Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


Økonomiminister Elana Salgado opfordrer endnu engang til optimisme.

Spanien har ikke brug for hjælp

Spanien har ikke brug for en økonomisk livline som Grækenland, mener økonomiminister Elena Salgado.
Mens hele EU debatterer, hvad man skal gøre ved situationen i Grækenland, insisterer hun på, at Spanien har indført de nødvendige reformer, der skal til for at Spanien ikke får brug for støtte fra den europæiske fælleskasse.
”Jeg tror, at markedet forstår, at der forskel på de to lande. Man ved, at vi indfører de reformer, som vores land behøver, og at vi er i gang med at stabilisere landets økonomi,” citeres hun i El País.
Den Internationale Valutafond (IMF) har alligevel opfordret Spanien til at indføre flere arbejdsmarkedsreformer. Organisationen mener, at ved at gøre det billigere for virksomheder at afskedige medarbejdere, vil man ikke blot gøre markedet mere fleksibelt, men også i det lange løb hjælpe arbejdstagerne.

Mallorca på UNESCO’s verdensarvsliste

UNESCO’s komite for verdensarvlisten mødes i disse dage i Paris for at diskutere, hvilke af de 37 aspirerende naturområder og kulturelle steder der skal optages blandt verdens mest bevaringsværdige.
Spanien, som allerede har 42 steder på listen, har denne gang bedt om, at den dramatiske bjergkæde Tramuntana langs Mallorcas vestkyst, bliver inkluderet.
Den 90 kilometer lange kyststrækning fremhæves i Spaniens argumenter som Mallorcas smukkeste område, ligesom der her er elementer fra alle de mange kulturer, der gennem historien har opholdt sig på øen.
Også i Tramuntana har der de seneste årtier været en del byggeri, og man mener, at bjergkæden vil blive bedre bevaret og tiltrække en mere kulturelorienteret form for turisme, hvis området er med på listen.
Komitéen skal ikke kun udvælge nye områder, men også bedømme, om nogle af dem, der allerede er på listen, ikke længere er værdige. Ingen af disse er i Spanien.


Borgmester Ángeles Muñoz har indført nye besparelser.

Endnu et hul ind i livremmen i Marbella

Flere kommuner har efter indsættelsen af de nye byråd meddelt, at de indfører forskellige spareplaner, for at mindske den gæld, de lider med.
I går kom turen så til Marbella. Herfra meddelte byrådet, der som bekendt stadig har Ángeles Muñoz i spidsen, at det er muligt at spare 2,5 millioner euro på det årlige budget.
1,5 millioner skal spares ved at afskrive udbetalinger af pensioner til funktionærer, godt 400.000 vil blive fundet ved at reducere antallet af fuldt betalte rådgivere med 50 procent, mens det resterende beløb bl.a. skal spares ved at ansætte færre sæsonarbejdere.
Byrådet ønsker ifølge Diario Sur, ”at give indbyggerne den samme service for færre penge.”
Derudover vil man spare på elregningen, der ellers hvert år løber op i tre millioner euro.
For at hjælpe de erhvervsdrivende, fastfryses de skatter og afgifter, der betales til kommunen.

PSOE mister sidste skanse efter valget

PSOE har mistet den forventede støtte fra IU i Extremadura, den eneste region, hvor man havde håbet at bibeholde regeringsmagten efter det katastrofale valg den 22. maj.
Partiet havde ellers regnet med støtte fra IU (Izquierda Unida), hvormed partiet kunne holde fast i en del af magten, men den koalition har IU nu takket nej til.
Dermed skal Partido Popular også lede Junta de Extremadura.
Beslutningen, taget af IU’s ledere i regionen, er kommet som en overraskelse for partiets nationale top, som mener, at det er imod partipolitikken at hjælpe det konservative parti til magten.
Efter 28 års socialistisk ledelse forventes PP’s José Antonio Monaga i løbet af de næste par uger at blive taget i ed som regionens formand.
Det er usædvanligt, men ikke unikt, at IU hjælper PP. PSOE hævder, at i mindst 60 af landets kommuner har venstrepartiet hjulpet det konservative for at holde socialisterne ude. Og i Andalusien har et ledende medlem af IU, Juan Manuel Sánchez Gordillo, udtalt, at han mener, at partikollegerne i naboregionen har gjort det rigtige, og at han kunne forestille sig det samme. Han siger til El País: ”Hvorfor skal vi betale for socialisternes fejltagelser? At danne regering med socialisterne ville være selvmord for IU.”

Illegale indvandrere reddet i land i Estepona

30 bådflygtninge blev i går reddet på havet, otte sømil syd for Puerto Banús.
De ombordværende kom fra Marokko, alle var mænd, som var sejlet ud fra Tetuan på en tur, der varede 12 timer, før de blev samlet op af kystvagten. Alle meldes at være reddet og ved godt helbred.
De illegale indvandrere blev transporteret til havnen i Estepona, hvor de blev undersøgt af Røde Kors og nu afventer, hvad der videre skal ske.

Wozniacki for meget for Parra Santonja

Aranxta Parra Santonja er internationalt set et ret ukendt kapitel i spansk tennishistorie. Hun er 29 år, kommer fra Valencia, og hendes bedste placering på WTA-listen, en 46. plads, opnåede hun i juli 2010.
I går mødte hun så Caroline Wozniacki i Wimbledon, og det var for meget for spanieren, der måtte se sig slået 2-6, 1-6, selvom Wozniacki-lejren roste hende for at have spillet en god match.


Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.