Det danske magasin i Spanien
“Løb er som at meditere”

43-årige Joan Hansen elsker at løbe, og nu stiller hun op til start til sit tredje halvmaraton i Málaga den 7. april. Målet er at slå sin personlige rekord.

Først løb hun alene et par gange om ugen, når lysten lige var, men det var først for lidt over et år siden, at 43-årige Joan Hansen for alvor blev grebet at løbe, da hun var til en elevfest i Danmark. Her mødte hun en gammel klassekammerat, som selv var en ivrig løber. Han inspirerede hende til at komme i gang med løbetræningen, og nu er næste mål Málaga halvmaraton den 7. april. For Joan Hansen er løb blevet en vigtig del af hendes hverdag.

”Når jeg løber, slapper jeg virkelig af. Jeg elsker det, fordi det får mig til at slappe af i en travl hverdag, hvor man skal nå alt muligt. For mig er det som at meditere,” fortæller Joan Hansen, der bor i Rincón de la Victoria og har firmaet Rincón Rent, som udlejer boliger.

I bestsellerbogen ’Født til Løb’ af amerikanske Christopher McDougall fokuserer han på, at man skal gøre, som da man var barn og gøre løb til noget sjovt. Man skal gøre løb til en leg, og den tanke kan Joan Hansen godt sætte sig ind. ”Det er mit frikvarter, når jeg løber. Jeg nyder det virkelig,” siger hun.

Løbepigerne er motivationen
I begyndelsen løb Joan Hansen for sig selv, men det var ikke altid nemt at komme op og i gang. ”Det var mere fristende bare at blive liggende i sengen under dynen, for der var ikke nogen, der ventede på mig. Men en dag kom min genbos datter og spurgte, om jeg ikke ville løbe med dem, for de havde tit set mig være ude at løbe. Det er så meget nemmere at komme op og i gang klokken seks om morgenen, når man ved, at der er nogle, som venter på en, så det er først, efter jeg er begyndt at løbe med dem, at træningen er blevet stabil,” siger Joan Hansen, der skal løbe Málaga Halvmaraton sammen med løbekammeraterne.

De begyndte træningen i september sidste år for at blive klar til april og mødes for at løbe 4-5 gange om ugen, men på grund af det ustabile vejr i februar og marts har træningen ikke forløbet helt, som den skulle.

”Selvom vi har et træningsprogram, som vi følger, er vi kommet lidt bagud. Vi har ikke trænet, som vi ville, fordi det har regnet en del. Samtidig har flere af os været ramt af sygdom på skift,” fortæller Joan Hansen.

Skal slå personlig rekord
Selvom træningen ikke har været optimal, har Joan Hansen et klart mål, når startskuddet til Málaga Halvmaraton lyder. ”Jeg skal slå min personlige rekord. Jeg føler mig i bedre form end før, og jeg tror på det. Det er anderledes, når man deltager i et løb, for der giver man altid lidt ekstra, og jeg vil gøre alt for at nå mit mål,” siger Joan Hansen, der har en personlig rekord på omkring 1 time og 49 minutter for at gennemføre de lidt over 21 km. Joan Hansen gennemførte sidste år to halvmaratons, og hun forsøgte sig med Málaga Maraton den 7. december 2012, men måtte udgå efter 31 km på grund af en skade og væskemangel.


Målet er at slå sin personlige rekord ved Málaga Halvmaraton den 7. april.

Sådan træner Joan Hansen
”Nogle gange løber vi 20 minutter ud til et sted, og her løber vi så 12 gange 400 meter med 30 sekunders pause i mellem hvert interval, og så løber vi i 20 minutter hjem igen.”

”Andre gange træner vi løb op ad bakke. Der løber vi 45 sekunder så langt vi kan op ad bakken, og så har vi 30 sekunder til at komme ned, inden vi gentager det. Det er virkelig hårdt, og man får sved på panden.”

”En gang imellem løber vi 20-21 km i weekenden for at få noget distance i benene.”

 

Jeg elsker at løbe
Vi er alle født til at løbe. Vi har bare glemt at gøre det rigtigt, siger amerikansk bestsellerforfatter.

Af Michael Jepsen

Amerikaneren Christopher McDougall er blevet kult blandt løbere med sin bestseller ’Født til løb’, der er udkommet på dansk. I bogen tager han læserne med på sin rejse gennem menneskets udvikling forbi de mest avancerede laboratorier på Harvard og gennem bjergområder, hvor et stigende antal ultraløbere udfordrer sig selv og grænserne for menneskets formåen. Under sine forberedelser til et 80 km-løb i Mexico opdager Christopher McDougall, at vi ikke skal længere væk end til vores egne fødder for at finde livets mening. Vi er alle født til at løbe, men for at forstå det, er vi nødt til genfinde glæden ved at bevæge os, siger den 50-årige forfatter.

”Mange hader at løbe, fordi de gør det for at få noget andet ud af det. Vi kigger efter ydre belønning og motivation, men kig på børn: de leger bare. De gør det ikke for at tabe sig eller for at opnå noget, og derfor er de gode til det. Børn har ingen problemer med at løbe. Fire-seks-årige er alle naturlige løbere. Ved seks-syv års alderen kommer børnene i skole og får at vide, at de skal sidde stille. Dermed træner vi os til ikke at løbe.”

”Mit råd er, at du begynder med at tage dine sko af og husker, hvordan det var at lege som barn. Gør løb til en leg. Genfind glæden for det er den manglende ingrediens.”

”For at gøre løb til en vane må man begynde langsomt og stoppe, når det ikke er sjovt. Mange fortsætter, når de føler sig trætte, fordi de føler, de er nødt til det, men det er ikke meningen, at man skal føle ubehag og smerte.”

”Når jeg er på vej ud af døren for at løbe, ved jeg ikke, hvor langt og hvor hurtigt jeg løber. Jeg nyder det bare hver dag. Ved at løbe en smule hver dag kan man lære at nyde det. Man skal bare lære at løbe rigtigt. Det er en kunstform som dans og musik,” siger Christopher McDougall.

Selv om Christopher McDougall er begejstret for at løbe, mener han andre aktiviteter kan være lige så sunde.

”I Danmark cykler I meget, og det er også godt. Det vigtigste er, at vi har det sjovt med det, vi gør,” siger bestsellerforfatteren, der også har et bud på, hvad man som løber gør med det ustadige danske vejr.

”Generelt prøver vi at lægge vores verden på landkortet. Vi bestemmer os for, at på mandag løber vi ti kilometer uanset vejret. Men det er bedre, at vi tilpasser os vejret. Hvis det blæser meget, så løb en kortere distance eller i en anden retning. Det skal være en glæde, ikke en sur pligt.”

Fakta
3 gode råd til at komme i gang:
1)    Tag skoene af
2)    Løb på stedet (så kan du ikke løbe forkert)
3)    Øv dig med glæde og uden smerte

3 gode råd til at bevare motivationen
1)    Find en ven
2)    Find gode steder at løbe
3)    Bekymr dig ikke om dine tider

 

 

BILLEDTEKST FØDT TIL LØB:

Født til løb er udkommet på dansk, og kan købes på www.saxo.dk. Bogen er blevet en bestseller i USA og Norge.

 

BILLEDTEKST CHRISTOPHER MCDOUGALL:

Den amerikanske forfatter Christopher McDougall er vild med at løbe

Af Kasper Ellesøe, kasper@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.