Det spanske sprog aranesisk

En dialekt af occitansk er nu officielt sprog i Spanien.
”Adishatz,” siger Jusèp Loís Sans Socasau, der er sprogpolitisk ordfører i Conselh Generau d’Aran i Val d’Aran i Catalonien, og som vi har bedt forklare os, hvad hans sprog, der for nyligt fik anerkendelse som officielt sprog, er for en størrelse.
Ordet betyder goddag eller hej, og Sans Socasau forklarer, at man til en ældre person ville sige andossien. Om morgenen, i løbet af dagen og om aftenen anvender man også hhv. bon día, bona tarde og bona net, hvilket da er til at forstå.

Sproglig forviklinger
Man kunne fristes til at tro, at man har rimelig lingvistisk fod på de forskellige sprog, der tales i Spanien, når man kender til spansk, altså som i castiliansk, catalansk, baskisk og galicisk og så alle dialekterne af disse sprog, som valenciansk, mallorquinsk og så videre, men så beslutter myndighederne sig for at give endnu et sprog status af officielt sprog.
Det er aranés, der på dansk må blive aranesisk, som lokalregeringen i Catalonien, i hvad som i filologiske sammenhænge må være for nyligt, besluttede at gøre til regionens tredje officielle sprog. Og det manglede da bare i dette kalejdoskop af sproglige forviklinger og udfordringer, at vi også får en efternøler med rødder på den anden side af den spansk-franske grænse.

Romersk og gasconsk occitansk
Aranesisk er en dialekt af occitansk, som er en gruppe indoeuropæiske, galloromanske sprog. Nogle kalder den iberoromanske på grund af ligheder med catalansk. Men uanset, så var det i middelalderen også kendt som Langue D’Oc, som den franske region Languedoc er opkaldt efter.
Occitansk er altså først og fremmest blevet anvendt i Sydfrankrig, men også i Monaco, Italien og altså i Spanien, hvor det i hvert fald i dag er begrænset til Val d’Aran. Sproget kan opdeles i tre dialekter. Det er nordoccitansk, der indbefatter auvergnatisk, limousinsk og provencalsk, som igen deles op i flere dialekter. Det er centraloccitansk, som inkluderer languedocsk, provencalsk og nicois. Og så er der gasconsk, der selvfølgelig tales i Gascogne, og også gasconsk fås i flere varianter.
Den afart, man taler i Val d’Aran, stammer fra netop gasconsk.

Gemt i Pyrenæerne
Vall d’Aran, på castiliansk Valle de Arán, ligger vest for Andorra, i provinsen Lleida, og vi er altså i den catalanske del af Pyrenæerne.
Området har været en del af Romerriget, underlagt den aragoniske krone, haft selvstændighed, været invaderet af Napoleon, givet tilbage til Catalonien og Spanien igen og frem og tilbage. Indbyggernes rødder og kultur er dog tættest forbundet med den occitanske kultur i det sydlige Frankrig, hvor sproget ligeledes overlever. Alt i alt skulle omkring to millioner mennesker tale en form for occitansk, mens 10 millioner skulle have en vis forståelse for sproget. Godt 32 procent af indbyggerne i Val d’Aran anser aranesisk som værende deres modersmål, mens godt 88 procent forstår sproget. Også geografisk set er den spanske dal mere åben mod nord, og som sådan har man stærke bånd med de nordlige naboer.

Dagens Val d’Aran
30 procent af områdets 6.334 km2 ligger mere end 2.000 meter over havet, og vindene fra Atlanterhavet betyder sne flere måneder om året. Der blev dog bedre forbindelser til Spanien, da man i 1948 åbnede tunnelen i Vielha.
I 1990 opnåede området igen en slags selvstyre, med en regering, den førnævnte Conselh Gererau d’Aran. Denne lokalregering har seks rådgivere, én per såkaldt terçon, som er en geografisk opdeling, der kun findes netop her. De råder over godt 10.000 mennesker, af hvilke godt 5.000 kan findes i den største by, Vielha e Mijaran, og i 32 bjergbyer delt op i ni kommuner.
”Adishatz,” gentager rådmand Jusèp Loís Sans Socasau. Det sære ord kan også betyde farvel. Men afslutningen minder dog alligevel om tilhørsforholdet til Catalonien, nemlig ”Mos tornaram a veir”.

Læs mere: www.aran.org og www.visitvaldaran.com.