Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


Ikke alle gader er så idylliske.

Vil lade de besøgende få plads

Mange ejere af barer og restauranter udvider terrasserne, og forretningsindehavere trækker varerne ud på fortovene for at få mest muligt ud af sommersæsonen. Det kan man måske ikke fortænke dem i, problemet er blot, at det får mange byer til at ligne en markedsplads, og de besøgende kan dårligt komme omkring.
Derfor intensiverer myndighederne i flere byer kontrollen med terrasser, gader og pladser. Det sker f.eks. i Fuengirola, hvor man benytter chancen til også at inspicere, hvorvidt restaurationer og forretninger har tilladelserne i orden og har betalt for dem. Den øgede kontrol vil vare til slutningen af august.
Det samme sker i Mijas kommune, hvor man nu også vil skærpe kontrollen, så de mange besøgende, der vælger at tage til f.eks. Mijas Pueblo, rent faktisk får plads til at gå på gaderne.


PP opfordrer PSOE’s kandidat, Alfredo Pérez Rubalcaba, til at trække sig tilbage.

Har Rubalcaba beskyttet medlemmer af ETA?

Partido Popular har opfordret Alfredo Pérez Rubalcaba til at trække sig tilbage som PSOE’s kandidat til statsministerposten ved valget i 2012.
Ifølge El País sker det, efter højesteret har anklaget tre tidligere, højtstående embedsmænd, Rubalcabas underordnede, for at have givet ETA et tip, hvormed det lykkedes flere af organisationens medlemmer at undslippe en politirazzia. Blandt de anklagede er den tidligere chef for Guardia Civil Víctor García Hidalgo.
PP har længe brugt sagen, kendt som Faisán, mod Rubalcaba, som partimedlemmer insinuerer, var medvidende om tippet, men har nu opfordret ham til at træde tilbage.
Faisán-sagen er opkaldt efter baren Faisán i Irún i Baskerlandet. Her skulle ejeren, José María Elosua, der agerede som mellemled mellem ETA og myndighederne, i 2006 være blevet informeret om en razzia, og den information skulle han have fået af de anklagede og videregivet til terrororganisationen.
PP’s talsperson, Soraya Sénz de Santamaría, har, udover at opfordre Rubalcaba til at trække sig, antydet, at han netop har trukket sig som indenrigs- og vicestatsminister, fordi han vidste, at de officielle anklager var nært forestående.


Det var i rummet til landingshjul som disse, at en ung cubaner havde forsøgt at komme ind i Spanien.

Gemte sig i fly – frøs ihjel

En cubansk mand havde i går gemt sig i den hjulbrønd, der huser de bageste landingshjul, på et Iberia-fly fra Havana på Cuba.
Flyselskabets personale fandt den 23-årige mand, da rute 6620 ud på eftermiddagen ankom til Madrids lufthavn, Barajas. Han var død og menes at være frosset ihjel i temperaturer på under -50 grader på turen over Atlanterhavet.

Nyt sand på Esteponas strande

Myndighederne er netop blevet færdige med at lægge nyt sand ud på de strande i Estepona, som blev mest ødelagt under forårets stormvejr.
Det drejer sig om strandene Isdabe, Atalaya, Benamara, Santa Marta og Guadalobón, der, forsikres det, har fået nyt sand uden, at det har generet badegæsterne, og som altså endelig er klar til sommersæsonen.


Havets røde farve skyldes giftstoffet PSP.

Rød bølge rammer Málaga

Den røde tidevandsbølge, der de seneste uger har hærget den sydspanske kyststrækning, har nu nået Málaga. Her har den tvunget fiskeavlere – eller los marisqueros – til at lukke samtlige anlæg, hvor der opdrættes skaldyr.
Det som farver vandet rødt, er giftstoffet PSP (forkortelsen for det engelske udtryk Paralytic Shellfish Poison), der skabes af mikroalger, som skaldyr gerne spiser, hvilket paralyserer dem. Det rammer først og fremmest bløddyr, altså muslinge-familien.
Fænomenet er ikke sjældent, men plejer at opstå ved enkelte strande og ikke som nu over en stor del af havet i Málaga-bugten. Algerne anspores af høje temperaturer og strømme eller udslip af spildevand.
I Fuengirola, Torremolinos, Rincón de la Victoria og Nerja fandt eksperter allerede spor af giftstoffet i begyndelsen af måneden, for et par dage siden var det samme tilfældet i Sabinillas og Marbella og nu også i havet ud for Málaga.
De røde plamager ses sjældent fra kysten, og det er ikke farligt at bade i vandet. Men man kan risikere muskellammelser og maveproblemer ved at spise skaldyr, der har fortæret algerne. Giftstofferne oplagres ikke i bløddyrene, så omkring 48 timer efter, at den røde bølge er forsvundet, hvilket man ikke ved, hvornår vil ske, kan man igen sætte f.eks. blå-, kam-, hjerte- og sandmuslinger på bordet.


Fly ”tanker op” på havet.

Endnu en skovbrand på Mallorca

Endnu en skovbrand er brudt ud på Mallorca. Denne gang er det galt i Costa d’en Blanes i Calvià, hvor brandfolk med bl.a. brandslukningsfly fra tidligt i morges kæmper mod flammerne.
Det har foreløbig ikke været nødvendigt at evakuere indbyggerne i området, skriver Diario de Mallorca.


Hvorfor løbe med tyrene? Og er det ikke dyremishandling? Læs to danskeres beretninger her http://www.ladanesa.com/component/content/article/39-kultur/2865-en-morgen-i-pamplona.

Sidste løb i årets San Fermín

Kl. 08.00 startede endelig det sidste tyreløb i årets San Fermín i Pamplona.
Ingen løbere omkom eller kom alvorligt til skade i år, selvom flere måtte en tur forbi skadestuerne, hvor personalet altid står parat, afventende lemlæstede løbere. Nogle bliver stanget af tyrene, men de fleste falder bare over egne eller andres ben eller må efterses på grund af alkoholforgiftning.
I alt 15 er omkommet på grund af for tæt kontakt med tyrene, siden man i 1923 startede med at holde regnskab over løberne.

Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.