Grazalema er en af Andalusiens mange smukke naturparker og vi har været der mange gange, men denne gang fandt vi et superfint hotel og var ude på to spændende vandreture, som var temmelig hårrejsende. Og selv om man ikke vil vandre, er det alligevel en skøn udflugt, for La Cueva del Gato er helt specielt og den kan beses uden vandring. Hotellet El Molino del Santo er sådan ét man drømmer om at finde, så hvis man har lyst til luksus, fantastisk mad og vild natur, så er det bare om at komme afsted.
Hotellet Molino del Santo har længe stået på vores ´to do´ liste, for dets ry er nået lang omkring, så det var med en vis forventning vi ankom til Benaoján – stationsbyen, vel at mærke – for det er her hotellet ligger. Hotellet har vundet en del priser, bl. a. som “Best Countryside Hotel in Spain”, “Most Romantic Hotel in Spain” og det har de sidste 5 år vundet priser hos Trip Advisor.
Vi blev ikke skuffede, for hotellet ligger i en ombygget mølle, som malede både mel og oliven til olie, men som stoppede produktionen engang i 1950erne. Det ligger ved en sideflod til Guardiaro, som er en af Andalusiens smukkeste floder. Et engelsk ægtepar købte møllen i 1968 og har siden drevet stedet som luksushotel med gourmet mad. Stedet er blevet udvidet og ombygget masser af gange, så det i dag fremstår smukt, romantisk og veldrevet. Den velholdte have er fyldt med smukke blomster og det fine pølområde er overordentligt attraktivt. For et dobbeltværelse med morgenmad betalte vi 107 € og det var bestemt god valuta for pengene. Gå ind på
https://www.molinodelsanto.com og se stedet.
Vi kastede os straks efter ankomst ud i en vandretur, og egentlig ville vi blot have vandret de to km. op til den berømte Cueva del Gato, men da vi kom ned på stien, som løber langs med Guardiaro og jernbanen, og skulle til at dreje til venstre, så vi et skilt med Jimera de Libar 7,8 km. til højre. Denne sti er en del af den af mig meget omtalte Gran Senda de Málaga og det kunne vi ikke stå for. Så vi drejede til højre og begav os ud ad denne sti. Det var der sådan set ikke noget galt i, blot det, at vi kun havde vand med til 4 – 5 km. og ikke til 15-16 km. som det ville ende med, hvis vi skulle gå til Jimera og tilbage. Nå, det tænkte vi ikke videre over og vandrede nok så glade afsted i den kraftige varme. Stien løber ca. 100 m. over floden på den østlige side, og langs med floden er en af Spaniens smukkest togruter anlagt: ruten fra Ronda til Algeciras. Den har vi skrevet om i et tidligere nummer af La Danesa. Men nu fik vi altså lov til at vandre i dette skønne terræn, som på trods af tog-sporet er helt uforstyrret, for der går kun 6 tog i døgnet – 3 i sydlig retning og 3 i nordlig. Stien går op og ned og er en rigtig flot en af slagsen – en femstjernet sti. Nu havde vi sat os i hovedet, at vi VILLE nå frem til stationen Jimera de Libar. Men efter 8 km. var den stadig ikke i sigte og nu var vi løbet tør for vand. Vi måtte derfor ned til stationsbyen for at skaffe mere vand. Efter 8,5 km. nåede vi stationsbyen, som er ganske lille. Vi spurgte den første mand vi så, om der var en butik… ja, den åbner kl. 18. Nu var kl. 16.30 og vi havde 8,5 km. hjem til hotellet. Kommer der måske et tog snart, spurgte vi forhåbningsfulde, for det havde taget os 3 timer at gå de 8,5 km. og vi var presset for tid inden det blev mørkt. Manden kendte togtiderne i hovedet og kunne meddele, at der går et tog mod Ronda om 15 min. Jubii, hvor vi jublede. Og ganske rigtigt… kl. 16.45 kørte toget ind på perronen og efter mindre en 15 min. var vi tilbage i Benaoján. Vi kan derfor af hjertet anbefale, at man tilpasser denne smukke vandring, så man ankommer til Jimera så betids, at man kan tage toget tilbage. Husk penge til toget: 4,90 € for to billetter.
Tilbage på hotellet gik vi direkte ned i baren for at få læsket de tørre ganer og efter et lille hvil kunne vi nyde et herligt måltid i restauranten, som tilmed kunne byde på en vegetarmenu. Jo, de moderne tider er kommet helt ud på landet i Spanien.
Næste dag gjaldt det så La Cueva del Gato. Denne hule er berømt fordi den er en kæmpemæssig åbning ind til el hulekompleks, som kaldes Sistema Hundidero- Gato. Dette system er en lang form for tunnel, som løber 4,5 km. fra syd (Cueva del Gato) til en anden åbning ca. 3 km. nord for Montejaque. Det er ingenlunde en tur, man bare kan tage ud på. Man skal have en speciel tilladelse og være medlem af en huleforsker gruppe (Federación Andaluza Espeleología).
Men man kan kravle op til hulens indgang og kigge ind. Uha, uha… jeg kan dy mig… der er bælgmørkt derinde, og man skal kravle og klatre over store klippeblokke. Men huleåbningen er imponerende og selv her midt på dagen flyver en masse flagermus ud og ind.
Efter endte hulebeundring vil vi gerne finde en vej, der kan føre os op til landsbyen Benaoján, som ligger lidt oppe i landskabet i modsætning til stationsbyen, som ligger nede ved floden. Men vi kunne ikke finde en rute på Wikiloc, så måske er der ingen. Men, se nu der, der går en sti op til venstre, når man står med ryggen mod hulen, og den ville vi lige prøve. Stien så ud til at ende oppe ved et hegn, der afskærmer jernbanen, men der var også en mindre synlig sti, der gik videre op. Den tog vi, og selv om vi vidste, at det ville være klogest at vende om, fortsatte vi. Man får vel blod på tanden. Højt oppe så vi nogle pæle og tænkte i et anfald af vild optimisme, at deroppe var der nok en sti. Så vi fortsatte op ad en skrænt, der var så stejl, at jeg frygtede for, om vi kunne blive ved med at få fodfæste. Det var vildt og vi var glade for, at vores børn ikke kunne se os hænge der på en vild skrænt i vores fremskredne alder. Holy Moses! Vi ville få skæld ud! Men der var ikke andet for end at fortsætte, for det var for stejlt til at vi kunne gå ned. Pludselig udbryder Erik et jubelhyl, og han er nået op på en fin sti. Hurra! Og den er brolagt og alting. Det viser sig, at den også er en del af Gran Senda, så vi blev reddet på målstregen for anden dag i træk. Nu var det blot en smal sag at finde vejen ned til Benaoján pueblo ved at gå til venstre, og hermed kom vi ned til puebloen og kunne vandre igennem og beundre den. På vejen nedad mod stationsbyen dukker der en sti op på højre side, og den tager vi. Den går lige ned til hotellet, hvor vores bil stadig holder. Det var vel nok en herlig tur.
Og nu tager vi lige hen og ser på indgangen til La Cueva de la Pileta, som vi besøgte for 25 år siden, og som ligger lige i nærheden. Man skal kravle lidt for at komme op til hulen, men deroppe kan vi se, at intet ser ud til at have ændret sig siden dengang. Man skal stadig ringe til manden, der ejer hulen, for at komme ind, der er stadig ikke installeret lys inde i hulen og åbningstiderne er stadig afhængige af ejerens forgodtbefindende. Vi talte med flere amerikanere, som var rejst langt for at se de meget berømte hulemalerier derinde, og de havde lidt svært ved at forstå det med åbningstiderne. Tja, hvad kan man sige… det er Spanien og dette berømte nationale klenodie er fortsat privatejet. Sjovt og pudsigt er det. Jeg husker besøget i hulen som meget specielt og meget uhyggeligt og mørkt. Uha, ikke igen, tænker jeg. Men er alligevel glad for at have været derinde.
Så er der kun tilbage at sige, at El Molino del Santo er lukket fra november til marts. Det genåbner den 15. marts 2019.
Af Else Byskov, fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov
