En spaniensdansker ser tilbage - del 3

Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga, og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.

84-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen i La Danesa februar – om hans ankomst til Spanien i årene efter Anden Verdenskrig. I denne måned deler Holger nogle af sine oplevelser fra diktaturtiden med os.

Rejsende i Franco’s Spanien
Jeg var i Spanien en halv snes år efter borgerkrigens slutning, men Francos traumatiske forfølgelse fortsatte med uformindsket styrke. Helt op i 1960’erne lod han tidligere modstandere henrette, når de blev fanget.

Spanierne var en totalt splittet befolkning, hvor frygt, fjendskab og mistro gennemsyrede hele samfundet. Folk, der ikke kendte hinanden havde lært at holde kæft og ikke ytre synspunkter.

Der var faktisk ikke en plet i Spanien, hvor man ikke kunne forvente, at politiet dukkede op – selv på de mest øde landeveje eller i de fredeligste naturområder. Pludselig så man uniformerede mænd med trekantede hatte og skudklare rifler over skuldrene. De patruljerede som regel to og to eller fire og fire.

Vejen ned langs Middelhavskysten løber nogle steder så tæt ude ved vandet, at man ser hele det blå Middelhav som baggrund for en pragtfuld kystlinje, dengang total øde og uspoleret. Sådan et sted var jeg havnet en sen eftermiddag. Det var ved at blive aften, og fristelsen var ikke til at modstå. Lidt efter jeg havde rullet min sovepose ud på det hvide sand og var krøbet ned i den. Der var ikke et levende væsen, så langt øjet rakte. Men sent på aftenen vågnede jeg ved, at der stod fire riffelbevæbnede Guardia Civil-betjente og kiggede på mig. Den umiddelbare reaktion er naturligvis forskrækkelse afløst af irritation. Hvor fanden kommer de fra? Hvordan har de fundet mig her i sandet? De ville selvfølgelig se mit pas.

Men på det punkt var de som alle andre spaniere: Udlændinge var sjældne og derfor spændende. Sådan en lille natpassiar med en udlænding ville være en kærkommen afveksling i den kedelige patruljering. Det syntes jeg ikke. Jeg ønskede bare, de ville forsvinde, så jeg kunne sove videre.

”Jeg kan ikke lide Franco,” sagde jeg. ”Kan I virkelig godt lide den lille Cabrón?” Cabrón betyder jo egentligt bare gedebuk, men er nok det værste skældsord, man kan bruge på spansk. Stemningen blev mere end pinlig, men så sagde den yngste betjent med et grin: ”Franco betaler vores løn.” Han burde have været diplomat. Jeg kunne se på hans kammerater, at de bestemt ikke billigede bemærkningen, og den var vel heller ikke en gang særlig sjov. Men vi grinte lidt anstrengt alle sammen og skiltes næsten som amigos.

Næste dag blev jeg samlet op af et par fyre i en stor lastbil. Det var voksne, alvorlige mænd med den naturlige værdighed, som kendetegner spaniernes personlighed, når den er bedst. Men de kunne ikke skjule deres nysgerrighed: Hvad var jeg mon for en fyr? Snart spurgte de løs om forholdene udenfor Spanien. Med hensyn til politik var det ligesom de hele tiden gled udenom. Men vi blev mere og mere fortrolige, og på et tidspunkt bemærkede den ene, at der deltog en masse frivillige fra Dinamarca i den spanske borgerkrig. Det var bare sådan en objektiv konstatering, som de ikke havde taget stilling til. Men bemærkningen var selvfølgelig mere betydningsfuld, en slags prøveballon: Hvor stod jeg?

Men før jeg kunne reagere, kom der en ny ”hitch-hiker” ombord. Det var en Guardia Civil politimand. Han stod på vejen og holdt en hånd op, og så standser man selvfølgelig. Det ville være vanvid andet, og vedkommende politimand stiger ombord, som var det en bus, han havde standset. I en bus behøver man jo heller ikke at hilse på chaufføren eller sine medpassagerer, hvis man ikke er selskabelig.

Jeg rykkede ind mod midten, og vores nye passager satte sig til rette i højre side med sin idiotiske, trekantede lakhat og den skudklare riffel ved sin side og kiggede lige frem for sig. Og så blev der ikke sagt et ord, før han stod af igen.

Det var absolut ikke nogen usædvanlig situation. Politiet rejste på den måde. De stod bare ude på vejen og standsede den første lastbil, der kom, og så steg de ombord, som om det var en bus, de havde prajet. Som oftest hovne og uvenlige. Chaufførerne hadede dem selvfølgelig, og det vidste de. Men de gjorde sig bestemt heller ikke den mindste anstrengelse for at bedre på forholdet. En ganske almindelig høflig hilsen kunne jo i hvert fald ikke have skadet. Guardia Civil politimanden stod af, og jeg spurgte, om de godt kunne lide de fyre. Den ene så mig ind i øjnene samtidig med, at han førte højre hånds pegefinger hen over struben. Nogle tegn er universelle, og vi var klar over, hvor vi havde hinanden.

De fortalte mig om begivenheder fra borgerkrigen, som de havde deltaget i, og de pointerede stærkt, at de ikke var kommunister, men ”kun” socialister, der havde forsøgt at forsvare demokratiet og friheden. Jeg fik et levende indtryk af deres tragiske situation: Drømmen om friheden, som de havde kæmpet for, var knust, og de var totalt underkastet deres tidligere dødsfjender, som de måtte være venlige og underdanige overfor som en slave overfor sin herre.

Et sted hvor jeg stod i vejsiden, standsede to færdselsbetjente på motorcykler. De talte engelsk, og det var nok grunden til, at de var standset. Der var i hvert fald ingen professionel udspørgen. Bare nysgerrighed og lyst til at praktisere deres engelsk. Vi snakkede hyggeligt sammen, og før de kørte videre, ville de gerne give mig en hjælpende hånd, så de rakte den simpelthen op foran den næste lastbil, der kom, og bad de to i bilen om at tage mig med. Selvfølgelig, ingen problemer. De sagde goodbye og drønede videre. Færdselspolitiet gav mig flere gange det indtryk, at det var en hel anden race end Guardia Civil. De to, der kørte lastbilen var på min egen alder, så sikke meget vi kunne snakke om og udveksle meninger om. Men de var påfaldende tavse og mildt sagt ikke særlig venlige, og alle mine høflige forsøg på at starte en samtale løb ud i sandet. Der var bare tavshed, som når der var en Guardia Civil politimand ombord. Efter nogen tids forløb kørte vi gennem arroyo (et vandløb, der snor sig gennem det udtørrede landskab). Lastbilens baghjul var næppe nået op på den anden side af arroyo’en, før de standsede og gav mig et letforståeligt tegn: Nu kunne jeg godt tage min rygsæk og skrubbe af. ”Men hvorfor dog?,” spurgte jeg forbavset. Jeg syntes selv, jeg havde opført mig ganske pænt.

”Her går grænsen for dine ”venners” distrikt,” oplyste de. De lagde meget stærkt tryk på mine ”amigos”.

”Derfor behøver I vel ikke at smide mig af,” indvendte jeg. Jo, for hvis de blev standset af politiet i det næste distrikt, fik de måske en bøde for at have taget mig med. Den var langt ude, og jeg var sur på dem.

Men hvad var egentlig årsagen til deres mærkelige opførsel? Hvis jeg nu havde stået alene på vejen og ikke fået hjælp af mine ”venner”, færdselsbetjentene, hvad ville de så have gjort? Sandsynligvis havde de standset og givet mig et lift, havde måske oveni købet været venlige. Men nu havde de altså sat mig af her i ødemarken, for hvis politiet var mine venner, så var jeg i hvert fald ikke deres ven. Husk lige det, kammerat! Og det stod jeg nu her i et solstegt ørkenlandskab i en udtørret arroyo og forsøgte ikke at glemme.

“I næste nummer af La Danesa skal vi læse Holgers bud på trosretning i Spanien, når han får sig en snak med endnu en hitch-hiker og unge studenter, der har konverteret til protestantismen for at vise, hvad de mener om regimet.”