Han er stor, stærk og selvsikker. Det mærkes både, når du har ham ansigt til ansigt, og når han dukker op på filmlærredet med tidens største filmstjerner. Men Kim kan bestemt også være blød – og så har han nogle humanitære interesser, man skal lede langt efter hos de fleste. Der er mange skæve vinkler på Kim Kold. Vi lægger ud med vinklen fra slutningen af 80’erne, hvor den unge klejnsmed vogter målet på Hvidovres førstehold.
Peter Schmeichel var blevet solgt til Brøndby, og det gav plads til nogle nye unge løver i truppen. “Al min fritid gik til fodbolden dengang. Det var arbejde, træning, kamp og kun lidt tid til familie og venner. Lysten og ambitionen, var der. Det samme gælder talentet,” fortæller den forhenværende keeper, der absolut fik en glorværdig karriere med i alt 35-40 kampe for Hvidovre i det, der i dag svarer til Superligaen. Glorværdigheden skulle vise sig at fortsætte lidt endnu. For tre år efter Kim havde lagt både handsker og støvler på hylden, ringede hans gamle barndomsklub, Glostrup, pludselig en dag. “Klubben lå til nedrykning i den næstbedste række, deres målmand var blevet skadet og holdets reservemålmand var der ikke mange krummer i. De ville have mig tilbage mellem stængerne i sæsonens elleve sidste kampe, som del af en desperat plan for at undgå nedrykning,” fortæller den store målmand, som på det tidspunkt var i fuld gang med sin styrketræning. “Jeg havde ikke rørt en fodbold i tre år og taget 20-25 kg. på i vægt – altså muskelvægt.
Det er nok det mest vanvittige jeg nogensinde har kastet mig ud i. Jeg husker, vi ikke engang lavede en kontrakt, for jeg ville hellere have to nye fjernsyn for ulejligheden. Det hele endte med, at vi vandt ni af de elleve kampe og undgik nedrykning. Jeg stod nogle af mine bedste kampe og kan stadig ikke forstå hvorfor,” fortæller en grinende Kim Kold, som dog hurtigt vendte retur til træningscentret.
Op på 145 kg
Det var oprindeligt en genoptræning efter en knæskade, der gav ham mod på styrketræning. “Naturligvis kunne jeg li’ det, og så var jeg fascineret af at gå fra en holdsport til en stærkt individuel sport,” forklarer den danske bodybuilder, som fra 2001 gav den gas. Det hele toppede fem år efter med en professionel licens og en kontrakt for en tysk klub. “Det var 100 procent dedikation med seks til otte timer daglig træning fordelt over tre træningspas. Men det var også spændende, for jeg rejste meget rundt til konkurrencer,” erindrer Kim Kold, som på toppen af sin karriere blev dansk mester og rundede de 145 kg. Han kunne givetvis være kommet endnu længere, men valgte at trappe ned. “Faget har en bagside, jeg ikke bryder mig om. Alle ved jo, det ikke er nok med træning og den rette kost, når du konkurrerer på højeste niveau. Her skal der andre hjælpemidler til – og i en mængde, som virkede skræmmende på mig. Derfor trak jeg grænsen,” fortæller Kim Kold ærligt, som i samme periode havde fået sine første filmroller. Oftest som stor, stærk mand.
Ti timer til paradis
Det startede med en række biroller, men i 2010 fik han chancen, og sit store gennembrud, i hovedrollen i den danske film “Ti timer til paradis”. Filmen vakte interesse i det store udland, og de store filmfestivaler var de bedst tænkelige døråbnere for Kim. “At jeg skulle ende i vigtige roller i film som “Fast and Furious” med verdenskendte skuespillere, havde jeg naturligvis aldrig drømt om. Da jeg sagde ja til min første film, var det jo kun for sjov,” husker Kim Kold, som i alt har medvirket i 16 film og typisk laver en til to indspilninger om året. “Naturligvis er det en streg i regningen, at jeg til tider er væk hjemmefra en måned eller to. Omvendt har jeg så alverdens tid og ingen problemer med at betale mine regninger det næste års tid, når jeg kommer hjem efter optagelserne. Det er virkelig et privilegium. Og så elsker jeg at lave film”.
Ikke guds bedste børn
Kim Kold elskede også sit første job på Costa del Sol. I 2009 fik en kammerat lokket ham herned med det klare formål at starte et sikkerhedsselskab med speciale i dørmænd, vagter og body guards. Potentialet i og omkring Marbella var så stort, at selskabet i sommerhalvåret havde mellem 50 og 60 mand på lønningslisten. “Det gik forrygende. Det var utroligt spændende, at starte noget nyt op og få den medvind, vi fik. Vel er det en hård branche, men omvendt kunne vi rejse og nyde livet i de fire vintermåneder,” fortæller Kim, som dog også fik øjnene op for branchens og livets skyggesider. “Med tiden ser du nogle ting, som du ikke ønsker at være en del af. Det var absolut ikke guds bedste børn, vi passede på. Og hvad der sker i deres verden, er bestemt heller ikke for børn,” fortæller Kim med en alvorlig mine. Efter fire år trak han en meget klar streg i sandet.
“Jeg stoppede, flyttede, lagde min hverdag og en meget stor del af mine venner og omgangskreds bag mig. Det er lidt drastisk, men det er eneste udvej, hvis du vil ud – helt ud – af et miljø,” mener Kim Kold, som er lykkelig for, han tog skridtet, omend han også erkender, at ethvert brud i perioder efterlader dig i et tomrum. Det tomrum er Zavannah på tre et halvt år i dag med til at fylde ud. “Jeg valgte at blive far for tredje gang som 50-årig. Jeg ved godt, det ikke er helt normalt, men jeg fulgte mit hjerte. Og gud være lovet for det,” bliver de næstsidste ord fra Kim Kold. Han bliver her, indtil Zavannah bliver stor nok til at flyve videre. Han bliver også i skuespillerbranchen, og han bliver også ved med at holde sig i form. Han træner dagligt flittigt med en håndfuld atleter, som er under hans vinger.
“Jeg trives her, men hører mest til i Danmark. For mange år siden tog jeg en pædagogisk uddannelse og arbejdede med unge misbrugere og psykisk syge. Det har altid haft min interesse og jeg savner det i dag. Det vil jeg arbejde med igen, hvis jeg en dag tager tilbage,” bebuder han.
Kim Kold er en stor mand med et stort hjerte. – Fyldt med skæve vinkler
Ti skæve til Kim
1. Den vildeste dag i dit liv?
Det var de tre dage, hvor mine tre børn kom til verden. Og så den dag, hvor jeg pludselig stod i et filmstudie i Hollywood og smed rundt med selveste Dwayne Johnson.
2. Nævn en ting som (næsten) ingen ved om dig?
Jeg gik til dans som ung, og i dag ridder jeg. Faktisk holder jeg så meget af heste, at jeg drømmer om at få min egen.
3. En ting spanierne har lært dig?
Tålmodighed – de har lært mig, at man ikke skal forvente, ting sker til tiden.
4. Din dårligste investering?
Min ekskone – uden siddestykke. Vi blev skilt i ’09, og hun tog alt, hvad hun kunne.
5. Tror du på Gud?
Ja – jeg er ekstremt fascineret af historien. Jeg har både Moses, slangen, Adam og Eva, Jomfru Maria og Golgata tatoveret på kroppen.
6. Hvis du kun have én dag tilbage…?
Så ville jeg tilbringe den sammen med min familie, mine tre børn og fire børnebørn. Generelt er jeg med årene blevet markant mere familiemenneske end tidligere.
7. Hvem ville du gerne drikke en øl med?
Kim Larsen og Jesper Skibby. Jeg kan li’ dem, fordi de altid har holdt fast i deres rødder og værdier. De er begge to gadedrenge, som har arbejdet sig op – arbejdet sig til succes.
8. Det bedste og værste ved spanske kvinder?
De kan være ekstremt lækre og sensuelle – men også ha’ et forbandet temperament.
9. Tre gode råd til at blive stor?
Træn hårdt – men lyt til din krop. Og vigtigst af alt: sæt fokus på din kost. Det er nok det vigtigste. Du skal afsætte mindst en time om dagen til at tilberede den rigtige mad.
10. Har du en helt eller rollemodel?
Nej – men jeg har den dybeste respekt for topatleter og folk, som dyrker ekstremsport. For eksempel den danske triatlet Camilla Pedersen, som for få år siden lå i koma og var døden nær. I dag hører hun til blandt verdens bedste kvindelige triatleter.