EU’s Grønne Gruppe er kommet frem til, at Unionen hvert år støtter tyrefægtningen i Spanien med 600 millioner euro. Det er slemt nok, at det præhistoriske og blodige ritual stadig finder sted, men skal vi virkelig også betale til det? Og hvordan hænger tilskuddene sammen med tilhængernes argument, at tyrefægtning er en så god forretning, at det ligefrem er vigtigt for landets økonomi?
Eftersom de spanske myndigheder åbenbart ikke har problemer med at give støtte til dyremishandling, er vi denne gang gået til selve den organisation, som udbetaler pengene, EU. Her har vi talt med én af Danmarks udsendte, Margrete Auken, som repræsenterer den Grønne Gruppe, hvis medlemmer var de første til at udregne støtten til tyrefægtning til at være 600 millioner om året.
Ja, men…
”Min spanske kollega i den Grønne Gruppe har vurderet, at ca. 600 millioner euro om året går i støtte til tyrefægtning,” bekræfter Margrete Auken, som dog garderer sig: ”Men det er meget svært at vide præcist. Pengene fordeles af de lokale myndigheder, og der er ingen krav fra EU om, at de skal oplyse, hvad pengene bliver brugt til. Derfor kan jeg hverken be- eller afkræfte det.”
Hun tillægger dog, at eftersom det er et regnestykke, som hendes kollegaer har lavet, stoler hun naturligvis på det.
”Jeg vil også sige, at hvis der er EU-penge i tyrefægtning, så er det problematisk af to årsager: Det er støtte til dyremishandling, og hvis de lokale myndigheder ikke skal oplyse, hvad de bruger pengene på, så de kan jo blive brugt til andre problematiske ting,” siger hun om EU’s manglende gennemsigtighed. Det betyder ikke, at hun er enig i det, som åbenbart finder sted.
”Hvis EU giver flere millioner euro om året i støtte til tyrefægtning, er det totalt uacceptabelt! Den slags skal EU selvfølgelig ikke støtte økonomisk,” insisterer hun.
Hvilke penge?
EU’s tilskud kan altså være øremærket én ting, mens modtagerlandet kan bruge pengene på en helt anden eller tredje sag.
De 600 millioner euro i de grønnes udregning inkluderer blandt andet landbrugsstøtte, der udbetaltes til de landmænd, som driver gårdene, hvor tyrene opdrættes. Og så er beløbet iberegnet tilskud til kulturen, hvormed Spanien kan bevare sin kulturarv, og det er ikke svært at se, hvordan disse penge hurtigt bliver overført til kontoen for afholdelse af tyrefægtning, tyreløb, mishandling af kvier og kalve, vedligeholdelse af arenaer og lignende. Omkring 15.000 byer ofrer hvert år et, helst flere, dyr som en fiestas højdepunkt.
Hvor store beløb, det drejer sig om her, vides ikke. Også ifølge et andet medlem af den Grønne Gruppe, Franziska Keller, og Andaluz.tv, er det kommunerne, der ikke offentliggør, hvad tilskuddene bruges til.
Tyrenes velfærd
På vores videre spørgsmål om, hvordan EU, der trods alt har en lovgivning, som forbyder dyremishandling, kan se gennem fingrene, når tyre, kvier og små kalve mishandles for Unionens penge, svarer Auken: ”Der er EU-lovgivning om dyremishandling, men spanierne kæmper indædt for, at deres ‘traditioner’ beskyttes, og for dem betyder det tyrefægtning. Resten af EU kan kun se hovedrystende til.”
Selvom hun på ingen måde er fortaler for tyrefægtning, mener hun, at flere andre dyrs velfærd bør prioriteres højere.
”Selvfølgelig er tyrefægtning et problem i forhold til dyrevelfærd, men tyrene er dog langt fra de dyr, der har det værst i EU. Faktisk har de et rigtigt godt liv, lige indtil de kommer ind i ringen. Det står i skarp kontrast til, hvordan industri-dyrene har det. Særlig galt står det til med kyllingerne og svinene og i mindre grad også med køerne. Det er her de helt store dyrevelfærdskampe ligger,” slutter Margrete Auken.
Selvom der naturligvis ikke kan argumenteres for, at andre dyr lever kummerlige liv eller udsættes for direkte mishandling, finder det trods alt ikke kun sted for at slukke enkelte menneskers blodtørst. Men indtil EU kræver et forbud eller spanierne selv – omkring 60 procent af dem er ifølge flere meningsmålinger allerede imod – indser, at tiden er kommet til endelig at sætte en stopper for tyrefægtningen, fortsætter vi alle med at betale til den meningsløse mishandling. Tyrefægtningsbranchen omsætter for omkring 2,5 milliarder euro om året, men heraf betaler vi de 600 millioner euro, om vi så vil det eller ej.
Fire måneds fængsel for at sparke til en kanin
Tyrenes sag er endnu ikke for alvor forsvaret ved Spaniens domstole, men det er kaninernes derimod. Retten i Málaga idømte i marts en mand fra Rincón de la Victoria fire og en halv måneders fængsel og en bøde på 50 euro for at have sparket naboens kanin.
Kaninen, der var holdt som kæledyr, var løbet ind på hans grund, hvor han først sparkede til den og derefter smed den tilbage over hækken. Dyret var så medtaget, at dyrlægen måtte aflive det.
Straffelovens paragraf 337 siger, at mishandling af kæledyr kan straffes med fra tre måneder og op til et års fængsel. I marts debatterede domstolen i Málaga, hvorvidt en kanin kan kvalificeres som kæledyr, og beslutningen blev til fordel for kaninerne.
Tyrefægtning for hård kost på TV
Det statsejede radio- og TV-selskab RTVE har besluttet, at dyremishandlingen under tyrefægtning er for hård kost for mindreårige. Allerede for fire år siden ophørte selskabets stationer med at sende direkte fra tyrefægtninger, men nu har man yderlige begrænset udsendelserne og viser fremover kun en halv times opsummering lørdag morgen på TVE2.
Aficionados hævder, at beslutningen er politisk, mens selskabets ledelse insisterer på, at beslutningen er truffet med børnenes tarv i tankerne.
En undtagelse er juli måneds morgenseancer fra tyreløbene under San Fermin i Pamplona.
Flere lokale TV-stationer fortsætter dog ufortrødent. Heriblandt det andalusiske RTVA, der sidste år brugte to millioner euro på at transmittere direkte fra tyrefægtninger og på at vise programmer, som promoverer det – i øvrigt med en gennemsnitligt seerandel på 17 procent, hvilket er dobbelt så højt som stationens normale seertal.
RTVA får støtte fra den andalusiske lokalregering, så også på denne måde er vi med til at betale til dyremishandlingen.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001