Vis mig din landsby - Per Lau Jensen

”Jeg kommer her mest for at gå i postboksen,” fortæller forfatter Per Lau Jensen, da vi bevæger os op ad Canillas de Aceitunos små og stejle gader. Den lille landsby har kun lige akkurat det, man kunne forvente af en landsby med 1700 indbyggere – nogle restauranter, et par supermarkeder og barer – og masser af hvidkalket charme og farverige blomsterkummer.

Per bor kun 3 kilometer men et par hundrede højdemeter fra Canillas de Aceitunos midtby, som han besøger et par gange om ugen. ”Vi går altid tur i byen, når jeg har gæster på besøg – jeg ved, hvor man spiser godt, og jeg har min postboks i byens lillebitte postkontor, der er bemandet indtil kl. 10 om formiddagen. Hvis postdamen altså ikke har brug for at gå tidligere den dag…”

Forsøget på at lave en aftale med Per vidner om, at han det meste af tiden lever en meget autentisk forfattertilværelse: ”Jeg skriver på min 2019-udgivelse og læser korrektur på min kommende bog, der udgives til april, for øjeblikket, så mine dage er reserveret til det og derfor næsten aftalefri. Pånær mandag og tirsdag i næste uge, der er reserveret til noget så vigtigt som at modtage en levering af brandy fra Jerez,” lød meldingen. Det lykkedes dog – brandylevering til trods, at sætte forfatteren i stævne, og Per henter mig oppe ved fodboldbanen, der ligger lige ved indkørslen til byen.

Byens centrale torv er så småt, at man kun lige akkurat kan køre ned og vende foran rådhuset. ”Den lokale politibetjent står normalt og iagttager det hele med et skarpt blik, der omhyggeligt overser alle bilerne, der er parkeret på de gule linjer under stopforbudsskiltene,” fortæller Per, og peger på den lille firkant inde under et skyggefuldt træ, hvor politibetjent Ricardo altså plejer at parkere bilen og lade falkeblikket vandre mere eller mindre strategisk over gaden og bilerne, hvis ejere i stiltiende overensstemmelse med betjenten smider køretøjerne ind over de sirligt malede gule streger, der flankerer hele hovedgaden.

I 2014 var Per i Torremolinos for at researche til den del af handlingen af romanen ’illa Isabella’, der finder sted i Spanien. ”Da kørte jeg rundt i Axarquias og forelskede mig i dette sted. I efteråret 14 besluttede jeg mig for at flytte herned og aftalte med en super effektiv ejendomsmægler i Torre del Mar, at jeg havde en uge til at se på huse. En uge senere blev skødet underskrevet.

Siden har Per levet et inkarneret forfatterliv i en finka, der ikke har noget husnummer, på en grusvej, der ikke har noget navn. Men Per bor ikke alene. Til selskab har han den unge mastiff-blanding ved navn Markis – for Pers facebook-følgere er han dog bedre kendt som ’Madstiffen’. Og når Per ikke arbejder på seriøse romaner, er det humoristiske skriblerier om Madstiffens gøren og laden, der portrætteres i facebook-gruppen Bølleschæferen og pjoklederen – og Madstiffen, hvor Per selv indtager den lidet prestigefulde egenskab af pjokleder. Det er også blevet til at par udgivelser på den bekostning – senest Verden ifølge Pjoklederen og Bøllechæferen, hvor Madstiffen gør sin entre.

I Pers næste udgivelse ’Drømmepiger og dragehoveder’ foregår en del af handlingen dog på den italienske riviera. I bogen mødes tre teenagevenner 45 år efter og tilbringer otte dage i en villa i Portofino. De er alle tre forholdsvis succesfulde i deres voksenliv, men lige under overfladen lurer de sociale mønstre og magtrelationer, der hænger i fra teenage-tiden.

”Drømmepiger og dragehoveder er næsten udelukkende skrevet i de tidlige morgentimer, før verden vågner. Hver morgen startede jeg med at lytte til Leonard Cohens ’Famous Blue Raincoat’, og derefter skrev jeg. Fordi den sang har netop det pulsslag, som jeg gerne ville give romanen.”
Bogen udgives på Forlaget Hovedland til april – signeret forsalg begynder i marts.

Vi bevæger os fra torvet og ned igennem byens snirklede gader, hvor man skal holde tungen lige i munden for ikke at fare vild. Ikke alene snor gaderne sig med uforbeholdne knæk og krumninger – der er også nogle seriøse højdemeter, der skal tages højde for. Og så er der mange løse hunde i byen. De fleste af hundene virker relativt velopdragne, og deres ejere lader dem på bedste spansk vis blot færdes uden for husene, der maksimalt er to etager høje. Herfra passer de hver deres gadehjørne. Nogle af dem tager dette job meget alvorligt, erfarer vi, da en chihuahua-lignende størrelse gør, så den selv letter et par centimeter ved hvert bjæf, da vi passerer– i behørig afstand af den alvorlige tæppetisser, naturligvis.

”Jeg tager af og til Markis med herop og går tur, men han er jo så teenage-vild. Han er sikker på, at alle hundene er hans nye bedste venner,” fortæller Per, der har ladet Madstiffen blive hjemme i dagens anledning. ”Nu må vi se, om han overhovedet gider tale til mig, når jeg kommer hjem,” siger Per med hævede bryn, da vi tager afsked igen nede ved fodboldbanen.

Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com