Det danske magasin i Spanien
Elektroniske cigaretter – Hvad er det, og hvilke regler gælder?

Elektroniske cigaretter - Hvad er det, og hvilke regler gælder?

Siden rygeforbuddet blev indført i januar 2011, er markedet for afvænnings- og erstatningsprodukter blevet større. I dag findes der en lang række alternativer til de giftige cigaretter; traditionelle nikotinproduktioner som plastre og tyggegummi, mundspray og sugetabletter. Men også nikotindrikkevarer og slik vil snart kunne findes på hylderne.

Elektroniske cigaretter
Et produkt, som skiller sig ud af mængden, og hvis popularitet er eksploderet, er den elektroniske cigaret. E-cigaretten, som den også kaldes, sælges som et alternativ til traditionelle cigaretter. Den sælges primært over internettet, men e-cigaretten kan også fås på barer og klubber, og senest er der åbnet en butik i Fuengirola, som har specialiseret sig i e-cigaretter.
Den elektroniske cigaret består af tre dele. I den ene ende sidder en beholder eller en ampul med olie, som indeholder forskellige opløsningsmidler, der i visse tilfælde indeholder nikotin. I den anden ende sidder der et genopladeligt batteri samt en fordamper. Når brugeren suger, fordamper olien, som derefter absorberes gennem munden og ned i lungerne og ud i blodet sammen med eventuel nikotin. De fleste e-cigaretmodeller afgiver så meget damp, at det giver den samme følelse som at ryge en almindelig cigaret. Dampen, der først inhaleres og så blæses ud, ligner røg, og det hævdes ikke at skade miljøet og omgivelserne. De forskellige olier (kan indeholde nikotin) kan købes med et bredt udvalg af smage, alt lige fra chokolade, karamel, jordbær og hindbær til cigaretsmag som Camel, Prince og Marlboro.

Et reguleret og ureguleret marked
De elektroniske cigaretter er ikke omfattet af rygeforbuddets rammer. Detailhandlerne og producenterne bruger det som et af de mest fremtrædende argumenter for eCiggen. Det er WHO (World Health Organization) opmærksom på. Organisationen mener, at e-cigaretten burde omfattes af rygeforbuddet.
I Spanien findes der i dag ikke en lov, der forbyder rygning af elektroniske cigaretter, hverken i det private hjem eller i det offentlige rum. I Danmark er e-cigaretten heller ikke omfattet af den danske rygelov. Både i Spanien og i Danmark er det op til hver enkelt restaurant, arbejdsgiver, hospital, flyselskab osv., om der må ryges e-cigaretter eller ej. Desuden er det i Spanien lovligt at sælge de elektroniske cigaretter med tilhørende olier med undtagelse af dem, der indeholder nikotin, for i forhold til nikotin er markedet reguleret. I Danmark er nikotinsalget forbudt. Nikotinolierne betegnes nemlig som en medicinsk anordning og hører under lægemiddelloven, som gælder i de fleste europæiske lande. I Spanien er det lovligt at importere nikotinolier til personligt brug, men må ikke sælges uden tilladelse. I Danmark skal man eksempelvis have godkendelse fra Sundhedsstyrelsen, før man må sælge nikotin til e-cigaretter.
De fleste luftfartsselskaber har forbud mod at ryge e-cigaretter ombord på flyet. Her er Ryanair en undtagelse. Flyselskabet kræver, at den rejsende køber sin elektroniske cigaret ombord på flyet, mens det ikke er tilladt at have sin egen med.

Manglende forskning
Til trods for den stadigt stigende popularitet omkring de elektroniske cigaretter er forskningen på området stadig mangelfuld. Årsagen er, at e-cigaretterne er så nye på markedet, at det er umuligt at pege på nogle langsigtede effekter eller eventuelle bivirkninger. Indtil videnskaben kan se resultater efter mange års brug, kan vi ikke vide, om produktet gør mere skade end gavn. Det britiske sundhedsvæsen appellerer til, at man skal være forsigtig med at anvende elektroniske cigaretter på grund af den manglende, langsigtede forskning. Naturligvis hævder producenter og detailhandlere, at cigaretterne er uskadelige, og at det, man indtager, blot er lidt vanddamp og nikotin, eller i nogle tilfælde en nikotinsubstitut. Andre er lidt mere tilbageholdende i deres oplysninger og siger, at elektroniske cigaretter er sundere end almindelige cigaretter, hvor der inhaleres tobak, tjære, kulilte og tusindvis af andre giftstoffer.
Uanset sælgernes udsagn, består usikkerheden, og WHO udtrykker bekymring overfor de nye e-cigaretter og stiller spørgsmålstegn ved, hvad de egentlig indeholder udover nikotin, ligesom organisationen er bekymrede for, hvilke effekter det har at ryge og inhalere e-cigaretterne, selvom man bruger nikotinfrie olier. Men WHO vil ikke komme med anbefalinger omkring brugen, før detaljerede undersøgelser er foretaget.

Hvad betyder det for sundheden?
Faktum er, at der ikke er fundet beviser på, at e-cigaretterne kan skade miljøet. Så der er ikke tale om passiv rygning. Det er dog usikkert, om vanddampen, der bliver udåndet, indeholder små mængder af de partikler, som indåndes. Det har vist sig, at folk føler, at det er lettere at trække vejret, når de ryger på den elektroniske cigaret frem for de almindelige cigaretter. Derudover har undersøgelser blandt andet vist, at folk føler, at de har mere energi, og at de får en pænere hud, efter de er begyndt at bruge e-cigaretter.
Debatten omkring de elektroniske cigaretter og deres påvirkning af sundheden handler først og fremmest om produkter med nikotinolie, og i de tilfælde er det ikke muligt at undgå de negative virkninger af nikotinen. Det er blandt andet nikotinafhængighed, dårlig hygiejne i munden, hvor især tandkødet påvirkes, effekten på blodkarrene og øget risiko for forhøjet blodtryk og åreforkalkning. Tests har desuden vist, at den mængde nikotin, der er angivet, sjældent svarer til den, der i virkeligheden indtages, og at niveauerne kan variere, og at det er forskelligt for hvert sug. Udover nikotinen er produkternes kvalitet og renhed tvivlsom, da de fleste er fremstillet i Kina, hvor der ikke er væsentlig kontrol. Forhandlerne undskylder med at henvise til virksomheder, der er så små, at de ikke har råd til at udføre nogle grundlæggende tests.
På grund af dette kommer der flere anbefalinger om, at brugerne bør holde sig til de mere afprøvede produkter, såsom nikotinplastre og -tyggegummi, hvis effekt på nikotinafhængigheden er den samme som den elektroniske cigaret med nikotinolie.

Kræftrisiko
Det private firma Health New Zealand modsiger dog alle påstande om, at elektroniske cigaretter skulle være ufarlige. Firmaet har gennem undersøgelser fundet kræftfremkaldende kemikalier i produkterne. Men de har fastslået, at elektroniske cigaretter er mindre skadelige end de almindelige cigaretter.
I USA har ”Food and Drug Administration of Pharmaceutical Analysis” gennemført et stort antal tests på flere forskellige elektroniske cigaretter med olier og fundet frem til, at de fleste indeholder kræftfremkaldende tobaksspecifikke nitrosaminer. De har også fundet spor af nikotin i en del olier, som ellers skulle være nikotinfrie. Det er dog vigtigt at vide, at Sundhedsstyrelsen i USA har sagt, at elektroniske cigaretter kan mindske tobaksrelaterede sygdomme med op til 99,9 procent.

Direktiv fra Europa-Kommissionen
Fra Europa-Kommissionens direktorat for sundheds- og forbrugerpolitik fremgår det tydeligt, at der ikke findes et generelt forbud mod elektroniske cigaretter. En del medlemslande klassificerer de elektroniske cigaretter, som indeholder nikotin, som medicinske produkter, og det betyder, at de ikke kan sælges, før deres sikkerhed og kvalitet er testet. Men i andre medlemslande klassificeres produkterne som en forbrugsvare, uanset om den indeholder nikotin eller ej og derfor bliver de ikke kontrolleret. Det er altså op til hver enkelt mellemstat at afgøre, hvordan reglerne skal være omkring de elektroniske cigaretter.

Fornuft og etiket
Selvom reglerne omkring e-cigaretten ikke er så stramme som for de traditionelle cigaretter, kan det være en god idé at tage hensyn til omgivelserne, når man puster ”røg” ud fra en elektronisk cigaret. Hos nogle mennesker kan det vække stor forargelse, når folk kommer gående med en cigaret i hånden. I det e-cigarettens røg kan forveksles med ægte røg, kan der opstår misforståelser på eksempelvis restauranter. I nogle tilfælde kan personer måske finde på at tænde en rigtig cigaret, hvis de ser røgen fra e-cigaretten, fordi de dermed tror, at det er tilladt at ryge. Det kan koste en bøde til privatpersonen og restaurantejeren.
Damian Scott, salgschef for Skycig, en af de mange virksomheder, der sælger elektroniske cigaretter på internettet, anbefaler, at man skal være diskret på offentlige steder, når man ryger sin e-cigaret, og at man skal bede om tilladelse til at ryge på caféer og restauranter for at undgå eventuelle konflikter.

Lokker mindreårige
Det er bevist, at ikke alle e-olier indeholder nikotin, og de er derfor tilladt. Det er disse, som i stor grad bekymrer modstanderne af e-cigaretter, da de er nervøse for, at de mange forskellige smagsvarianter vil lokke mindreårige til at ryge e-cigaretter. Selvom man begynder med de nikotinfrie, kan man måske gå over til at ryge olier med nikotin. Der er også bekymringer for, at det kan normalisere noget, der ligner røg, og dermed øge den almindelige rygning i samfundet.

Historien kort
Den første elektroniske cigaret blev udviklet i 1963, men det blev ikke til nogen stor produktion, da de komponenter, der skulle bruges var dyre, og det var svært at komme ind på markedet. Først i 2003 blev den elektroniske cigaret kommerciel, og i 2007 blev der for første gang taget patent på e-cigaretten. Den første succesfulde elektroniske cigaret blev udviklet af Hon Lik i Kina, og der var stor efterspørgsel på produktet på verdensplan.

Af Sara Laine

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.