Den skæve vinkel: Lars Viggo Jensen

 

“Det kostede os omkring 200.000 kroner at få en bil klar til Le Mans, som Jens Winther, jeg og vores engelske kører, David Mercer, deltes om at betale. Mekanikere, teknikere og andet servicepersonale var frivillige, for vi havde ikke budget til et professionelt team,” fortæller Lars Viggo.
Med i teamet var bl.a. Lars Viggos kone, Annette, som lavede mad til holdet og oplyste omgangstider. “Dengang, i ’86, havde man ikke radio i bilerne, så halvvejs på banen stod Annette med en tavle, som oplyste omgangstiden. Skulle vi i pit for at tanke op eller skifte dæk, stod det på tavlen, og vi svingede et par gange med rattet for at vise, at vi havde læst beskeden. Derefter blev der ringet til pitten fra en felttelefon, og resten af teamet forberedte sig,” fortæller Lars Viggo med et grin.

Anstrengelserne blev dog belønnet. Holdet gennemførte, hvilket i sig selv er en triumf, og vandt sågar C2 klassen (de specialbyggede Le Mans-maskiner under 500 hk). Det var et meget stort øjeblik for Lars Viggo, men løbet satte også nogle dybe tanker i gang. “Østrigeren Jo Gartner forulykkede lige foran mig, og hans bil satte i brænd. Brandfolk i asbestdragter kom omgående til, men varmen var så stærk, at de var nødt til at gå væk fra den brændende bil. De fik ham ikke ud og jeg husker stadig synes af hans kæreste i målområdet,” beretter den forhenværende racerkører, der blot et halv år inden var blevet far. “Det blev mit sidste løb. Det blev ikke sjovere, og vi kunne ikke gøre det bedre,” citeres Lars Viggo i bogen over danske Le Mans legender.

 

Annette altid klar i pit’en
Det er dog ikke slut med at brænde dæk af. I dag er det blot cykeldækkene, det går ud over. Der går ikke mange dage mellem, at Lars Viggo og hans racercykel er ude på de krogede bjergveje. Enten alene eller sammen med et par cykel-gale venner. To til fire timer er varigheden for et træningspas. Cyklen bliver også luftet i udlandet. Dolomitter-bjergene i Norditalien hører til Lars Viggos foretrukne destination for cykel- og træningsferie med cykelvenner. Han elsker også, at prøve kræfter med motionscykelløbet Mallorca Rundt, hvor øens 312 km. skal køres rundt indenfor 14 timer (Lars Viggo gør det som regel på ca. 12 timer). Det koster blod, sved og tårer, men det gamle konkurrenceinstinkt er intakt. Det samme er Annette. På ruten står hun klar med tørt tøj, frugt og drikkevarer.
Præcis som i gamle dage.

 

Når julefreden sænker sig
Den ihærdige sports- og forretningsmand kan dog også slappe af. Når julen nærmer sig, bruger han dage på at samle sin julekrybbe. Det startede i det små for snart 20 år siden, men ‘projektet’ har fået vokseværk og fylder idag den halve stue. “Jeg hygger mig med det, og jeg er ligeglad med, at nogle synes, jeg er åndsvag,” fortæller Lars Viggo, mens hans viser billeder. Krybben er et komplet landskab fyldt med palmer, huse, små broer, får og mennesker. “Normalt er der også lys på krybben og jeg tilslutter rindende vand til åen,”
fortæller Lars Viggo, som her viser en af sine mere bløde sider.
Lidt blødere bliver man måske også med alderen, men det er ikke til at se, at Lars Viggo netop er rundet de 70. Måske er det arbejdet og sporten, der er med til at holde Lars Viggo i gang. “Jeg er ikke god til at sidde stille ret længe ad gangen. Jeg har ikke en travl arbejdsdag, men jeg har den, og det er jeg lykkelig for,” slutter han med at fortælle om sig selv og sin daglige rolle i Centro Idea.

 

 

1. Hvad er det ‘skæveste’, du nogensinde har gjort?
Da jeg kørte på arbejde den 4. januar 1989, var alt som det plejer at være. Men da jeg kørte hjem sidst dagen, havde jeg solgt min vognmandsforretning og livsværk. Jeg fik helt uventet et uimodståeligt godt tilbud – og så gik det rigtig hurtigt!

 

2. Din mærkeligste vane eller ritual?
Det må være min hobby med min julekrybbe, som jeg allerede har fortalt om. Derudover har jeg mine små ritualer, som jeg holder for mig selv. Jeg tror på Gud og har min barndomstro, uden dog på nogen måde at føle mig specielt religiøs.

 

3. Hvornår har du været mest bange i dit liv? – Og har det betydet noget for måden, du lever dit liv?
Jeg blev rigtig bange i ’67 på en sejltur til Grønland som vognmand. Vi kom ind i et voldsomt uvejr, som varede i tre døgn. Der var alvorlig fare for, at lasten ville forskubbe sig. Sker det, kæntrer skibet. Vel var der redningsbåde ombord, men alligevel jeg var rigtig bange. Turen dukker altid op i mig, når jeg skal ud at sejle. Måske er det derfor, jeg aldrig har været på krydstogt.

 

4. Hvorfor er du en god ven?
Hvis jeg da er det! (griner)
Jeg er meget ærlig og loyal. Og forventer, det er gensidigt.

 

5. Er der noget, du har dårlig samvittighed over? – Noget du har gjort som ung eller i dag?
Ja, i folkeskolen var jeg med til at mobbe en pige. Det stod på længe og var voldsomt. Blandt andet var hun fysisk langt længere i sin udvikling end os andre, og da hun fik sin menstruation, kaldte hele klassen – også pigerne – hende “Røde”. Det må have været forfærdeligt for hende, og jeg ville ønske, jeg kunne give hende en undskyldning. I dagens folkeskole havde nogle grebet ind.

 

6. Hvem beundrer du mest her i livet, og hvem er din helt?
Jeg beundrer folk, der tør sige fra, for det kræver mod.
Min helt er min mor. Hun var aktiv frihedskæmper under krigen med min far. Det var bestemt ikke ufarligt, for huset var fyldt med våben. Fik tyskerne nys om det, ville de have sprængt huset i luften.

 

7. Har du prøvet at ryge en fed?
Nej. Jeg har heller aldrig fået tilbuddet, så det har altid ligget mig fjernt. Min bekymring har altid gået på, om mine tre børn har kunnet holde fingrene fra det skidt. Sådan tror jeg de fleste forældre har det.

 

8. Hvad skal der til for, at din dag bliver perfekt?
Sol, varme, en cykeltur i bjergene og en god frokost med familie og venner.

 

9. Hvad er den vildeste oplevelse, du har haft på en rejse?
Jeg er aldrig blevet bidt af en krokodille… eller noget vildt i den stil.
For mig var det en vild rejse og oplevelse at gennemføre Le Mans i ’86. Jeg husker det, som var det i går, æresrunden og de tre-fire danske flag vi så på tilskuerpladserne. I dag er der hundredevis af fans, som tager afsted, men følelsen af at blive hyldet på den måde var enestående.

 

10. Hvis du skulle lave noget andet, end det du gør i dag, hvad skulle det så være?
Så ville jeg være vognmand igen!