Mange af os har lyst til at involvere os i samfundet, at bidrage ved at gøre noget godt for andre. En af mulighederne er at blive medlem i en velgørende forening eller en loge, hvor man udover samværet med ligesindede netop har mulighed for at kunne arbejde for de mindre heldigt stillede i samfundet. Hvilke er så de ligesindede? Hvilken loge eller forening lever op til ens krav og forventninger?
Vi har talt med fire loger og velgørende foreninger, to for kvinder og to for mænd, som her fortæller, hvorfor de selv er med, og hvad deres mål med arbejdet er.
Nyd godt af deres erfaringer på disse sider.
Frimurerlogen San Juan
Frimurerlogen San Juan holder til logelokalerne i Los Boliches, Fuengirola. Her mødes medlemmerne en gang om måneden. Og møderne afvikles, traditionerne og ritualerne overholdes, på samme vis, som frimurerlogernes medlemmer har gjort det i snart 300 år.
"Vi har stor respekt for den lange historie, der er en del af frimurerlogens sjæl, og vi følger de samme regler, som man har gjort siden, den blev grundlagt i 1717. Faktisk kan man spore logen endnu længere tilbage i tiden, hvor man finder forbindelse til tempelridderne, hvis historie jo tog slut i 1307," forklarer én af grundlæggerne af og formand for frimurerlogen San Juan, Preben Rueda Martín, som videre forklarer:
"De gamle traditioner og historien giver os et større kendskab til os selv og en slags indre opdragelse. Man kan kalde det anskuelsesundervisning. Og vi lærer, hvordan en ægte frimurer skal værne om sin familie og de andre medlemmer, altså hans brødre."
Logemedlemmernes sprogbrug afspejler da også historien, da man anvender udtryk som "Højværdige mester" og "mine brødre". Mødelokalet ligger i en almindelig lejlighedsblok, men dets indretning afspejler også de mange års historie og ligner for en udenforstående nærmest et kapel. Et "alter" og store stearinlys præger lokalet og så ligger her en bibel, så man kunne forledes til at tro, at religion spiller en stor rolle. Det gør det dog ikke, mener Preben.
"Logens navn, San Juan, skal her forstås som Johannes Døberen, hvilket dog ikke betyder, at det er en religiøs orden. Faktisk kan medlemmerne være muslimer, jøder, hinduer eller kristne – det forventes kun, at man tror på, at der findes en højere magt, at der er en kraft, som er større end én selv."
Velgørenhed fra frie mennesker
En anden årsag til, at Preben Rueda selv er med i logen, er, at frimurerne – de frie murere – repræsenterer alle frie mennesker. Og det velgørende arbejde, medlemmerne udfører.
"Vi lavede for eksempel en indsamling blandt medlemmerne til at dele julekurve ud til de fattige i og omkring Benalmádena. Før gav vi kurvene til kirken, men der beholdt man jo sin del, så nu giver vi dem direkte til de trængende familier, som bliver udvalgt af medarbejdere på socialkontoret og en lokal præst, der kender forholdene i byen," forklarer Preben, der dog ikke mener, at selve det at udlevere kurvene, giver nogen gode følelser.
"Det er egentlig trist at dele ud. Jeg voksede selv op i kvarteret omkring Nansensgade, der dengang var et rigtigt arbejderkvarter med megen fattigdom, men det var jo slet ikke noget i forhold til det, vi i dag ser her. Uanset mine følelser, er det dog min pligt at gøre noget."
Andre af logens medlemmer, blandt andre Jan Wolfgang og Henrik Andersen, har desuden været med førnævnte præst, som hedder Sergio, ude ved små landsbyer for at besøge økonomisk trængte familier. En af dem består af en gedehyrde og hans mentalt handikappede datter.
"Gedehyrdens hus består af et enkelt rum med jordgulv og et forhæng, som markerer et soverum. Udover at passe gederne tilbringer de dagene med at gå ned at se på biler på landevejen. Hvad skulle de ellers lave?" spørger Jan Wolfgang, som glæder sig over, at logen kan hjælpe mennesker som dem.
De hjælper også hinanden. Preben Rueda fortæller, at man som frimurer altid kan besøge og også opsøge hjælp hos en loge, når man er på besøg i et andet land, ligesom de her har hjulpet andre. Et eksempel er en peruviansk dame, som fik kræft, og som de hjalp med rejsen hjem til Lima, og med hendes børns skolegang i Peru.
Aktiviteter og medlemmer
Udover medlemmernes bidrag indsamler logen også penge ved blandt andet at arrangere modeshow. Det sker normalvist en gang om året, og selvom et par år er sprunget over, afholdes det igen i april og som altid i Arroyo de la Miel, hvor mellem 2.500 og 3.000 mennesker plejer at deltage, og hvor alt det, der sælges, er sponsoreret.
"I øjeblikket har vores loge 12 medlemmer, og vi kunne godt tænke os et par nye. Også selvom det har sine fordele at være er en lille loge, hvor man er ret tæt på hinanden og dermed bedre kan hjælpe og rådgive hinanden," slutter Preben Rueda Martín.
Kort om San Juan
For: Mænd. Danske og spanske.
Kontaktinformation: Tlf. 649 957 470, mail: lasruedas@lasruedas.com.
I maj fejrer logen 10 års jubilæum.
Der er omkring 100 frimurerloger i Spanien.
Frimurerlogen er mest udbredt i Storbritannien og USA, hvor samtlige præsidenter har været frimurere.
Soroptimisterne
Soroptimist er latin for søstre, der vil det bedste. Og det, mener både Anni Sperling og Annette Skou, drejer sig i dette tilfælde specielt om at forbedre kvinders forhold.
Anni har været medlem siden 2004, et par år inden afdelingen blev stiftet på Costa del Sol. Hendes bevæggrund er først og fremmest, at hun både lokalt og ude i verden har set kvinder, som lever meget uværdige liv.
"Der er megen fattigdom og undertrykkelse. Også her ser vi jo folk sove på et stykke pap. Så selvom man ikke kan redde hele verden, er der alligevel mange steder, hvor man kan hjælpe, og når jeg er med til det, giver det mig en god fornemmelse," fortæller Anni.
Anette Skou følger trop. "Anni spurgte mig, om jeg havde lyst til at være med, og jeg havde da også før læst om Soroptimisternes arbejde, og da jeg godt kan lide at hjælpe, også uden at få noget igen, meldte jeg mig ind," forklarer hun.
Lille bedre end stor
De mener begge, at de kan gøre langt mere for andre mennesker gennem en organisation som Soroptimisterne, hvor man arbejder i lokale organisationer, end via andre NGO’er.
"Der er så mange foreninger i verden, hvor man ikke kan se, hvad ens penge går til, men det kan vi i Soroptimisterne, som via et verdensomspændende netværk selv kan kontrollere, hvad der sker. Derfor kan jeg godt lide at være med," siger Anni. Anette er enig: "Jeg er helt holdt op med at bidrage til mere traditionelle hjælpeorganisationer."
Via deres forening hjælper de både lokalt og internationalt.
"Blandt de internationale projekter kan jeg nævne et, vi støtter i Moldova, en præventiv kampagne mod trafficking, altså handel med børn og unge. Det går ud på at informere piger og drenge om de uddannelsesmuligheder, som de kan benytte sig af i hjemlandet, i stedet for at tage mod tilbud om at komme til Vesten, hvor så tragisk mange ender som sexslaver. Derudover giver vi til udgravning af brønde i Tongo, hvor kvinder ellers skal gå milevidt for at hente vand, ligesom vi samarbejder vi med andre NGO’er, som Tierra de Armani, der driver en skole og hjælper forældreløse børn i Tanzania," fortæller Anni.
"Vi hjælper også lokalt, siger Anette, som fortsætter: "Vi støtter Cudeca, op til jul delte vi mad ud til fattige familier i Mijas, ligesom vi støtter en børnehaveordning for børn af voldsramte kvinder i samarbejde med et kvindecenter i Fuengirola, og meget andet."
Pengene kommer fra forskellige events, som holdes i løbet af året. Det er for eksempel deltagelse i Mijas’ internationale dage, julemarkeder, salg af vin, lilla sløjfer, badges, gavebreve, kalendere og lotteri.
Ikke kun skrive en check
Apropos penge mener begge, at det ikke ville være det samme bare at skrive en check og give den til et eller andet formål. De er begge glade for den positive kontakt med de andre kvinder i det store netværk.
Det drejer sig altså ikke kun om at give penge, men også om at være aktiv.
Soroptimisterne på Costa del Sol har i øjeblikket 23 medlemmer fordelt på seks nationaliteter. Man mødes en gang om måneden.
Kort om Soroptimisterne
For: Kvinder. Alle nationaliteter.
Kontaktinformation: Tlf.: 654 351 161 (Anni Sperling), mail: soroptimist.costadelsol@gmail.com.
For at blive optaget, skal man først inviteres til et møde. Man er dog velkommen til at ringe og bede om at blive inviteret.
Soroptimisterne har en repræsentant i UNESCO.
Odd Fellow – Søsterlogen Andalucía
Den kvindelige del af Odd Fellow på Costa del Sol er en fælles nordisk loge. Formanden er norske Lill Marring Sander, som her fortæller, hvorfor hun blev medlem.
"I Norge var min tilværelse og min tid optaget med arbejde, hjemmet, børn, skole, sport og venner. Da jeg så flyttede hertil, opstod et tomrum. Jeg havde behov for noget, men vidste bare ikke hvad. En dag fortalte en veninde mig om Odd Fellow, da hun mente, at det var noget for mig. Jeg blev nysgerrig og besluttede mig for at give det et år. Det er nu 11 år siden."
"Jeg vil gerne anbefale medlemskab til alle, som har lyst til at gøre noget for andre mennesker og til at have noget stabilt i livet. Vi gør meget for andre, og det giver os så meget igen," istemmer den danske repræsentant ved denne lejlighed, Susanne Henriksen.
Forskel på forening og loge
De forklarer forskellen på at være medlem af en loge og en velgørende forening, hvor man lige såvel kan være med til at gøre noget for andre mennesker, og hvor man også kan nyde godt af et nært sammenhold med de øvrige medlemmer.
"I logen har vi en slags forretningsorden, som vi kalder gradsarbejder. Det betyder, at medlemmer bliver gradvist involveret. Det afvikles som et teaterstykke, hvor kandidaten er den centrale figur. Og så er der visse ritualer, man kan nyde godt af, og som giver nogle værktøjer til at forbedre sit eget liv," forklarer Susanne, uden at ville komme ind på, hvad disse ritualer går ud på. "Det er skam ikke fordi, de ikke kan tåle dagens lys, men det er nogle meget smukke og gamle ritualer, som skal opleves i den rette sammenhæng," insisterer hun.
Susanne var tidligere formand for logen, eller overmester, som det kaldes.
"Vi har ingen titler som sådan, og det er bestemt ikke fordi, vi tror, at vi er "finere" end andre, men i en så stor gruppe, er man nødt til at have én, som kan træffe en endelig beslutning. Man er kun formand to år ad gangen, hvorefter vi bytter, og dermed får vi det bedste fra forskellige mennesker," forklarer Lill, den nuværende formand.
Godt at gøre godt
Man lærer meget om andre mennesker, om tolerance og respekt, via logen og det velgørende arbejde, mener de.
Logen er involveret i mange sager – én ligger dem dog specielt nært.
"To gange om året støtter vi et arrangement, ledet af Bodil og Børge Lok, hvor ældre fra to af områdets plejehjem tilbydes en udflugt til en restaurant på landet. Vi giver også en hånd med og ved, hvor stor glæde udflugten giver deltagerne," siger Lill.
"Sidste gang var en 93-årig dame med, som aldrig havde prøvet at køre i bus. Hun havde heller aldrig spist på en restaurant. At se hendes glæde var virkelig en rar oplevelse," forsikrer Susanne.
Søsterlogen blev stiftet i 1998 og har i dag 40 medlemmer. Heraf er omkring halvdelen danskere, de resterende andre nordboere. Ikke alle er med i alt, nogle er mere aktive end andre, der måske også har et arbejde at passe.
Der arrangeres desuden rejser, teaterture og andre aktiviteter for medlemmerne.
Kort om Søsterlogen Andalucía
For: Kvinder. Nordisk.
Kontaktinformation: Tlf.: 952 441 618 (Susanne Henriksen), mail: ushenriksen@terra.es
Den andalusiske afdeling hører under Odd Fellow logen i København.
Odd Fellow – Broderlogen Costa del Sol
"Min opdragelse i familiens hjem i Slagelse var meget religiøs, og kirkegang hver søndag var en naturlig ting. Som 17-årig fik jeg dog kendskab til virkeligheden og den forfærdelige krig, som startede i 1940’erne i Europa. Da følte jeg ikke, at Gud opfyldte mine krav," fortæller Leif Ransing, der således lagde den kristne tro til side, men som sådan søgte en erstatning. Det fandt han i 1983.
"I logen hælder man ikke til en bestemt trosretning; alle kan være med. Her drejer det sig om venskaber og næstekærlighed. Medlemskab af en loge drejer sig om at være sammen med andre mennesker og at vide, hvad de står for. Jeg er så glad for det," tillægger Leif.
Flemming Halberg har været med endnu længere, og ligesom sin logebroder startede det i Danmark. "Min far var medlem, og når han kom hjem – vi boede på Østerbro – talte han altid så godt om fællesskabet. Allerede som 30-årig besluttede jeg mig for selv at blive medlem. Jeg har altså været med i 52 år," siger Flemming og mener, at de mange års medlemskab taler for sig selv.
De to har begge haft posten som formand for logens afdeling, begrænset til to år.
Humanitært og nært
"Der er ikke noget mystisk ved vore traditioner og ritualer. Vi opfører også nogle spil, som er kønne og slet ikke mærkelige. De stammer fra middelalderen, meget mere kan vi ikke fortælle. Det ville være ærgerligt at afsløre for meget, og derved ødelægge oplevelsen for nye medlemmer," siger Leif.
"Logens arbejde er meget humanitært. Ifølge traditionen skal vi besøge syge, hjælpe andre trængende, som for eksempel at arrangere begravelse, ligesom vi skal være med til at hjælpe og give forældreløse børn en uddannelse. Det er altså i teorien, men i dagens virkelighed betyder det, at vi skal hjælpe, hvor vi kan," forklarer Flemming.
"Her i Spanien gør vi det samme, og vi uddeler vel omkring 15.000 euro hvert år. Pengene går til lokale projekter, heriblandt dyreværnsforeningen PAD. Det er også dejligt at være med til," smiler Leif.
"I Danmark har logen desuden en stor og velkendt børnefond, ligesom man driver et hospice for cancerpatienter og giver tilskud til forskning," tillægger Flemming.
Modsat andre foreninger og loger skaffes midlerne ikke fra forskellige aktiviteter, men udelukkende medlemmernes kontingenter.
Diskretion
Der er stor diskretion blandt medlemmerne, og man taler ikke om religion eller politik. "Og vi spørger heller aldrig, hvad et andet logemedlem beskæftiger sig med. Alle er lige," siger Leif, som dermed maner en pæl i myten om en indspist loge, hvor rige medlemmer nærer hinanden.
"Vi stræber efter selv at blive bedre mennesker og udvikle venskaber på tværs af generationerne og med mennesker, man måske ellers ikke ville have lært at kende," siger Flemming.
Broderlogens afdeling på Costa del Sol, hvis formand i øjeblikket er Aage W. Hansen, blev grundlagt i 2001. Her er i dag 35 medlemmer af fire nationaliteter. Udover danske medlemmer, er også nordmænd, svenskere og finner med.
Man vil gerne kunne byde flere velkommen.
Kort om Odd Fellow – Broderlogen
For: Mænd. Nordisk.
Kontaktinformation: Tlf.: 952 388 654 (Flemming Hallberg), mail: flin@tiscali.dk.
Odd Fellow blev oprindeligt stiftet i England, og har over 500.000 medlemmer verden over.
I Danmark er der godt 15.000 medlemmer, der selvfølgelig har det kendte Odd Fellow palæ som hovedsæde.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001