Det danske magasin i Spanien
ben
Der er meget, der undrer os, når vi kommer fra vores vante rammer i Norden til de sydlige himmelstrøg i Spanien, og her på redaktionen modtager vi da også spørgsmål om alt lige fra: Hvorfor står æggene ikke på køl i supermarkederne? og Hvorfor er spanske politikere så korrupte? til Hvorfor kører nogle biler rundt med et L i bagruden? og Hvorfor er det så sparsomt med økologiske varer i butikkerne? I denne måned indleder vi en række klummer, der behandler nogle af disse til tider vanskelige og andre gange ret banale spørgsmål, som ikke desto mindre er kilde til stor undren bl.a. såvel skandinaviske tilflyttere som ferierende i Spanien. Har du noget, du undrer dig over, og som du synes, vi skal undersøge, så send en mail til kasper@norrbom.com.
 
I Spanien lever den metroseksuelle mand i bedste velgående. Men nogle steder handler det ikke kun om velplejet hud, et godt job og en bolig i storbyen. Mange sydspanske mænd tager skridtet videre og fjerner alt håret på deres krop. En tendens, der er stik modsat den, vi oplever i Skandinavien
 

Der er mange forskelle mellem Danmark og Spanien. Det varme klima, den spanske siesta og øl til 0,70 eurocent for blot at nævne et par stykker. Men de glatte ben, der tilhører enhver ung muchacho på de sydspanske strande, slår dog dem alle. Undren er stor, selv når man kommer fra et land som Danmark, hvor mænd ellers er godt med på bølgen med fugtighedscreme til både dag og nat. For det hører alligevel til sjældenhederne, at danske unge mænd lige fjerner håret på skinnebenet, inden de mødes med gutterne til øl og grill. Ja, danske mænd er vel nærmest endt i den anden grøft og gået all-hair-in, med store fyldige skæg og langt hår, der helst skal sidde i en knold, eller hænge løst og uglet. I Sydspanien er det anderledes. Håret er punktligt sat og de behårede ben har fået sparket til fordel for deres glatbarberede fætter. Men hvad betyder mænds hårvækst egentlig for kvinder?

 
Mænd på strand
 
Hår eller ej? Det er spørgsmålet
På stranden i Fuengirola møder vi fire unge mænd, Marcos Antonio Gil Molina på 31 år, José Miguel Rios Gracía på 30 år, Jorge Moreno Martín på 31 år og Javier Gayango Villaba på 28 år. De kommer fra den sydspanske kyst, og får alle fjernet deres hår på benene. Men glem alt om den gamle skraber, her foregår det med voks. En yderst smertefuld metode, men en pris som de gerne betaler for at være hårfri. Til spørgsmålet om, hvorfor håret skal væk, lyder svaret: “Vi bor ved stranden og skal ofte vise kroppen frem, og derfor gør vi mere ud af vores udseende end mænd, der bor inde i landet.” Men det stopper ikke ved benene. “ALT hår skal væk”, pointerer mændene. De kalder sig selv for metroseksuelle mænd og er overbeviste om, at kvinder bedst kan lide en krop, der fri for hår. “Størstedelen af kvinderne synes, det er lækkert, at man fjerner hårene”, siger Javier Gayango Villaba, fyren i de blå badeshorts. Håret fjernes altså både for kvindernes og udseendets skyld.
At de fleste kvinder er vilde med de glatte ben, er dog ikke helt korrekt ifølge pigerne, Christina Mirada på 17 år, Jasmina Hamned på 17 år og Claudia del Valle på 15 år. Hos dem vækker spørgsmålet om de unge mænds glatte ben både grin og høje suk. “De skal ikke være mere feminine end os”, lyder det enstemmigt. De vil helst have en mand med hår på kroppen, men de fortæller, at det er rigtigt, at nogle kvinder godt kan lide de glatte ben. “De finder hår uhygiejnisk”, fortæller Christina Mirada, der mener, at det fordeler sig cirka 50/50 blandt spanske kvinder, når det gælder hår på benene.
 
Piger på strand
 
Den sydspanske tendens er langt fra den, der ses i Danmark i øjeblikket, hvor det nordiske islæt har fået en ny storhedstid. 90-ernes metroseksuelle mand er skiftet ud til fordel for det 21-århundreds vildmand med stort fyldigt skæg. At det er de færreste danske mænd, der fjerner deres hår på kroppen, er for de fire spanske mænd meget underligt. De to mandetyper ligner da også hinandens modsætninger. Men der er ligheder. Begge typer mænd gør meget ud af at bruge håret, eller manglen på samme, til at signalere, hvem de er. Men det gælder også for begge typer, at de befinder sig på den hårfine grænse mellem hot or not.
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.