Det danske magasin i Spanien
Boney M er tilbage!

Efter succeskoncerten i 2010 er Boney M atter at finde på Kysten, når Daddy Cools legendariske skabere giver koncert i Fuengirola den 27. juli og i Almuñécar dagen efter. Det er igen EVENTHUSET, der står bag projektet, og Henrik Andersen ser frem til endnu en gang at kunne præsentere det sydspanske publikum for en af musikkens absolutte sværvægtere.

”Koncerten for to år siden var en større succes end ventet, og Boney M var glade for at være her, så vi blev hurtige enige om at lave noget igen. De er på en fem måneder lang turné nu, så da jeg fik muligheden for at hente dem, sagde jeg bare ”GO”,” fortæller Henrik Andersen. Han understreger, at det er det rigtige Boney M, der kommer til Kysten, og ikke et af de utallige kopibands, som benytter sig af navnet. Med sig til Fuengirola og Almuñécar har gruppen alle de store klassikere, men også nogle hidtil ukendte numre, der ifølge Henrik Andersen ”aldrig har set dagens lys”.

”De spiller nogle gamle numre, som aldrig er blevet udgivet, så der er virkelig noget at glæde sig til for inkarnerede fans,” lover koncertarrangøren.

 

Boney M’s fødsel

Boney M består oprindeligt af den karismatiske danser Bobby Farrell, støttesangerne Marcia Barratt og Maizie Williams og selvfølgelig den eminente forsanger Liz Mitchell. Gruppen blev sammensat i 1976 af den tyske producer Frank Farian, der ledte efter kvindelige sangere og en danser til at føre sit ønske om at skabe ny og anderledes musik ud i livet. Projektet blev dog sat i bero, da Farian ikke kunne finde medlemmer med den rigtige profil. Det ændrede sig med et, da Liz Mitchell blev hentet til producerens natklub for at gæsteoptræde. I Mitchell så Farian den helt rigtige frontfigur, og han tilbød hende derfor en kontrakt. Samme tilbud fik Farrell, Barratt og Williams, og siden så gruppen, der kom til at hedder Boney M, sig ikke tilbage. Gennembrudsnumrene ”Daddy Cool” og ”Sunny” udkom samme år og blev starten på den bølge af superhits, der de følgende år flød i en lind strøm fra Liz Mitchell og kompagnis struber. ”Ma Baker”, ”Brown Girl in the Ring”, ”Rasputin” og ikke mindst ”Rivers of Babylon”, som alene i Storbritannien solgte næsten to millioner singler, var radiobomber, der endegyldigt slog fast, at et nyt verdensnavn var født. Frem til 1986 udgav gruppen næsten hvert år en ny plade, der strøg til tops på verdens hitlister. Status efter ti år var et salg på 105 mio. album og singler, og Boney M havde dermed skrevet sig ind i historien som et af verdens bedst sælgende bands.

 

Den glade flowerpower-generation
Selv om kvartetten i dag hører til musikhistoriens største navne, har stjernestatussen ikke gjort Boney M-medlemmerne til mangemillionærer – hvilket jo ellers nærmest er en selvfølge for dagens topmusikere. Tværtimod var udbyttet overraskende lille.

”Det var bestemt ikke os, der scorede guldet på Boney M’s succes,” fortalte Liz Mitchell i et eksklusivt interview til La Danesa i 2010. ”Vi fire sangere og dansere fik hver 50.000 af de gamle D-mark, efter den første plade var kommet på gaden. Vi betalte selv vores kostumer, transport og andre udgifter. Den første store check fik vi to år efter, da ”Rivers of Babylon” blev den bedst sælgende single nogensinde. Da fik vi 500.000 D-mark, hvilket efter skat og udgifter til rejser, kostumer osv. gav mig 100.000.”

Årsagen til det ringe udbytte af gruppens enorme indtjening tilskriver Boney M-forsangeren medlemmernes prioritering. De fire musikere var nemlig langt mere optaget af scenen end økonomien.

”Der er ingen tvivl om, at jeg og tre andre burde have sikret os langt bedre økonomisk, da vores kontrakter skulle fornyes efter det første år,” slår Mitchell fast. ”Men det var en helt anden tid. Vi tilhørte alle flowerpower-generationen, og alt med advokater, kontrakter og klausuler lå langt fra vores verden. Vi ville bare optræde, ha’ det sjovt, og klappede publikum af os, når vi forlod scenen, var vi lykkelige. I stedet var det vores producer, Frank Farian, pladeselskabet, sangskriverne og koncertarrangørerne, der løb med guldet.”

 

Opløsning og comeback
I 1986 var det foreløbig slut for en af de foregående ti års absolut største leverandører til hitlisterne rundt om i verden. Boney M blev efter masser af succes og interne kampe opløst – men kun for en stund. Efter blandt andet at have skiftet ustabile Bobby Farrell ud med Reggie Tsiboe turnerede gruppen fra 1990 igen med jævne mellemrum, og det er de blevet ved med helt frem til i dag. Således er de igen at finde på Kysten – og det er stadig en flok determinerede kunstnere, der går på scenen her mere end tre årtier siden storhedstiden.

”Vi er bestemt ikke gamle. Husk på, at vi var purunge, da det hele startede i ’76,” mindede Liz Mitchell La Danesas udsending om i 2010.

 

Du kan købe billet til koncerterne på Castillo Sohail i Fuengirola den 27. juli og på fodboldstadion i Almuñécar den 28. juli på henholdsvis boneym-fuengirola.com og boneym-almunecar.com, i El Cortes Inglés eller blive henvist til nærmeste billetsalg på 667 75 25 81. Billetterne koster 30 euro.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.