Det danske magasin i Spanien
Seniortræning – nu også for herrer

 

Seniortræning er tilrettelagt for både at forebygge og behandle de skavanker, der som oftest kommer, når man når ”reparationsalderen” – og så fordi det er vigtigt at dyrke motion?

Muskler og skelet
Udover at styrke hjertet, forbedre forbrændingen osv., styrker regelmæssig motion også muskler, sener, knogler og led. Motion modvirker tab af muskelmasse og kan også være forebyggende mod stivhed og gigtrelaterede gener som smerter, muskelsvaghed og nedsat funktionsniveau.

Blodtryk
Mange danskere lider af forhøjet blodtryk. Tilstanden kan udvikle sig til hjerte-kredsløbsproblemer, nyresvigt og slagtilfælde, hvis der ikke bliver gjort noget ved det. Regelmæssig fysisk aktivitet kan imidlertid både forebygge og reducere et forhøjet blodtryk.

Hjerte og kredsløb
Risikoen for hjerte-karsygdomme kan nedsættes ved at være fysisk aktiv, bl.a. fordi fysisk aktivitet træner hjertet og forbedrer dets ydeevne, så der pumpes mere blod ud i systemet pr. slag. Et veltrænet hjerte skal derfor slå færre slag for at pumpe blodet rundt i kroppen. Der vil kunne ses et fald i blodtryk og puls. Fysisk aktivitet beskytter ligeledes mod åreforkalkning. Herved mindskes risikoen for blodprop i hjertet.

Diabetes 2
Overvægt er i dag den største grund til, at så mange udvikler denne type diabetes. Regelmæssig fysisk aktivitet mindsker risikoen for at udvikle sukkersyge. Desuden kan fysisk aktivitet bruges som led i behandlingen, hvis sygdommen allerede er opstået. Herved kan medicinsk behandling udskydes eller helt undgås. Dette kan lade sig gøre, fordi fysisk aktivitet øger kroppens følsomhed overfor insulin.

Fedt i blodet
Fysisk aktivitet har også en positiv indflydelse på fedtstofferne i blodet, fordi fedtstoffer er mindre tilbøjelige til at aflejre sig i årene hos en person, der træner. Risikoen for åreforkalkning og følger heraf, som f.eks. blodprop i hjertet, forhøjet blodtryk, blodprop i hjernen og hjerneblødning, mindskes således.

Vægt
Fysisk aktive mennesker har oftest lettere ved at holde en normal kropsvægt end inaktive mennesker, og det hænger sammen med, at fysisk aktivitet giver en bedre energiomsætning og regulerer appetitten.

Kræft
Undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og fraværet af en række kræftformer. Der er en markant lavere risiko for tyktarmskræft hos fysisk aktive mænd og kvinder.

Psyken
Fysisk aktivitet er kendt for at øge det almindelige velbefindende, eksempelvis ved at give en mere stabil nattesøvn og bedre humør, når man vågner om morgenen. Mennesker, der motionerer regelmæssigt, bliver desuden bedre til at slappe af og dermed bedre til at tackle stress.

Immunforsvar
Det er veldokumenteret, at motion påvirker immunsystemet positivt. Personer, som er i god form, har således et bedre immunforsvar. F.eks. forekommer infektionssygdomme sjældnere, og fysisk aktive kommer sig hurtigere over en sygdom.
Regelmæssig motion kan således mindske risikoen for, at de nævnte sygdomme og tilstande opstår. Desuden kan fysisk aktivitet – hvis man allerede lider af en af ovennævnte sygdomme – være med til at mindske risikoen for, at sygdommen forværres.

Så hvad venter du på? Op af stolen og af sted!

  • Tirsdag og torsdag kl. 12.00-13.30: Seniortræning
  • Onsdag kl. 12.00-13.30: Herre-Seniortræning.
Af Fysioterapeut Rikke Markussen, Centro Sanum

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.