Med Ambassadør Christopher Bo Bramsens alt for tidlige død mistede vi i Danes Worldwide en formand, der utrætteligt arbejdede for vi udedanskeres rettigheder omkring stemmeret og dobbelt statsborgerskab, en sag han kæmpede for til det sidste. Begrebet ”den globale dansker” betød meget for ham.
Ganske få dage før sin død havde jeg en lang samtale med Christopher Bo Bramsen – bl.a. om netop disse emner.
Som formand var han visionær og lagde aldrig skjul på sin interesse for, hvad der skete rundt om i verden både som menneske, Ambassadør og sidst som leder af den danske pavillon på Verdensudstillingen i Shanghai, hvor han, sammen med ”Den Lille Havfrue”, solgte Danmark på fornem vis. Det var måske den største danske kultursucces i udlandet nogensinde.
Christopher Bo Bramsen var diplomat i over 40 år, og i den tid var han udstationeret i USA, Belgien, Kina og her i Spanien.
I sin tid som Ambassadør i Spanien lagde han grunden til det nære og gode forhold, han havde til vi danskere i Sydspanien, hvor han holdt meget af at være både med sin familie, men også med sine tro jazz-venner, der i de sidste mange år holdt dejlige og festlige jazz-koncerter i kirkerne, både vest og øst for Málaga.
Det var også Christopher Bo Bramsen, der som Ambassadør, gav grønt lys til det store H. C. Andersen arrangement i Málaga i 2005.
Mange her er blevet venner med familien Bo Bramsen, og vil komme til at savne samværet og det altid smittende humør.
Vore tanker går specielt til hustruen Gudrun Islandi og sønnen Vilhelm.
Æret være Christopher Bo Bramsens minde.
Jens M. Jensen
Danes Worldwide
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001