Kan Spanien stå distancen?

Det går atter fornuftigt i Spanien. I grove træk er landet kommet helskindet igennem den krise, der for præcis ti år siden slog benene væk under hele Europa – og i særdeleshed Middelhavslandene. Men Spanien kom oven vande, og faktisk på så god en måde, at Spanien i det fine EU-selskab fortsat fremhæves som rollemodellen for at komme ud af krisen og skabe ny vækst. Tilliden til Spanien er genoprettet. Og spanierne har fået selvtilliden igen. Troen på sig selv og fremtiden afspejles blandt andet i de spanske familiers opsparing, som i dag kun udgør fem procent af husstandsindkomsten. Det er mindre end nogensinde. De nyeste tal fra økonomisk råd (IEE) viser også klart, at væksten i spansk økonomi på 2,5 procent i 2018 primært er skabt via indenlands efterspørgsel. Det til trods for at ledigheden fortsat er på 15 procent og lønniveauet stadig hører til blandt de laveste i EU.  

Præcis som der er motiver for at lette på hatten, er der også grund til at se lidt skeptisk på fremtiden, for der er sket uhyre meget på al for kort tid i det store udland. Spændingerne mellem USA, Kina og Rusland kommer ingen til gode. Det samme gælder det forestående Brexit. Og endnu værre for Spanien er den truende recession i Italien, Frankrig og Tyskland, som er tre af Spaniens vigtigste eksportmarkeder. Den økonomiske stilstand i Tyskland overrasker og bekymrer alle – ikke mindst den spanske bil- og motorindustri, som sidste år tabte 35 procent i sin eksport til Tyskland. Og det var ikke fordi, der var andre, der løb med ordrerne. De triste realiteter er, at tyskerne ikke havde efterspørgslen til at kunne købe.

Samme tendens ses i turistsektoren. De gode tal for Costa del Sol er en undtagelse, for på landsbasis har Spanien sidste år mistet mellem fire og fem procent. Og det er netop tyskerne og franskmændene, der er knap så rejselystne.

Med den store uvished og nulvækst, der i dag præger store dele af Europa, kan man med rette spørge sig selv, om Spanien kan stå distancen og fortsætte den gode udvikling.

Det hjælper bestemt ikke, at det gamle lokomotiv i spansk økonomi, Catalonien, fortsat er kørt helt af sporet – både økonomisk og politisk. Det er præcis derfor, parlamentsvalget den 28. april er så vigtigt for Spanien. Nationen har brug for et stærkt, holdbart og ambitiøst projekt. Spanien har brug for bare en smule politisk stabilitet og en lille smule kul for at få damptoget i omdrejninger. Spanierne fortjener det, for de vil gerne.

Spanierne er et stærkt og arbejdsomt folkefærd (bemærk jeg skriver spaniere og ikke andalusiere). Ingen som spanierne higer efter at komme i arbejde og accepterer med et smil en 40 timers arbejdsuge til en af EU’s laveste lønninger – og kun fire ugers årlig ferie oven i hatten. Den var ikke gået i Nordeuropa.

Nye arbejdspladser bliver der masser af i de nye år, er den spanske økonomiminister sikker på. Nadia Calviño forsikrer, Spanien har en stærk økonomi og står foran en ny vækst på 2,2 procent i år. Men det får ikke mit blodtryk ned. Tværtimod vækker det skræmmende minder om hendes partifælde og forhenværende statsminister, José Luis Zapatero, som i foråret 2008 gik til valg på løftet om fuld beskæftigelse. Året efter stod han med en arbejdsløshed på 20 procent. Hverken han eller nogen anden i PSOE havde set, krisen var lige rundt om hjørnet. Ingen stod distancen.

Det håber jeg så inderligt, den kommende regering kan. Uanset hvilken farve den må få. Både Spanien og spanierne fortjener det.