På den anden side... Nu må vi smide de skyklapper...!

Alle klapper – men jeg spørger mig selv, om der er så meget at klappe af. Folket i Málagas kilometerlange arbejdsløshedskøer har næppe meget at juble over, for de mange positive tal og udmeldinger har kun lille effekt på ledigheden, som i særklasse er Costa del Sols, og Spaniens, største problemer. De sidste fem år har været gode. Og alligevel har vi i dag i Málaga-provinsen en arbejdsløshed på 22 procent! Det er markant højere end landsgennemsnittet (17 procent) og det dobbelte af den gennemsnitlige ledighed i EU. Det er pinligt dårlige tal, som man ikke bør forsøge at snakke sig fra.

 

I stedet kunne man spørge sig selv, om vi satser rigtigt ved (igen) at spille på de to gamle heste i den andalusiske økonomi: turisme og byggeri. Historisk set stiger og falder byggeriet i raketfart og skaber ikke de vedvarende arbejdspladser, vi higer efter. Det samme gælder den stærkt sæsonprægede turisme. For at komme uden om sidstnævnte satser Málaga by på kultur- og erhvervsturismen. Og de gør det rigtigt godt – men der skabes slet ikke arbejdspladser nok. For hvor mange stillinger skaber et nyt museum? 8, 10… måske 12 stillinger? Og hvor mange får jobs på et af de nye hoteller? Typisk mellem 12 og 20 personer. Endnu værre er det med de mange nye turistlejligheder, som skyder op i hele Málaga-provinsen. Det er god forretning for private og for de store kapitalfonde, der nærmest falder over hinanden, når større ejendomme udbydes til salg. Men der skabes profit til egen lomme. Der skabes ikke arbejdspladser – bortset fra til de to rengøringsdamer, der flittigt gør klar til næste hold turister.
Det bedste eksempel – eller værste, om man vil – er den gamle tobaksfabrik, La Tabacalera, i Málaga, som i dag er omdannet til museum. Museet giver i dag jobs til syv medarbejdere. Det er naturligvis bedre end ingenting, men i gamle dage skabte fabrikken jobs til over 100. Det bringer os ind til kernen, og det gyldne spørgsmål, i månedens klumme; hvorfor i al verden satser Málaga og Costa del Sol ikke mere på industrien?

 

Sommerens motorcykeltur bragte mig over Zaragoza, og det skabte stof til eftertanke. Zaragoza er den største by i Aragón-regionen, som ligger midt i mellem Madrid og Barcelona. Byen er ikke bare smuk, spændende og et besøg værd. Zaragoza, og hele Aragón-regionen, er et studie værd, når det gælder at få bugt med arbejdsløsheden. Her har man nemlig satset på industrien. Udgangspunktet var for et par årtier siden ikke det bedste, men udstykningen af nye grundarealer, forbedring af infrastrukturen, lempelige skatteaftaler for industrien (kommunale og regionale) og et godt stykke ”salgsarbejde” har fået så mange industrivirksomheder til området, at man i dag har en af landets laveste ledigheder på 10 procent. Og det gælder alle årets 12 måneder, for industrien skaber vedvarende arbejdspladser. I Aragóns næststørste by, Huesca, går industrien og turismen så fint hånd i hånd, at seneste ledighedstal dér hedder seks procent. Det er imponerende – og inspirerende.

 

Jeg har altid ment, at Spanien, og især Sydspanien, ligger inde med et stort uudnyttet potentiale. Og tilsvarende mener jeg, at hvis vi vil, så kan vi også.
Så kom nu Málaga. Kom nu Costa del Sol.
Når Málaga kan få verdenskendte museer til byen. Når Fuengirola kan tiltrække verdenskendte musikere til sommerens koncerter. Og når Marbella kan tillokke verdens mest købestærke publikum – så kan vi også sammen få en masse industri til området. Der skal både tænkes langsigtet og handles hurtigt, så de sidste af provinsens ledige jordstykker ikke også omdannes til nye turistboliger.

 

Lad os for guds skyld værne om vores turisme og byggeri. Men lad os for guds skyld også smide de gamle skyklappere. Skal vi for alvor skabe arbejdspladser, skal der fremover også spilles på nye stærke heste, der kan løbe vores tårnhøje arbejdsløshed over ende.