Man skulle mene, det er svært at holde masken i 12 år. Men hver gang, der er nyt om Málagas metro, er det flankeret af storsmilende politikere, teknikere, ingeniører og andet godtfolk. Da første spadestik blev taget i 2006, smilede byen også. Med en moderne, velfungerende metro ville gamle Málaga få en ansigtsløftning uden sidestykke og den geografisk meget lange by, fra universitetet og teknologiparken i vest til El Palo i øst, ville endelig komme til at ’hænge sammen’. På bare 20-25 minutter ville man kunne komme fra vest, over centrum, til øst. Ambitionerne og illusionerne var store. Det samme var budgettet. 403 millioner euro ville metro-projektet samlet koste kommunen og amtet, Junta de Andalucía. I dag ville det have været et fund til prisen, men det vender vi tilbage til om lidt. Dengang i 00’erne var alle glade. Og jeg var (og er stadig), en glad Málaga-borger, der kom i modvind, når jeg ved private sammenkomster udtrykte min skepsis overfor projektet. Jeg har aldrig kunnet se, hvordan en gældsplaget kommune og amt kunne få råd til en metro. Dernæst er metroer i min verden noget, der hører til i storbyer. Og Málaga er ikke en storby. På alle områder er vi kun halv størrelse af København. Tilmed har Málaga længe haft et rigtigt godt netværk af busser, som let kan udvides, hvis byen vokser. Og sidst, så er Málaga flad som en pandekage flot pakket ind med cykelstier fra øst til vest, så de friske hurtigt kommer let omkring. I min optik har vi derfor aldrig haft hverken råd til eller brug for den metro. Og slet ikke nu, hvor sandheden kommer frem. For Málagas metro bliver ikke bare dyr. Prisen bliver umenneskelig høj.
I 2013 meldte kommunen og amtet nemlig enstemmigt ud, at metro-projektet nu ville beløbe sig til 870 millioner euro. Det er mere end en fordobling af det første budget, som blev bortforklaret med lidt overfladisk politisk snak. Fokus på det storstilede pressemøde blev hurtigt rettet på den flotte videopræsentation, som viste, hvor flot, moderne og praktisk metroen ville blive for borgerne. Men på præsentationen manglede der nu en ’arm’. Linje 2, som skulle gå helt til El Palo i øst, var væk – sparet væk. Vi får med andre ord nu kun en halv metro, som kommer til at koste det dobbelte – mindst! For nu skal kommune og amt også, grundet de store forsinkelser i byggeriet, frem til år 2020 samlet betale 450 millioner euro i erstatning til det selskab, der står for forpagtningen af metro driften. Selv de mest optimistiske tror næppe på metroen står klar i 2020 og tilsvarende, at den samlede udgift kommer under 1.500 millioner euro. Forhenværende ledere på byggeriet mener, år 2022 og en slutpris på 2.000 millioner er mere realistisk. Det er så store beløb, at vi menige mennesker knap kan forholde os til dem. Omvendt behøver man ikke have den store fantasi for at kunne se, at vi for de penge kunne have fået mindsket to af provinsens største problemer. For Málaga-borgernes problem er ikke, hvordan de skal komme fra punkt A til B. Det er derimod en tårnhøj arbejdsløshed på 21 procent. Endnu flere som lever på en lav mindsteløn. Og 49.000 borgere, som dagligt søger til de offentlige spisesteder for at få et varmt måltid mad. Det er sociale problemer, vi har i hele provinsen, men som man bliver nødt til at dykke ind under Costa del Sol-glansbilledet for at få øje på. For 1.500 eller 2.000 millioner euro kunne vi de næste par årtier få iværksætterhjælp, løntilskud, eksportstøtte, videreuddannelse og andre tiltag for at få bekæmpet ledigheden. I stedet er tilskuddet for erhvervsfremmende tiltag i hele Málaga-provinsen for næste år reduceret til sølle 33,5 millioner euro. Samtidig har Junta de Andalucía besluttet sig for at fjerne sit årlige bidrag på 500.000 euro til Bancosol. Det er den organisation, der står for indsamling og udlevering af mad til provinsens dårligst stillede. Bancosol er primært baseret på frivillig arbejdskraft og et tæt samarbejde med en række supermarkeder, men organisationen har 20 mand på lønningslisten, en kæmpe lagerhal og et industrikøkken, som skal betales. Det gøres for samlet 850.000 euro om året, men uden amtets bidrag hænger dagens varme måltid til de 49.000 borgere, som dagligt søger til Bancosol-spisestederne, nu i en tynd tråd. Fordeles sol og vind ligeligt? Næppe! Der skæres hårdt – umenneskeligt hårdt. Og der investeres blindt i en metro. En halv metro. Efter 12 år er status, at Málagas metro-projekt, både økonomisk og visuelt, er et stort sort hul.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com
