For syvende år i træk træder Kristian Lilholt og band op i Margrethekirken og giver koncert, som på én gang er velkendt og altid anderledes. Der er gode gamle kendinge og instrumentale numre, musik der får publikum op af stolene og bandets dejlige, eftertænksomme musik.
”Jeg og mit sædvanlige hold af musikere, Tine, Ida, Lasse og Frede, kommer, som vi plejer, ned til Margrethekirken og giver koncert den 17. januar – for 7. år i træk,” fortæller Kristian og tilføjer, at det er lidt anderledes i år, i det han selv står for koncerten, forstået på den måde, at Kristian tager den økonomiske risiko.
”Jørgen og Kirsten Kobstrup, som plejede at står for arrangementet, er jo rejst hjem til Danmark, og ingen har helt kunne overtage deres arbejdsområde. Men jeg ville være ked af at stoppe en fin og populær tradition, så jeg tilbød at tage over, og samtidig garantere kirken de første 1000 euro, der bliver solgt billetter for.” Sådan kan bandet fortsætte deres ‘nytårskoncert’-tradition i Margrethekirken.
”For mig er det en slags payback for mange fine stunder i kirken, og også efter koncerterne, hvor vi har haft det rigtig hyggeligt med kirkens folk og andre gæster på La Caleta nede ved vandet. Så jeg tænkte, hvorfor ikke bare tage chancen, så vi kan fortsætte traditionen, selvom det denne gang ikke kunne fungere ‘som det plejer’. Så kald det bare en hjælpende hånd med arrangementet, hvor jeg overtager nogle af de praktiske funktioner og håber på, at billet salget vil dække mig og mine musikeres rejse og ophold, samt leje af anlæg m.m., selvom vi donerer til kirken som det første.
Vi glæder os i hvert fald til igen at komme ned til jer, og forhåbentlig få lidt lys og varme.
Det plejer at være ganske fint. Silkeborg Flytteforretning har igen sponsoreret transporten af instrumenter frem og tilbage. Stor tak til dem,” slutter Kristian, som ankommer d. 8. januar og derefter kommer de andre ’dryssende’ i dagene efter, så de er klar til koncerten, der finder sted torsdag d. 17. januar kl. 18.
Billetter
Billetter a 25 € (inkl. vin og sandwich) kan købes i Margrethekirken og hos Private Investment v. John Frank i Centro Idea samt v. indgangen.
Reserver dine billetter på tlf.: +45 21 43 96 62 eller +34 952 49 33 89