I september måned besøgte vi Rioja, og på vej ned mod syd slog vi et smut indenom Ribera del Duero. Alle vinbønderne har været specielt bekymrede i år, efter den katastrofalt lille vinhøst de fik sidste år, hvor mange mistede mellem 20 og 30 % af deres druer på grund af dårligt vejr.
Jeg kan så opmuntre med, at druerne i år ser ud til at komme ind på vinhusene i både kvalitet og kvantitet. Så vi kan alle ånde lettede op og forhåbentlig se frem til kvalitetsvine fra 2018, samt undgå en markant prisstigning.
Alt ser lovende ud. På billederne kan du se, hvor flotte druerne var, kun et par uger før høsten gik i gang.
Vækstsæsonen er ret kort i Ribera del Duero, og de kølige nætter med rimfrost truer ofte vinstokkene langt ind i foråret (hvilket var skyld i en stor del af tabet af druer i år 2017), men det er måske lige netop disse faktorer, der er medvirkende til, at der her produceres nogle af Spaniens dyreste og mest eftertragtede vine med Pingus klart i spidsen og den berømte Vega Sicilia lige i hælene.
Den hårdføre tempranillo lever fint i det udfordrende klima med varme somre og kølige nætter. Sol og varme giver druerne masser af farve, intensitet og smag, mens de kølige sommernætter ned til fem grader sørger for den nødvendige syre. Temperaturforskellene forstærkes af, at Ribera del Duero er det europæiske vinområde, som gennemsnitligt ligger højest.
De fleste vinmarker ligger omkring Dourofloden, mellem 700 til 800 meter over havets overflade, nogle få er højtliggende helt oppe i 900 meters højde og er nogle af de sidste, som Vinhuset Monteabellon har investeret i. Man kan vel kalde dem for Riberas “High Altitude” vinmarker.
Den primære druetype til rødvin er Tinta del País eller Tinto Fino, som den også bliver kaldt, den lokale variant af barnet med de mange navne, nemlig Tempranillo.
Vi besøgte blandt andet vinhuset Monteabellon, som lige har investeret tungt i moderne produktionsudstyr med det nyeste indenfor økologisk teknologi. Alt er pinligt rent og gæringstanke og nye fade står klar og venter på druernes ankomst.
Juanma er den nuværende generation på Monteabellon vinhuset, som ligger i kommunen Nava de Roa i DO Ribera del Duero. Det er en forholdsvis ny vingård, grundlagt i år 2000. Men familien er absolut ikke nybegyndere, når det kommer til at vide noget om druer i Ribera del Duero.
Inden de selv begyndte at lave vin til videresalg, har de gennem to generationer ejet et firma som laver “vedligeholdelsesservice” på vinmarker til mange af de andre vinhuse i området. Juanma og hans familie har det firma, som hjælper, vedligeholder og guider mht. vinproducenternes marker.
De ejer diverse maskiner, lige fra maskiner til pløjning af markerne til sidste nye modeller af kæmpe store høstmaskiner, som de lejer ud til vinproducenterne i området. For de fleste kan det ikke betale sig at købe maskinerne selv, da de kun bruges få gange om året. Det er meget nemmere og mere økonomisk at leje maskiner og arbejdskraften fra Juanmas firma.
Det vil sige, at han faktisk kender næsten hver enkelt vinmark i Ribera del Duero. Han ved en masse om, hvor jorden giver den bedste kvalitet, hvem som passer bedst på deres vinmarker, hvem der dyrker økologisk, hvem der går på kompromis osv. En vigtig information hvis man søger efter kvalitetsvine.
Monteabellon ejer i dag 100 hektar marker, som ligger spredt i området. Vi hopper op i Juanmas Range Rover og kører rundt gennem markerne. Nogle parceller ligger i den lavere del af Ribera, placeret tæt på Duero-floden, hvorfra vi høster druerne til vores yngste og friskeste vine, forklarer Juanma. Andre parceller ligger en del højere og indeholder mere ler og kalksten og laver druer til vine mere egnede til lagring. Fra et af Riberas højeste punkter står vi og ser udover de vinmarker, som giver druer til vinhusets bedste vine, Finca La Blanquera og Finca Matambres. Vejret er perfekt og udsigten kunne ikke være bedre. Juanma har bygget et minihus med terrasse på vinmarkens højeste punkt, og her nyder vi et par tapas med et glas vin dertil.
Juanma går ikke på kompromis med kvaliteten af hans druer, og de sidste vinmarker, han har købt, er blandt de mest højtliggende ved 900 meter over vandoverfladen. ”Her bliver plantet næste år, og så må vi ruste os med tålmodighed og vente, indtil planterne bliver gamle nok til at give os de kvalitetsdruer, vi forventer fra de nye marker,” siger Juanma. Højden gør, at tempranillo ikke bliver for voldsom, men mere elegant forklarer han. Samtidig er der meget kalk i jorden, som vil give vinen mere mineralitet. På billedet kan du se traktoren, som er ved at gøre klar til plantning af vinstokkene.
Men en ting er jo at dyrke druer, og noget andet at forvandle dem til en kvalitetsvin. Juanma var ikke i tvivl om kvaliteten på hans druer, men han valgte at søge professionel hjælp til at lave vinen.
Det får han af vinmageren Isaac Fernandez, som er nevø af Mariano Garcia, kendt vinmager på Vega Sicilia. Isaac har bl.a. arbejdet i mange år på onklens vinhus ved navn Mauro.
Stilen i Monteabellóns vine er moderne, med fokus på frugt, friskhed og balance. Vinene har masser af frugt og gode runde tanniner, der sammen med brugen af de nye fade giver vine med flot harmoni.
Monteabellon laver fem røde vine, den helt unge Avaniel til 5 €, en ren Tempranillo med fem måneders fadlagring til 6.50 € samt de tre bedste, som du her får en beskrivelse af:
Monteabellon med 14 måneder på fad er det, man ville kalde en Crianza. Den er primært lavet på håndplukkedeTempranillo-druer tilsat 5 % Merlot . Druerne er udvalgt fra højere beliggende ler og sandholdige marker og lagret på 70 % franske og 30 % amerikanske fade. Masser af mørke bær og krydderurter i duften. Det er en tæt, mørk vin med smag af mørke bær som brombær, lakrids, vanilje og lidt peber. Vinen har bløde tanniner, er meget afbalanceret og kan lagres i op til syv-otte år. En flot vin til kun 12,95 €
Monteabellon Mathambre ville kunne gå under kategorien Reserva. Vinen har en absolut fantastisk og forførende duft af sorte skovbær som solbær og brombær. De mørke bær er også markante i smagen, bare tilsat en smule læder, lakrids, mokka og chokolade. 100 % Tempranillo druer af højeste kvalitet lagret mellem 20 og 24 mdr. på nye egetræsfade alt efter årgangen. 80 % fransk og 20 % amerikanske fade. Vin med stor kompleksitet, vellavet og med lang saftig afslutning, som vi sælger for 21,50 €
Finca La Blanquera er lavet som en hyldest til bedstefaren på Monteabellon, som er manden bag hele familiens store passion for vin. Han var også den eneste, der troede på, at denne parcel ville kunne give druer i absolut topkvalitet. Resten af familien tvivlede!! Vinmarken i 870 meters højde med stenet jord og kalksten og ekstreme vejrforhold med lavt nedbør. Jorden er helt hvid og giver ikke indtryk af, at noget vil kunne gro netop her. Vinstokkene bliver stressede og søger desperate efter vand, skyder derfor deres rødder langt ned i jorden og transporterer alle mineralerne op i druerne. 100 % Tempranillo som har fået 36 mdr. lagring på nye franske 225 liters egefade. La Blanquera er rigere i duft og smag end Mathambre og har mere dybde og længde, mere smag af blåbær og ristet brød og er meget elegant med bløde, modne tanniner.
Der er kun produceret 2400 flasker af denne fantastiske vinoplevelse. En af dem kan blive din for kun 39,95 €
Babylam, som er blandt Ribera del Dueros specialiteter, kan du ikke komme udenom, hvis du er i området. Ingen andre steder har vi smagt så velsmagende babylam lavet i stenovn eller lammekotelleter lavet på grillen med stilkene fra vinstokken som brænde. Jeg behøver vist ikke at sige, at det passer fortrinligt til vinene. Det er absolut et besøg værd.