- og landevej hele vejen.
Sov med nonnerne
Det er en halvlang tur på tre timer fra Málaga. Den danske rejseguide anbefaler derfor klart en overnatning. ”Cádiz har rigeligt at se til to dage, og så har byen et par hoteller, der i sig selv er et besøg værd.” Lonnie Christiansen har Hotel Boutique Convento Cádiz i tankerne. Det er et gammelt nonnekloster fyldt med gamle relieffer og patio. ”På hotellet er der så stille, at man virkelig føler, man bor på et kloster. Det til trods for, at det ligger midt i Cádiz by.” – En by, som nu skal udforskes.
Riv turistkortet i stykker
Vores guide er ikke så glad for turistkort og de klassiske What To See anbefalinger for Cádiz. I stedet sender hun os ned på Plaza Libertad, hvor byens madmarked holder til. Det stammer fra 1837 og skal ikke bare ses – det skal bruges.
”Køb din fisk eller skaldyr her og tag det med ned på restauranten El Carrusel,” anbefaler Lonnie Christiansen og uddyder:
”På siden af markedet ligger gaden Calle Libertad, som er fyldt med barer og restauranter. Her finder du El Carrusel, hvis kokke tilbereder den mad, du køber på markedet. De er kreative og gør det godt og billigt. Det er en meget anderledes oplevelse.”
Anderledes er den gamle bydel også. Det er smalle gader, små gamle butikker og næsten ingen turister.
”Her kan man slentre rundt i timevis, så det er værd at tage et par gode vandresko med,” anbefaler vores guide, inden hun sender os videre til parken Genovés, som er kendt for sit flotte vandfald og sine 100 forskellige træer og planter.
”Spadser derefter videre ned mod strandpromenaden, som er noget helt andet, end hvad du ser på Costa del Sol. Her finder du huse – ikke hoteller. Husene er pastelfarvede og meget anderledes. Det samme er lyset i Cádiz,” forklarer Lonnie Christiansen.
Fra strandpromenaden ses de gamle forter, som for flere hundrede år siden beskyttede byen mod pirater. Katedralen ses også – og den skal ses. ”Den ligger utraditionelt og smuk helt ned til havet. Katedralen i Cádiz bør besøges, fordi den adskiller sig fra andre katedraler. Blandt andet er dens kuppel i guld,” fortæller den danske rejseguide. Hun tøver ikke med at anbefale endnu en overnatning og et besøg i nabobyen Jerez. Den udflugt tager vi i næste måned. I stedet slår vi et smut forbi Estepona på vejen hjem.
Byens bedste tapas
Den lille kystby har nemlig fået stor omtale de seneste år. Det skyldes ikke mindst sin byplanlægning og det nye kulturhus, som fra sin top har udsigt over byen og store dele af Solkysten. Lonnie Christiansen foreslår dog at vi lægger ud med at besøge orkidéhuset ”Orquidario de Estepona”, som er en arkitekttegnet regnskov med vandfald og 3.000 orkidéarter og planter. Det ligger på gaden Calle Terraza. Samme gade fører ind til den gamle bydel. Her finder man på Calle Raphael Restauranten Casa del Rey. ”Det er ikke bare byens men en af kystens bedste tapasbarer. Det er ikke super billigt – men altid super godt,” forsikrer vores guide. Vi siger velbekomme – og ønsker god tur.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001