Det danske magasin i Spanien
De hjemvendte – Intet vejede imod

De hjemvendte - Intet vejede imod

IMG 5866

Vibeke Rosenvinge flyttede i februar 2002 til Spanien med sin familie, hvilket vil sige mand og to børn. De trængte til en pause fra deres hektiske liv i Danmark, og havde i længere tid talt om et udlandsophold.
“Vi realiserede hele vores danske liv i løbet af et par måneder, og flyttede med tanken: ‘Vi glæder os’. Og hvad var det værste, der kunne ske? Jamen, vi kunne bare rejse hjem igen.”
Børnene startede i engelsk skole to dage efter ankomsten, hendes mand arbejdede som ejendomsmægler og det første halve år arbejdede Vibeke selv som fuldtidsmor samt med at få familien integreret. Senere startede hun sin egen virksomhed som terapeut og massør.
“Jeg er sproguddannet fra CBS (tidligere Handelshøjskolen i København) og har altid arbejdet med design, mode, sprog og mennesker. Egentlig var jeg agent i modebranchen, da jeg forlod Danmark – og lukkede mit firma. Desuden har jeg en uddannelse som psykoterapeut kombineret med holistisk kropsterapi. Det var denne uddannelse, jeg brugte i Spanien, hvor jeg havde egen klinik. Dette virke udøver jeg stadig, og det er en utrolig tilfredsstillelse at hjælpe mennesker til en mere afbalanceret tilværelse. Det er en livslang selvudvikling, det er en livsstil.”
Tiden skrues frem til november 2005. Da flyttede den nu 54-årige Vibeke Rosenvinge tilbage til Danmark. Hjem til det, som hun kalder ‘en kold tyrker’.
 
Mørk tid, men privilegium
Du og familien havde tilsyneladende et godt liv i Spanien, hvad fik dig til at vende hjem igen?
“Det var mine børn, som ville gerne hjem. De ville hjem til dansk indflydelse. Det var slet ikke en svær beslutning, og der gik bare en måneds tid fra tanke til handling.
Der var slet intet, der vejede imod. Mine børn var det vigtigste. Vores spanske kapitel var færdigskrevet.”
 
Hvordan er det gået?
“Genintegrationen er gået fuldstændig smertefrit. Det var dejligt at være hjemme igen, at være på dansk jord med familie og venner ‘nede i baghaven’. Min datter kom på gymnasium med en international linje, og min søn færdiggjorde de sidste to år i folkeskolen.
Selv fik jeg job tre uger efter, vi kom tilbage. Ny bolig var også på plads i løbet af kort tid, og vi kom meget hurtigt ind i vanen med et ‘dansk liv’ igen.”
 
Er alt bare forløbet perfekt?
“Det er gået ud over al forventning. Og dog. Vi kom hjem i en mørk tid, og det var en kold tyrker fra et solbeskinnet Spanien. Men jeg følte mig så velkommen og smagte på alle de nye og alligevel vante ting, og jeg følte mig privilegeret og taknemmelig over at være tilbage.”
 
Tilvalg og venskaber
Hvordan har du det nu?
“Mit liv er skønt. Jeg har fundet mig til rette i Danmark med alt, hvad det indebærer af tilvalg og fravalg. Jeg har aldrig følt mig som udlænding i mit eget land.
Jeg arbejder igen som selvstændig i modebranchen med egne agenturer, og jeg ser også mine klienter i min praksis, når tiden tillader det. Det giver mig en sublim frihed til at beskæftige mig med de ting, jeg virkelig vil – langt mere end tidligere.”
 
Og hvordan har du det på det mere personlige plan?
“Jeg føler en langt større forbindelse til mine medmennesker i Danmark end i Spanien, men var utrolig glad for de venskaber, jeg knyttede med derboende danskere. Jeg har stadig kontakt med mange af dem.”
 
I det spanske bakspejl
Ser du ingen ulemper ved at bo i Danmark? Er der slet ikke noget, du savner fra Spanien?
“Fordelen ved at bo i Spanien er det skønne vejr, letheden og det at leve med solen.
Ulempen er de minimerede muligheder for at udvikle sig uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt i Spanien som dansker, hvis man ikke er flydende i det spanske sprog.
For mig er fordelene ved Danmark uanede, og jeg synes, at jeg er så privilegeret og bruger det potentiale, der tiltaler mig. Der er ingen ulemper ved at bo i Danmark. I hvert fald synes jeg ikke, det er noget, der fylder i mit system. Selvfølgelig er der altid situationer og ting, man har lyst til at justere på, sådan rent samfundspolitisk, men sådan er det jo i alle samfund, hvor der leves.”
 
Som for eksempel?
“Folk skulle i højere grad gøre noget ved deres egen situation, og ikke altid ligge i ske med deres egen selvhøjtidelighed.”
 
Hvilke samfundsmæssige situationer ville du så ændre på?
“Jeg ville revolutionere sundhedssystemet, så alle, inklusiv immigranter, kunne få ret til fri læge mv. Generelt savner jeg en bedre integration af immigranter. Specielt i Sydspanien er forholdene og strømmen af illegale immigranter voldsom. Det er det samme problem, som vi har i Danmark. Her er også underbetalt arbejdskraft, men der er en anden kontrol med det.
Dette ville være et anliggende, jeg ville prøve at gøre noget seriøst ved, hvis jeg havde ‘en stemme’.
 
Er det din hjertesag?
“Det er, hvordan man behandler dyr – i særdeleshed hunde i Spanien. Jeg har flere gange besøgt dyreinternater og set hvilke skæbner, der bliver indleveret. Jeg ville helt klart sætte ressourcer ind på dyrevelfærd. Jeg synes, der skal indføres et dyrepoliti.”
 
Så du følger meget med på den politiske scene?
“Jeg fulgte med i det spanske liv rent samfundsmæssigt, men primært ud fra nyhedstesen. Jeg var ikke opsøgende i min tilgang til nyheder mv., ikke som jeg er i Danmark – her pirrer samfundsforholdene altid til min nysgerrighed.”
 
Opskrifter i bagagen
Har du taget nogle spanske skikke med hjem?
“Ja. Masser af opskrifter på skønne spanske retter. Ajo Blanco, Gambas al Pil Pil og diverse andre tapas-retter. Jeg laver spansk mad med jævne mellemrum.”
 
Er der noget, du savner?
“Jeg ville ønske, jeg havde kunnet integrere den spanske solskinslivsstil, altså hele året rundt. I Danmark kan man sagtens mødes ude, men man er jo altid afhængig af vejret. Det at man lever med det næsten altid gode vejr i Spanien, gør livet let for aftaler og arrangementer.”
 
Rejser du til Spanien engang imellem?
“Ja, nu gør jeg det et par gange om året. Jeg nyder at være tilbage i Spanien, og jeg kan reflektere over alle indtryk og smile af det.”
 
Hvilket var dit absolutte højdepunkt, da du boede der?
“Der var ingen deciderede højdepunkter, men hvis jeg virkelig skal nævne et, må det være, da jeg fik min lille virksomhed op at køre. Det var en stor triumf for mig at gøre det i et fremmed land.”
 
Måske – for en kortere bemærkning
Vibeke Rosenvinge forestiller sig ikke, at hun igen flytter til Spanien. Det skulle i så fald være for en kort periode.
“Min tilværelse er og vil nok altid være i Danmark”
 
Har du altid følt det sådan, på trods af at du flyttede ud?
“Jeg tror, jeg altid har vidst, at jeg ikke ville blive permanent i Spanien. Mentalt har tiden der altid været for en periode i mit liv. Derfor tog jeg del i livet omkring mig i Spanien og involverede mig i de samfundsmæssige og de sociale aspekter, som jeg gjorde brug af.
Men jeg er taknemmelig for, at jeg i næsten fire år havde mulighed for at leve i et andet land, med alt hvad det indebar af udfordringer, glæder og deraf erfaring. Jeg lever meget efter devisen om ikke at være bange for at prøve noget nyt, for livet bliver jo lidt ensformigt og konformt, hvis man hele tiden bliver inden for grænserne af alt det, man allerede ved eller allerede har.
Rent mentalt er mit livssyn blevet bredere perspekteret.”
Af Jette Christiansen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.