En garde!

“Kling! Klang! Swisch!” – sådan lyder det på film, når to rivaler krydser klinger i det, der ofte er meget Hollywood-iserede scener. Det er nemlig ikke helt sådan, det foregår, når fægtning udøves på sportsniveau, selvom man skal være lige så listig og snu som Zorro, så er det uden den velkendte sorte maske og kappe.

Fægtning er en ældgammel sport, der udfordrer din koncentrationsevne, din balance, din strategiske årvågenhed – og så er det rigtig god motion. I moderne sportsfægtning fægter man med de 3 våben fleuret, kårde og sabel.

Deltagerne til aftenens træningssession, som finder sted i Málaga centrum, er af meget blandet alder – fra 14 år og fem årtier op. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at fægteskolerne, eller sporten generelt, må have en meget tynd marketingstrategi, for uanset hvem jeg spørger, hvordan de kom til at dyrke fægtning, er svaret forskellige variationer af ‘det var mere eller mindre tilfældigt’. Alle virker de dog meget passionerede omkring sporten.

Arturo Moya, formand for fægteklubben ‘Club de Esgrima Larios Perchel’. Ses her sammen med instruktøren Lazaro, som er fra Cuba.

Hvordan blev du interesseret i fægtning?
“Jeg plejede egentlig at komme her med mine børn. Så sad jeg på bænken, mens de trænede, og en dag foreslog træneren, at jeg selv deltog. Det er ti år siden nu,” fortæller Arturo, der har været formand for fægteklubben de sidste fem år. Han har vundet Andalusiens mesterskab i fægtning flere gange.

María, træner for børneholdet i fægteklubben


Hvordan blev du interesseret i fægtning?

“Jeg ville bare gerne prøve en sportsgren, der var anderledes, og så blev det fægtning. Det er seks år siden nu. Når man først er blevet bidt af fægtning, så er det for livet!”

Julia, har dyrket fægtning i et seks måneder


Hvordan blev du interesseret i fægtning?
“Jeg ledte egentlig efter noget cirkus-skole, som jeg har dyrket i Prag, hvor jeg boede før. Det findes ikke i Málaga, men i min søgen faldt jeg over fægteklubben her og tænkte, at det da var en anderledes sport.”

Selvom der blot trænes, er fægterne koblet op til et elektrisk system, så det går en ledning fra en lille plade i gulvet igennem fægterens dragt og ud igennem ærmet, hvor ledningen sidder fast i kården. På spidsen af kården er der så en lille kontakt, der registrerer, hver gang modstanderen stikkes med spidsen, der altså er ganske flad i enden. Alligevel bærer fægterne de karakteristiske fægtemasker for at beskytte øjne og ansigt, og kvinderne bærer deciderede brystværn.

De nyeste medlemmer låner blot udstyret – jakke, bukser, maske og brystværn med hjem og vasker før hver træning. Med tiden køber de fleste dog deres eget udstyr, som man tager sig betydeligt bedre ud i.

Nu går træningen i gang. ”Vi spiller til ti,” fortæller en venlig deltager mig, og da vedkommende ser mit undrende blik, forklares der, at det drejer sig om ti ’stik’. Altså den første, der når at stikke modstanderen ti gange, har vundet træningskampen. Jeg placerer mig på bænken og iagttager de to fægtere, der ser ud til at være en kvinde og en mand. Ved første øjekast ser det ganske statisk ud. De står og vipper lidt fra det ene ben til det andet og stikker nogle huk ud i luften. De prøver at lure hinandens taktik af. Lige pludselig springer kvinden frem i et vildt spring, så brystet bøjes helt ned over hendes forreste knæ. Det bagerste ben er strakt smukt bagud og kården sidder perfekt i siden på modstanderen. ”DING” – der var point.

Som jeg sidder her på bænken i sportshallen kan jeg godt se, at der er meget koordination bag det, der godt kan virke som lidt tøvende trin. Og da fægterne fjerner maskerne, er det da også nogle meget svedige ansigter, der forpustet dukker op bag dem. Det er nogle intense kampe, der kræver hele kroppens styrke og hovedets kløgt.

Jeg forlader fægteklubben med en lidt større forståelse og respekt for denne, for mig, lidt underlige sportsgren.

Skuespillerinden Angelina Jolie, fodboldstjernen David Beckham og grundlæggeren af Facebook, Mark Zuckerberg, har alle en ting til fælles: De er alle fægtere.

Facts om fægtning


Fægtning har en lang historie bag sig og er en af kun fire sportsgrene, der har været med i samtlige Olympiske Lege siden begyndelsen i 1896. Faktisk er fægtning lige så indgroet i det Olympiske Lege som brydning og atletik. Mange af de mest anerkendte universiteter i USA – såsom Harvard, Princeton, Duke og Columbia – rekrutterer fægtere.

Der er et betydeligt sæt regler, der styrer, hvornår og hvordan man får point, når man rammer modstanderen. Og reglerne varierer alt efter sværdtyperne kårde, fleuret og sabel.

Fægtning er et sprint, ikke et maraton. Når du fægter, kræver det eksplosiv acceleration – du springer frem mod modstanderen for at få et hug ind på det rigtige tidspunkt. Egentlige ‘kampe’ varer ofte ikke mere end et minut.

At være en god fægter vil sige, at man er ekstremt observant og god til at genkende mønstre i sin modstanders taktik. Derfor kaldes fægtning ofte for ‘fysisk skak’.